Susse Wold får Modersmål-Prisen

Skuespilleren Susse Wold får årets Modersmål-Pris, som hvert år uddeles af Modersmål-Selskabet.

Skuespilleren Susse Wold får årets Modersmål-Pris, som hvert år uddeles af Modersmål-Selskabet.

Prisen går til en god sprogbruger som påskønnelse for en særlig indsats for et levende og varieret dansk.

Modersmål-Prisen 2010 overrækkes til Susse Wold ved et arrangement den 1. september i Jytte Abildstrøms teater, Riddersalen, på Frederiksberg.

Modersmål-Selskabet har siden sin stiftelse i 1979 virket for bevarelse og udvikling af modersmålet som en grundlæggende forudsætning for dansk kultur og folkestyre.

Sproget er vores håndværk

Selv har Susse Wold dog svært ved at sætte ord på, hvad det er med sproget, hun er så god til. Og dog:

- Jeg er jo opfødt i en tradition, hvor sproget betød utrolig meget. Det er vores håndværk, og hvis man ikke har det rigtige værktøj, kan man ikke lave de rigtige ciceleringer. Man kan ikke få folk til at forstå den rytme, der er i sproget, hvis det er en klassiker, eller bare ganske almindeligt forstå, hvad der bliver sagt, siger Susse Wold til DR Nyheder.

Sidste år gik prisen til professor Jørn Lund fra Dansk Sprognævn. De senere år er prisen gået til blandt andre Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, tegner og forfatter Nikoline Werdelin, forsker og læge Peter Lund Madsen og forfatter og præst Johannes Møllehave.

Dronning Margrethe II fik Modersmål-Prisen i 1989.

Facebook
Twitter