Susanne er adopteret og gjorde alt for ikke at blive fundet. Men en dag lå der et brev fra Grønland

Susanne Sahlgren er adopteret fra Grønland, men folks fordomme fik Susanne til at distancere sig fra sit ophav. Indtil hun modtog et brev fra sin biologiske søster.

(© DR)

- Hvor kommer du fra?

Eller værre:

- Drikker du?

55-årige Susanne Sahlgren har ikke tal på, hvor mange gange hun er blevet stillet de spørgsmål.

Susanne er opvokset i Dragør, hvor hun stadig bor i dag og lever et stille og roligt liv med sin mand, hunde og arbejde.

Men alligevel har hun altid følt, hun skilte sig ud, uanset hvor lidt hun ønskede opmærksomhed.

Susanne er nemlig født i Grønland af en grønlandsk mor, og hun blev straks efter fødslen bortadopteret til Danmark, hvor hun efter nogle måneder på et børnehjem havnede hos en kærlig dansk familie i et parcelhuskvarter i Dragør.

Forældrene adopterede nogle år efter en grønlandsk dreng, og for at lære børnene om deres ophav købte de børnebøger om Grønland og ville tale med dem om deres adoption. Men dét mødte stor modstand hos Susanne.

- De var enormt interesserede i at fortælle mig, hvornår de fik mig, hvordan og hvorledes, og de gjorde det i bedste mening, men jeg lukkede bare ned, fortæller hun.

I en stor del af sit liv afviste Susanne alt, der handlede om Grønland. - Jeg havde ikke bedt om at blive adopteret og sat i den situation, at jeg skulle forholde mig til det hele tiden. Jeg ville jo bare være mig, Susanne – min mor og fars barn, siger hun. (© DR)

Jo mere forældrene prøvede, jo mere prikkede det til Susannes følelse af at være anderledes.

Så i stedet for at søge mere viden om sin baggrund, endte hun med at reagere stik modsat – hun undgik alt, der handlede om adoptionen og Grønland.

- Hvis der var noget i radioen eller fjernsynet om Grønland, gik jeg ud af rummet. Det var helt ned i detaljen af, at jeg ikke kunne lide farven grøn og ikke ville vide, hvor gammel jeg var, da jeg blev adopteret, fortæller hun.

'Skulle ikke være den her stereotype grønlænder'

Men uanset hvor hårdt Susanne prøvede at distancere sig, kunne hun ikke løbe fra sit grønlandske ydre, og da hun blev ældre og begyndte at tage til København, fik hun mere og mere ufrivillig opmærksomhed. Der var mange synlige grønlændere i flere dele af hovedstaden, og ifølge Susanne eskalerede antallet af fordomme, hun blev mødt med.

- Jeg er blevet spurgt til ansættelsessamtaler eller hos lægen: "Drikker du?". Jeg har oplevet ikke at blive taget seriøst af andre myndigheder, fordi jeg var grønlænder. Det er massivt, hvad jeg har været udsat for af fordomme og racisme.

Hvordan påvirkede det dig?

- Jeg skulle i hvert fald ikke være den her stereotype grønlænder. Da jeg var yngre og tryg i Dragør, kunne jeg da godt feste lidt. Men da jeg blev ældre og mødte nye mennesker og mødte de her fordomme, holdt jeg helt op med at drikke alkohol.

- Jeg har haft meget få kærester, fordi det ikke skulle hedde sig, at jeg var "promiskuøs". Jeg kunne godt lide at købe tøj fra et lidt dyrere tøjmærke, men uanset hvor pæn og renskuret jeg var, fik jeg en bemærkning som "nå, skal du over på Sundholm?" (en institution på Amager for udsatte).

Hvordan føltes det?

- Det gjorde mig ked af det og vred. Her gik jeg og opførte mig så ordentligt, og så blev jeg alligevel udsat for folks fordomme. Det gjorde også, at jeg distancerede mig endnu mere fra at være grønlænder.

Fik hemmeligt nummer og adresse

Susannes store frygt var, at det pludselig bankede på døren, og så stod Susannes grønlandske familie der og ville genforenes.

Så hun valgte at få hemmeligt nummer og adresse, og hun kontaktede ovenikøbet DR-programmet 'Sporløs'; vel at mærke ikke for at lede efter sin biologiske familie, som de fleste adopterede, der henvender sig til 'Sporløs', men for at meddele at hun ikke ville findes, hvis nogen ledte efter hende.

Men så en dag skete det alligevel. Susannes far havde fået tilsendt et brev fra en advokat på vegne af Susannes biologiske halvsøster i Grønland, der ledte efter hende.

Chokeret kastede hun brevet ned i en skuffe uden at åbne det.

- Jeg var rasende og havde lyst til at skrive et langt vredt brev til advokaten om, hvad fanden det var for en situation at sætte mig i. Jeg havde ikke bedt om at blive adopteret, jeg havde ikke bedt om noget af det her. Jeg plejer at være i rimeligt godt humør, men jeg var så vred i flere uger, at selv min mand holdt afstand.

Efter noget tid tog Susanne mod til sig og læste brevet med en veninde, og der stod ganske rigtigt, at hendes halvsøster prøvede at række ud og få kontakt til Susanne, hvis bortadoption havde påvirket morens liv meget.

