- Man kunne lugte det, når han var liderlig. Hans sved lugtede anderledes. Og så vidste vi, at vi skulle passe ekstra meget på.

Det er Frede Farmand Rasmussen, der deler brutale minder fra sin opvækst på blandt andet børnehjemmet Aaløkkegaard i årene 1945-55.

- Det var helt normalt at banke, tæske og voldtage børn, fortæller han.

Bygningerne står der stadig. På Åløkke Allé 35 i Odense. Men børnene er væk.

En vandreforestilling

Fra 1. - 15. november er bygningerne endnu engang fysisk ramme for Frede Farmand Rasmussens minder, når Det Skrå Teater opfører en såkaldt vandreforestilling.

Her bliver publikum ført rundt på det tidligere børnehjem, mens skuespiller Kim Leprévost både agerer guide, samt spiller blandt andet forstanderen og Frede Farmand Rasmussen selv i gennemgangen af de grumme barndomsminder.

Minder som Frede Farmand Rasmussen i 2016 nedfældede i den selvbiografiske bog ’Barn nr. 33 – et barnerequiem’ og 93 dertilhørende fortællende videoer.

- Det har været vigtigt for os, at det ikke er en ’gyserforestilling’, siger Jeppe Sand, der er instruktør på forestillingen.

- Vi har gjort en stor dyd ud af at formidle det svære stof på en måde, så man kan være i det som publikum. Historien er traumatisk, men hele visionen bag forestillingen er, at man skal kunne tale om det, der skete på Aaløkkegaard dengang. For børn misbruges også i dag, forklarer Jeppe Sand.

- Vi skal derfor kunne tale om det, så vi kan lære af fejlene, forklarer Jeppe Sand, der i forberedelserne af forestillingen 'Barn nr. 33' har arbejdet tæt sammen med både Frede Farmand Rasmussen og Dansk Forsorgsmuseum for at gøre forestillingen så faktuelt korrekt som muligt.

Efter Frede Farmand Rasmussens selvbiografi blev udgivet 2016, iværksatte Metodistkirken, der drev børnehjemmet, deres egen undersøgelse af forholdene på Aaløkkegaard.

- Og status er, at vi ikke har kunnet finde nogen spor, der bekræfter Frede Farmands oplevelser. Ingenting, oplyser præst Jørgen Thaarup, der har stået for undersøgelsen.

At Metodistkirken ikke har kunnet finde beviser på den vold og seksuelle misbrug, Frede Farmand Rasmussen husker som en del af hverdagen for de store børn på Aaløkkegaard, undrer ham ikke.

- Man bogfører jo ikke, når man voldtager og banker børn.

Et aldrig ønsket barn

Som barn født uden for ægteskab i september 1945 var Frede Farmand Rasmussen et uønsket barn. Et barn, som derfor bare to dage gammel blev indleveret til først en offentlig fødselsanstalt og dernæst på børnehjemmet Aaløkkegaard i Odense.

- Vi var lorten af lorten, fordi vi var illegitime. Vi var uønskede alle steder.

Det tog lang tid for Frede Farmand Rasmussen at konfrontere sine barndomsminder, og det han beskriver som 18 års fysisk og psykisk udnyttelse og nedværdigelse, først på børnehjemmet i Odense og senere hen på et andet børnehjem i Tønder.

Men det er først, da Frede Farmand Rasmussen i 2009 blev syg, at han for alvor tænkte, at han blev nødt til at nedskrive sin historie, inden det var for sent. En skriveproces han påbegyndte i 2013:

- Jeg tog tre år i snot og gråd og vendte hele bøtten om. Det er noget af det værste, man kan gøre som børnehjemsbarn; At gå tilbage i sine erindringer og være eksakt og fortælle, hvad der helt præcist er sket, fortæller Frede Farmand Rasmussen over telefonen.

Barn nr. 33

- Jeg har ikke interesse i at fortælle hverken mere eller mindre end det, der sket. Og jeg fortæller det med mit blødende barnehjerte.

Det blødende barnehjerte tilhørte barn nr. 33.

Det var sådan, Frede Farmand Rasmussen oftest blev omtalt i de 18 år, han tilbragte på børnehjemmet. Et symbol på det syn, de voksne havde på børnene:

- Det var som om, man sagde: ’Okay, vi passer dem, men dør de undervejs, så er der ikke noget at gøre ved det. Og de skal i hvert fald ikke have en behagelig barndom. De skal ikke tro, at de er andet end lort.’

Frede Farmand Rasmussen fortæller knusende bramfrit om sine minder fra børnehjemmet. En tid, der var præget af frygt og et knugende fravær af kærlighed:

- Børnehjemstiden var kemisk renset for omsorg, mindes han.

Frede Farmand Rasmussen fortæller i stedet om en konstant frygt for tæsk og seksuelt misbrug:

- Man brugte al sin energi på at passe på sit røvhul, fortæller Frede Farmand Rasmussen.

