Tåkrummende og hårdt: Camilla og Nicolas fra 'Gift ved første blik' ser tilbage på turbulent ægteskab

Hvordan oplevede Camilla og Nicolas at deltage i ’Gift ved første blik’? Og hvor er de i dag?

Camilla Ellekilde Høj og Nicolas Feer var det eneste af de fire par, der deltog i 'Gift ved første blik' i 2017, som forblev gift ved eksperimentets afslutning.

Ét par løb med særligt stor opmærksomhed, da fjerde sæson af ’Gift ved første blik’ løb over skærmen på DR1 i 2017.

Vuggestuepædagogen Camilla Ellekilde Høj havde en tendens til at falde for drengerøvsagtige surferdudes. Men det var ikke en langhåret surferdude, der ventede på hende foran giftefogeden. I stedet ventede - ifølge ham selv - verdens mindst eksotiske franskmand, Nicolas Feer.

Sådan begyndte et af de mere turbulente arrangerede ægteskaber i programmets historie. Vi fulgte de to igennem op- og nedture. Men da sæsonen nåede sin afslutning, valgte Camilla og Nicolas alligevel at forblive gift.

Hvordan var det at være med i 'Gift ved første blik'? Hvordan gik det dem derefter? Og hvor er de to i deres kærlighedsliv i dag? Vi har talt med ’Gift ved første blik’-parret her to år efter, de sagde ja til hinanden.

Camilla

Camilla fortalte i programmet, hvad hun tænkte, da hun så Nicolas første gang: 'Han ser sød ud. Han er en lav fyr. Det er det, jeg tænker.' (© (c) DR)

Der er ingen tvivl om, at drømmen for mig var at finde den eneste ene. Jeg havde ikke set et eneste afsnit, men jeg syntes, ’Gift ved første blik’ lød vildt fedt. Tænk, hvis man via nogle eksperter og statistik kan møde en, man passer sammen med. Så jeg sendte en ansøgning. Dagen efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne komme til casting, og så begyndte jeg at drømme.

Herefter tog det nærmest et halvt år med alle de her tests. Det var den fedeste proces, og jeg misunder alle dem, der skal igennem det nu. Det var en Dantes rejse; man fik vrænget sit indre ud, kigget på det og belyst det. Og man skulle tage stilling til nogle ting, som man i sit almindelige datingliv slet ikke tog stilling til.

Eksperimentet var spændende. Man var et følelseshav hele tiden, det kørte op og ned i ens krop. Jeg synes, jeg kæmpede en brav kamp, og jeg ville ønske, jeg var tiltrukket af Nicolas. Jeg blev ved, og jeg kæmpede, fordi eksperterne sagde, at man skulle give det tid.

Det var tåkrummende at se sig selv på tv, men det gav mig også større selvindsigt. Det gjorde mig bevidst om, at jeg måske var en smule hård. Jeg følte dog også, at jeg blev vinklet meget som hende den hårde. Det førte til, at jeg blev kendt som hende den lidt sure strigle, som gerne ville lave om på Nicolas.

Nicolas lod sig barbere på Camillas opfordring. En begivenhed, som gjorde, at Camilla modtog mange hadbeskeder på Facebook. (© (c) DR)

Vi valgte at blive sammen ved sæsonens afslutning. Det var godt for os at prøve at være os selv uden kameraer, men vi var i bund og grund for forskellige. Vi prøvede vitterligt. Vi holdt nogle pauser, og det øgede forståelsen mellem os. Men det blev aldrig til den store kærlighed.

I et forhold er man nødt til at udspringe af de samme værdier. For mig var familie rigtig vigtig. Det var det også for Nicolas, men det var vigtigere for mig. Og jeg var opdraget med at tiltale mennesker pænt. Det var dæleme noget af det, vi kæmpede med; måden vi kommunikerede med andre mennesker.

- Camilla og Nicolas' store udfordring er, at de er meget forskellige, når det kommer til orden og kaos, sagde antropolog Trine Demant i et af programmerne. (© (c) DR)

Jeg troede, jeg havde fundet kærligheden på Tinder. Vi var sammen i lidt over fire måneder, men så kom det til issuet med børn. Han havde børn i forvejen, og han troede, han ville have flere børn. Men så kom han frem til, at det ville han ikke, og derfor var vi nødt til at gå fra hinanden.

Så jeg kom tilbage på datingmarkedet. Men nu er jeg lige hoppet af igen, fordi jeg lidt ser en, som jeg håber, bliver til noget mere. Men det er meget nyt. Håbet og drømmen er der stadigvæk.

Til de nye deltagere vil jeg gerne sige: Husk at nyde det. Selvom det er hårdt, og selvom der er mange tanker, ting at tage stilling til og følelser. Og prøv at give jer alt det, I kan, for lige pludselig er det ovre. Og hold op, hvor ville jeg bare gerne gøre det en gang til.

Nicolas

- Jeg frygter lidt, at jeg ikke er nok for hende, fortalte Nicolas Feer lige inden, han og Camilla skulle møde hinanden første gang under deres bryllupsceremoni. (© (c) DR)

Jeg syntes, eksperimentet lød som en spændende ting at prøve. Jeg så det lidt som et eventyr. Det var spændende, uanset hvad der ville komme ud af det. Jeg havde det ikke sådan; ’Jeg skal bare have en kone, ellers er det hele mislykket.’ Men jeg tænkte, at hvis jeg fandt den eneste ene, var det en kæmpe bonus.

