Superheltefilm overhaler 'Avatar' som bedst sælgende

Den anmelderroste 'Avengers: Endgame' har solgt for over 18 milliarder kroner på verdensplan.

I filmen medvirker Iron Man (spillet af Robert Downey Jr.), Hulk (Mark Ruffalo) og Thor (Chris Hemsworth). (Arkivfoto). (Foto: VALERIE MACON © Ritzau Scanpix)

Marvels superheltefilm 'Avengers: Endgame' har overhalet 'Avatar' og er nu den bedst sælgende film nogensinde, oplyser Disney.

Hidtil har 'Avatar' fra 2009 instrueret af James Cameron været den bedst sælgende film.

Den solgte for 18,58 milliarder kroner på verdensplan. Det fremgår ikke, hvor meget rekorden er slået med.

Men offentliggørelsen er godt timet, da den kommer, samtidig med at der er Comic-Con i San Diego. Det er en årlig messe for tegneseriefans.

Her sagde Kevin Feige, præsident for Marvel Studios, at han er imponeret over James Cameron, som længe har siddet på rekorden.

- Hvis du justerer for inflation, så har han stadig rekorden, og han får den sikkert igen, så snart han sender en ny film ud, sagde Kevin Feige.

Det afholdt ham dog ikke fra at kalde Marvels superheltefilm for 'den største film nogensinde'.

'Avengers: Endgame' med blandt andre Iron Man, Captain America og Hulk har længe haft kurs mod rekorden.

Filmen var allerede halvanden uge efter sin premiere 24. april den femtebedst sælgende film nogensinde.

Den tre timer lange film er blevet rost til skyerne af både anmeldere og fans af det omfattende tegneserieunivers.

/ritzau/

Facebook
Twitter