Men selvom brevet gjorde stort indtryk, lagde Susanne det væk, og det tog faktisk syv år, før hun fandt det frem igen og følte, hun var et sted i livet, hvor hun havde overskud til at gå ind i sin fortid.

Susanne iført en grønlandsk nationaldragt. (© DR)

Så hun fandt sin halvsøster på Facebook og sendte hende en Messenger-besked.

- Den nat sov jeg slet ikke. Jeg sad bare og gloede på Messenger og kiggede i spamfilteret – det var så nervepirrende, husker hun.

Dagen efter svarede søsteren, og så skrev de frem og tilbage. I et par måneder ventede Susanne på, at en eller anden eksplosion ville komme, nu hvor hun havde taget hul på det nye kapitel.

- Jeg troede jo, der skete alt muligt dårligt, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg følte også, at jeg forrådte min familie herhjemme, selvom de altid havde sagt det modsatte. Men der skete jo intet, andet end at vi havde kontakt, og så kunne jeg endelig begynde at slappe af.

Pludselig var det, som om en dør til den grønlandske side af hende selv blev åbnet. Alt det, hun havde afvist før, kastede hun sig over med kæmpe interesse – grønlandsk kultur, kunst, landskab, historie.

Og vigtigst af alt: Sidste sommer tog Susanne mod til sig og rejste med sin mand til Diskoøens eneste by, Qeqertarsuaq ('Godhavn' på dansk), for at se sin biologiske mor og sine halvsøskende.

Natten før mødet havde hun ikke lukket et øje.

Tankerne kørte rundt, og da Susanne gik over en lang bro, hvor hendes biologiske mor og halvsøster stod for enden, fandt hun på alle mulige strategier for, hvordan hun kunne løbe væk, hvis det blev for meget. Men alt ændrede sig i det sekund, de faldt hinanden om halsen.

Her møder Susanne sin biologiske familie for første gang nogensinde.

- Alt faldt bare til ro. Det var instant love. Jeg kunne mærke deres kærlighed til mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, men min tilstand af panik forsvandt i det sekund, vi krammede. Det er en følelse, der stadig sidder i mig. Nu bliver jeg helt rørt, siger hun.

Ved mødet kunne Susanne straks se en masse ligheder med dem. Hun elsker at være kreativ og at tegne og male, og sådan har hele den grønlandske familie det også – og hendes biologiske morfars bror er Jakob Danielsen, der var en anerkendt grønlandsk maler fra Diskobugten, der døde i 1938.

- Fra det sekund jeg landede og så Grønland, nød jeg bare at være der, og jeg blev vildt forelsket i naturen, siger Susanne. Hun håber, at hun kan tage en tur tilbage til Grønland til næste år. (© DR)

På turen til Grønland fik hun også spurgt sin biologiske mor, hvorfor hun blev bortadopteret til Danmark.

Moren fortalte, at hun var 17 år, og faren 23, da hun blev gravid.

De ville gerne giftes, og så skulle morens forældre tage sig af Susanne, mens moren skulle til Nuuk for at gøre sin uddannelse færdig.

Men morens søster havde en dansk mand, der sagde nej. Han mente, at Susanne skulle bortadopteres til Danmark, og dengang var danskerens ord lov, som moren forklarede Susanne. Danskeren og søsteren er døde i dag, så ingen kan få svar på, hvorfor Susanne skulle adopteres, ligesom Susannes biologiske far druknede for mange år siden.

Da Susannes grønlandske mor var i Danmark i februar, fik hun sit store ønske opfyldt om at se Amalienborg og var også i Operaen for at se Susannes mands balletdanser-datter optræde. Moren kommer fra bygden Kangerluk (på Diskoøen), hvor der er 18 indbyggere og 15 huse. (Foto: PRIVATFOTO)

Men til gengæld fandt hun det, hun altid havde benægtet, at hun ledte efter: Sine rødder.

- Jeg havde lyst til at være sammen med dem hele tiden deroppe. Det var stort, som hun siger.

Moren har været i København

Og faktisk er de blevet endnu tættere, siden Susanne var deroppe i sommer. Hendes biologiske mor var i Danmark i forbindelse med et hospitalsbesøg i februar, og det endte med, at hun kom og boede hos Susanne og hendes mand i den periode.

Her hyggede de, sad i sofaen og snakkede i timevis og var turister i København.

Susannes danske mor er død for mange år siden af sygdom, men hendes biologiske mor fik mødt Susannes far, som hun takkede mange gange for at have taget sig af hende.

Selv kan Susanne også mærke, at der er sket en kæmpe forandring med hende, siden hun kastede det uåbnede brev fra sin grønlandske familie i skuffen og lod det ligge i mange år uden at svare.

- At møde min "biofamilie" har gjort mig mindre hård. Jeg har haft paraderne så meget oppe hele mit liv med min adoption og Grønland, at det lige så stille og roligt bredte sig til alt muligt andet, siger Susanne.

- Det har ændret mig. Jeg er stadig dansk – men jeg er også fra Grønland. Jeg kan mærke det grønlandske i mig nu, og det er noget, jeg er stolt af.

Eftersom Susannes mor har seks søskende, har Susanne fået en masse nye familiemedlemmer og er også blevet moster. - Jeg har altid haft verdens mindste familie, men nu er jeg gået til at have en kæmpe familie, griner hun. (© DR)