Det var helt vildt hårdt at være med. Der var ikke plads til ret meget af mig i Camillas liv. Hun syntes også, det var hårdt. Det skal dog siges, at vi havde nogle gode aftener. Vi hyggede os nogle gange. Det er ikke, fordi, det var Auschwitz på nogen måde. Men det var hårdt.

- Der er ingen tvivl om, at vi er meget forskellige. Måske for forskellige. Det kan både betyde, vi ender med at have et godt forhold. Det kan også betyde, at vi bare ender med at skære hinanden i småstykker på en eller anden måde, sagde Nicolas imod slutningen af eksperimentet. (© (c) DR)

Ved eksperimentets afslutning følte jeg stadig, der var noget at hente, selvom det havde været svært i starten. Jeg tænkte, at hvis kameraerne kom væk, ville det måske give hende en chance for at åbne lidt mere op, være lidt mere afslappet og mindre anspændt.

Vi var gift i yderligere to en halv måned. Efter en måned begyndte vi at skændes rigtig meget, og der skete en masse lort. Så blev vi skilt, men derefter ringede hun og græd og åbnede op og var sårbar og menneskelig. Det vakte min interesse, og så begyndte vi at date. Det gjorde vi et par måneder, og så var det slut.

Jeg kan godt forstå, at vi blev matchet, for vi kunne supplere hinanden godt. Jeg er god til at trives i kaos, mens hun er god til at opbygge struktur. På den måde kunne vi have været gode for hinanden.

- Camilla er helt enormt smuk, hun har flotte øjne og en god udstråling, fortalte Nicolas Feer under en pause fra bryllupsfotograferingen. (© Nikolai Linares)

Jeg gik ind til eksperimentet med en idé om, at jeg gerne ville arbejde med min selvtillid over for kvinder. Det fik jeg rimelig godt styr på. Jeg ved, der er mange kvinder derude, som jeg intet er for. Men det betyder ikke noget, hvis der bare er én, jeg kan være noget for.

Jeg er i et forhold nu, og det har jeg været i næsten to år. Vi mødtes igennem Tinder. Jeg var ret udbrændt efter programmet og havde egentlig ikke lyst til at have en kæreste. Men så mødte jeg én, og så var det bare rigtig sjovt og hyggeligt. Det var en meget naturlig proces, og til sidst blev vi kærester, selvom det slet ikke var det, jeg var på udkig efter.

Mit største råd til de nye deltagere er: Arbejd med dine egne forventninger - de bliver din største fjende. Få forventningerne helt ned. Glem at du overhovedet har forventninger og tænk i stedet over, hvad du selv vil bringe til bordet. Og så bare vær åben og opmærksom på den anden. Lyt til de små signaler, partneren sender. Man skal ikke tro, at matchet betyder, at snakken falder og det hele bare kører. Matchet betyder, at der er potentiale i det lange løb.

- Det bedste ved Nicolas er, at han tør sige sin mening, og at han er omsorgsfuld. Det bliver jeg lidt tiltrukket af, fortalte Camilla til kameraet, da bryllupsdagen var ved nå til enden. (© Nikolai Linares)

Gift ved første blik-ekspert: Jeg synes, de er seje

Mette Smidt er psykolog og en del af det ekspertpanel, som matcher parrene i 'Gift ved første blik'. Vi har stillet hende fire spørgsmål til Camilla og Nicolas' forhold.

Der var meget knas i forholdet allerede under eksperimentet. Alligevel forblev Camilla og Nicolas gift efter eksperimentets afslutning. Hvorfor?

- Jeg tror, de oplevede fremskridt i deres forhold, når de arbejdede for det, og nysgerrighed overfor de sider af sig selv, som de blev overraskede over. Derfor valgte de at give forholdet en chance under mere hverdagsagtige forhold, end eksperimentet tillader.

Hvorfor gik det galt mellem Nicolas og Camilla?

- Mange ville give deres forskelligheder skylden, men der er mange gode parforhold med stor forskellighed. Men Camilla og Nicolas kom nok skævt fra start i forhold til den måde, de håndterede forskellighederne på. De konflikter, forskellighederne affødte, gjorde ondt på dem begge to, og når man selv har ondt er det svært at være positiv overfor sin partner i konflikter.

Var de et godt match?

- Jeg vil ikke sige, at de var hverken et godt eller et dårligt match, for vi håber selvfølgelig altid på at de finder kærligheden.

- Der er ingen tvivl om, at de udfordrede hinanden på mange måder. Deres forskellige behov for nærvær og struktur med mere. Men omvendt kunne de også komplementere og udfordre hinanden godt – netop i kraft af deres forskelligheder.

Tror du, de lærte noget af eksperimentet?

- De mærkede begge to nogle sider hos hinanden, de var frustrerede over, men de valgte alligevel at blive i forholdet en rum tid. Her kan man virkelig lære noget. Når man bliver konfronteret med sider af andre, der tænder følelser i en selv på godt og ondt.

- Jeg synes, de er ret seje. Forholdet var tydeligvis var en svær udfordring. Men de blev i det og kæmpede og lærte forhåbentlig en masse af det. Det synes jeg, er sejt.

Facebook
Twitter