Superhelt springer ud som biseksuel

Jon Kent, der er søn af Clark Kent og Lois Lane, kysser med en fyr i ny udgivelse.

Sådan ser det ud, når den nye Superman kysser med journalisten Jay Nakamura. (© DC Comics)

Endnu en superhelt har meldt sig under de regnbuefarvede LGBT+-faner.

Supermans søn, Jon Kent, kysser nemlig med journalisten Jay Nakamura i tegneserien 'Superman: Son of Kal-El #5', der udkommer den 9. november. Det oplyser DC Comics, som står bag tegneserien.

Du kan se billederne af de to figurer kysse på DC Comics' hjemmeside.

I 'Superman: Son of Kal-El #5' følger man Clark Kent og Lois Lanes søn, Jon Kent. For mens farmand er fløjet ud i det ydre rum på ubestemt tid, har sønnike nemlig overtaget fars superhelteopgaver som den nye Superman.

Og så bliver der altså også tid til romantik for den unge superhelt.

Jon Kent og Jay Nakamura blev allerede venner i et bind, der blev udgivet i august, men venskabet har altså udviklet sig siden.

- I kølvandet på en scene, hvor Superman er mentalt og fysisk udbrændt efter at have forsøgt at redde alle, han kan, er Jay der for at tage sig af manden af stål, skriver DC Comics.

Flere kan spejle sig

Forfatteren bag den nye Superman, Tom Taylor, siger, at alle har behov for helte, og alle fortjener at kunne afspejle sig selv i superhelte.

- Superman symboliserer håb, sandhed og retfærdighed. I dag repræsenterer det symbol noget mere. I dag kan flere mennesker se sig selv i den mest kraftfulde superhelt i tegneserier, siger Tom Taylor ifølge pressemeddelelsen fra DC Comics.

DC Comics har valgt at sende Jon Kent ud af skabet på National Coming Out-dag, som er en amerikansk støttedag for LGBT+-personer, der springer ud. Flere fans har allerede hilst det biseksuelle kys velkommen på de sociale medier.

- 20+ år med mobning. Men LGBTQIA får mere og mere støtte, skriver en bruger blandt andet på Twitter.

Andre foreslår dog, at DC Comics i stedet for at bruge allerede kendte figurer bør skabe en helt ny figur, som tilhører LGBT+-miljøet fra begyndelsen.

Flere andre superheltehistorier har i den seneste tid også inkluderet flere skabsudspring.

I marts var det figuren Aaron Fischer, der kom i en homoseksuel udgave af Captain America, og en ny version af Aquaman kom også han ud som homoseksuel.

Desuden sprang den tredje udgave af Robin ud som biseksuel i en tegneserie i august.

Facebook
Twitter