Omkring en million tv-seere hos Boxer, Viasat og Canal Digital kommer til at skue langt efter svenske, tyske og norske kanaler.
De tre store udbydere af digitalt tv har på forhånd valgt mange af nabolandskanalerne fra. Og det betyder, at kun kunder med kabel- og bredbånds-tv kan se de to svenske public service-kanaler SVT1 og 2, tyske ZDF og NDR samt norske NRK.
Sverige bliver det nye Polen
- Det er hul i hovedet, mener Lars Whitt, sekretariatsleder for Øresunddirekt, som Økonomi- og Erhvervsministeriet og Region Hovedstaden står bag.
Og han fortsætter:
- Vi mister indblikket i hinandens sprog og samfund. Vi risikerer, at Sverige bliver ligesom Polen og Belgien; bare et land i Europa. Det vil sige rigtig langt væk fra os rent mentalt, siger han til DR Nyheder.
Han arbejder for en integreret Øresundsregion, og han kalder det derfor tankeløst, at ikke alle kan se de svenske public service-kanaler.
Valgt efter popularitet
Det digitale tv-signal skal efter planen ellers give seerne bedre mulighed for frit at vælge de kanaler, de vil se, men hos satellitudbyderne Viasat og Canal Digital tilbydes ingen nabokanaler overhovedet, mens Boxer tilbyder svensk TV4, norsk TV2 samt tyske ARD.
Eneste public service-kanal blandt de tre kanaler er tyske ARD, og det skyldes ifølge Boxers adm. direktør Steen Ulf Jensen, at den har flere danske seere end andre tyske kanaler.
- Vi har valgt de tre, fordi de er de mest populære i Danmark. Vi har kun plads til 30 kanaler, så der er nogle hensyn vi har måttet tage for at have et så alsidigt udbud som muligt. Derfor er der kun plads til tre nabolandskanaler, siger Steen Ulf Jensen til DR Nyheder fra sin telefon i København.
Lært tysk af tysk tv
Længere sydpå undrer formand for det tyske mindretal i Danmark, Hinrich Jürgensen, sig over, at hverken ZDF, NDR eller RTL tilbydes af nogle af de store tv-udbydere.
- Tyskland er Danmarks største handelspartner, så det er da vigtigt, at man har mulighed for at se hvad der rører sig syd for grænsen, siger Hinrich Jürgensen til DR Nyheder.
Han kalder fraværet af kanalerne for en kedelig udvikling, fordi det indskrænker danskernes kendskab til den store nabo mod syd. Paradoksalt i en tid, hvor grænserne åbnes, lyder det fra Hinrich Jürgensen.
- Men for fjernsynsområdet er det blevet sværere at se grænseoverskridende tv. Og rent sprogligt er det en fordel, hvis man kan se tysk tv. De fleste danskere har lært tysk i sin på grund af ZDF og ARD, påpeger Hinrich Jürgensen over for DR Nyheder.
Nabolands-tv en bonus for de heldige
Selv om hverken Boxer, Canal Digital eller Viasat har fundet plads til de svenske og norske og tyske public service-kanaler, med undtagelse af ARD hos Boxer, kan enkelte husstande alligevel være heldige og modtage svenske eller tyske kanaler.
Egentlig er det digitale sendenet bygget sådan, at signalet blokeres ved grænsen, forklarer talsmanden for Digi-tv, Carsten Corneliussen. Men radiobølger er ikke sådan at stoppe, og derfor kan folk i nærheden af grænsen være heldige at fange signalet fra de svenske og tyske sendere.
Det kræver, forklarer Carsten Corneliussen, at antennen er rettet mod den udenlandske sender. Og er det ikke i samme retning som den danske sender, kræver det to antenner på taget, i stuen eller på loftet.
- Det er en bonus, hvis man kan modtage nabolandskanaler, for faktisk skal man ikke kunne modtage dem, siger han til DR Nyheder.