Han erindrer med gru særligt en af de ansatte.

- Han startede allerede med at gøre tilnærmelser til mig, da jeg var bare fem år gammel. Dengang sagde han ’Ja, det hul er jo for lille. Vi må vente, til du bliver større.’

Radioen

Da Frede Farmand Rasmussen var 12 år gammel, forærede den ansatte ham en gammel radio. En gave, som betød alverden for den lille dreng, som ellers var forment adgang til den kulturformidling, en radio åbnede op til.

Men det var også en gave givet med en bagtanke, fortæller Frede Farmand Rasmussen:

- Han gav mig radioen, fordi han troede, jeg måske kunne blødes lidt op. Han havde mange gange prøvet på at lægge op til at røvpule mig. Men jeg kunne ikke holde til det. Jeg ville ikke, fortæller Frede Farmand Rasmussen, der er tydeligt berørt, mens han genbesøger et af de mørke minder fra sin barndom.

- Han forsøgte nemlig efterfølgende at røvpule mig til vores såkaldte ’fredagsbade’, forklarer Frede Farmand Rasmussen.

- Det var ham, der bestemte, hvem der skulle bade sammen. Der var kun to brusere, så man gik ind to personer ad gangen.

- Han valgte mig til sidst, sådan så vi to skulle bade sammen. Jeg husker min fortvivlelse, for det vidste jeg jo godt, hvad betød. Jeg kan huske at stå under bruseren, mens han presser sin pik op i røven på mig. Men han kom ikke langt, for jeg sagde ’Jeg kan ikke. Jeg vil ikke’.

Der bliver stille i den anden ende af telefonrøret, og kun lyden af sagte gråd slipper kortvarigt igennem, før Frede Farmand Rasmussen fortsætter.

- Så kunne jeg også få lov til at gå ad helvedet til, sagde han. Det var kun dem, som han kunne få lov til at kneppe, der måtte blive indenfor i varmen hos ham.

Det var dog ikke kun en af de ansatte, der forgreb sig mod børnene. Ifølge Frede Farmand Rasmussen stod børnehjemmets ledelse også bag systematisk, seksuelt misbrug af børnene, der blandt andet blev lejet ud til 'venner' af ledelsen.

- Det oplevede jeg på egen krop i alt fire gange, fra jeg var syv til ni år gammel.

Metodistkirken beklager

Efter offentliggørelsen af Frede Farmand Rasmussens bog ’Barn nr. 33 – et barnerequiem’ i 2016, udtrykte Metodistkirken, der drev børnehjemmet, deres beklagelse og iværksatte en en undersøgelse af forholdene på Aaløkkegaard.

En undersøgelse, der skulle afdække i hvor stort et omfang både volden og de seksuelle overgreb var – og om menighedens ledelse i så fald var klar over problemerne.

- Vi tog det meget seriøst, da vi hørte om anklagerne mod børnehjemmets ledelse, fortæller præst i Metodistkirken Jørgen Thaarup til DR.

- Vi har derfor efterfølgende gransket bestyrelsens protokoller fra fem år, før Frede Farmand blev indskrevet på børnehjemmet og frem til moderne tid.

Jørgen Thaarup uddyber:

- Vi har været forskellige kilder igennem fra børneforsorgen. Vi har læst rapporter fra skiftende kredslæger, der har besøgt hjemmet, og jeg har talt med en række pårørende til ansatte på hjemmet i den periode, Frede Farmand var på Aaløkkegaard.

Men Frede Farmand Rasmussen pointerer:

- Jeg fortæller den børnehjemshistorie, som alle børnehjemsbørn kunne fortælle.

- Jeg fik en fantastisk trang til at pisse på deres grav

Den største forløsning fik Frede Farmand Rasmussen, da han som 40-årig besøgte den tidligere forstanders grav.

På kirkegården skete der noget, som Frede Farmand Rasmussen selv beskriver som et mirakel.

- Jeg fik en fantastisk trang til at pisse på forstanderparrets grav. Og det gjorde jeg, udbryder Frede Farmand Rasmussen begejstret.

- Og du aner ikke, hvilken psykologisk virkning det havde. Som ved et trylleslag var jeg blevet et nyt menneske. Da jeg pissede på dem, skete der virkeligt noget. Det lukkede et kapitel. Det var et helt fantastisk øjeblik!

Gensynet med fortiden

I denne uge står Frede Farmand Rasmussen så igen foran Aaløkkegaard. Bygningerne, der har været rammerne om så mange ulykkelige og grusomme barndomsminder.

Men denne gang er Frede Farmand Rasmussen gæst. Teatergæst.

- Det gælder om at holde følelserne ned, så jeg ikke bryder sammen. Det gjorde jeg, sidste gang jeg var på Aaløkkegaard. Det gav et hug ind i kroppen, fortæller Frede Farmand Rasmussen inden onsdagens premiere.

- Hvis ikke jeg kan holde til det, så må jeg gå.