'Taberholdet er alle dem, der hidser sig op over en kavalergang. Keep up the good work, Helle'

Internettet er gået i selvsving over en kjoleudskæring. Det er både bedaget og anakronistisk, lyder det fra modeekspert.

Helle Thorning-Schmidt ankommer til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København søndag den 11. september 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Enkelte har reageret med forargelse over Helle Thorning Schmidts kjole til dronningens regentjubilæum, men langt, langt de fleste har love bombed den forhenværende statsminister.

Konkret for kjolen i hot pink og i særdeleshed for hendes attitude i den.

Og det er der god grund til, hvis man spørger kulturskribent og modeekspert Sine Gerstenberg.

For det første så Helle Thorning nemlig "ualmindelig godt ud" i kjolen designet af Søren Le Schmidt. For det andet er det håbløst gammeldags at diskutere en dyb kavalergang, mener hun.

- Jeg tror, det har provokeret mange, at det skal vendes mod hende, at hun har gjort sig umage, klædt sig flot på til lejligheden og arbejdet med en af Danmarks dygtigste designere for at se usandsynligt godt ud.

Forældet reaktion

Det kan være grunden til, at sociale medier er gået i selvsving over de negative kommentarer på Thornings kjole.

- Det virker simpelthen bedaget og anakronistisk, at vi stadig skal bruge krudt på en kavalergang. Derfor har man haft brug for at sende signalet: 'Taberholdet er alle dem, der hidser sig op over en kavalergang. Keep up the good work, Helle', siger Sine Gerstenberg.

Helle Thorning Schmidt ankommer til gallamiddagen ved fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Ifølge Sine Gerstenberg repræsenterer forargelsen over Helle Thornings kjole nemlig et kvindefjendsk verdenssyn.

- Det er meget klassisk, at det provokerer, fordi hun er en kvinde med magt, der samtidig er ekstremt smuk. Der er stadig den fordom mod smukke kvinder, at de ikke både må være kloge, magtfulde og have noget på hjerte og se godt ud.

I kamp for crop tops og mavekæder

Forsvaret for den lyserøde kjole taler ind i en større tendens, der handler om retten til at gå i lige præcis det tøj, man vil, uanset størrelse, alder, job og køn, forklarer modeeksperten.

- Den meget seksualiserede mode fra 90'erne og 00'erne er tilbage, men modsat dengang er den ikke længere forbeholdt ultratynde modeltyper. Tværtimod er vi i gang med at frisætte moden og at reclaime vores ret til crop-tops, mavekæder og nedringede trøjer.

Og den frisættelse insisterer Helle Thorning på at være med til med sin draperede kjole.

Samtidig er den et billede på alt det, der bliver kæmpet for i øjeblikket.

Selvom der ifølge Sine Gerstenberg er en stærk bevægelse henimod, at man skal have lov til at være sig selv i sin påklædning, kan det være svært at holde fast i.

Royale regler

Kjolen er blevet beskyldt for at være “lige nedringet nok” til en kongelig begivenhed, men både designeren bag kjolen, Søren Le Schmidt, og eksperten i modetendenser slår fast, at outfittet var helt inden for skiven i forhold til de kongelige etiketter.

- Den var lang, skræddersyet af en dansk designer, velsiddende og ualmindeligt klædelig. Ud fra den optik lever kjolen op til royal galla-dresscode, siger Sine Gerstenberg.

Der er nu ikke noget nyt i, at den forhenværende socialdemokratiske statsminister får kommentarer for sit udseende.

Dele af den planlagte fejring af hendes 50-års regeringsjubilæum i starten af 2022 blev udskudt til september på grund af coronasituationen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Way back fik hun prædikatet 'Gucci Helle'. Forskellen er, at hvor hun tidligere måske følte, hun blev nødt til at undertrykke den side af sig selv, siger hun nu: Bare fordi man er magtfuld og har noget på hjerte, behøver man ikke at ligne de mænd, der tidligere havde ret til at have ordet.

Og selvom internettet i øjeblikket er et overflødighedshorn af komplimenter rettet mod kjolen, var det allermest klædelige i kulturskribentens øjne alligevel Helle Thornings attitude.

- Hun står stolt og rank i sig selv med et fast blik mod kameraet. I min optik kan man ikke ramme mere rent, end når man ligner den bedste version af sig selv og ikke en benovet statist, der er klædt ud i lånte fjer.