'Tak for alt det, som I gør': Hypet kunstner hylder sygeplejersker som vor tids superhelte

Værket af den britiske kunstner Banksy er allerede et hit på nettet.

'Game Changer' vil være udstillet på Southampton General Hospital indtil efteråret, hvorefter det vil komme på auktion. (Foto: Banksy Instagram © Scanpix)

Glem alt om Batman, Spiderman og Wonder Woman.

Der er en ny superhelt i byen.

Det britiske Southampton General Hospital har nemlig netop afsløret et spritnyt maleri af den britiske kunstner Banksy, og det er en hyldest til sundhedspersonalet, der i øjeblikket kæmper mod coronavirus.

Værket viser en lille dreng i t-shirt og smækbukser, der har udskiftet sine sædvanlige heltefigurer, Batman og Spiderman, med en figur af en sygeplejerske med ansigtsmaske på.

Sygeplejersken har en kappe på og strækker armen frem i en klassisk Superman-positur.

Værket har navnet 'Game Changer' og vil være udstillet på hospitalet indtil efteråret, hvorefter det vil komme på auktion. Pengene fra auktionen kommer til at gå til det britiske sundhedsvæsen, skriver BBC.

Ifølge BBC efterlod Banksy en lille besked til hospitalsarbejderne sammen med det én kvadratmeter store værk.

- Tak for alt det, som I gør. Jeg håber, at dette lysner stedet lidt op, også selv om det er i sort-hvid, står der på sedlen.

'Det her er simpelt og genialt'

Nu er det imidlertid ikke kun det britiske sundhedspersonale, der bliver hyldet. På nettet modtager Banksy nemlig også masser af ros for værket.

- Ingen formår som Banksy at indkapsle den nationale sindstilstand. Det her er simpelt og genialt, skriver en bruger på Twitter, mens en anden roser ham for at sætte spot på "vor tids superhelte".

På Banksys officielle Instagram har billedet snart fået to millioner likes.

Kunsthistoriker og -ekspert Bente Scavenius roser også 'Game Changer':

- Han formår altid at skabe suspense omkring sin kunst, som han tit giver en uventet drejning. Hans kunst bliver ofte til statements, og det er det her værk også et eksempel på. Men det er jo bare sympatisk, at han sætter fokus på et område, der fortjener alles opmærksomhed, lyder det fra Scavenius.

Hun fremhæver hans baggrund som gadekunstner, som ifølge Scavenius gør, at han altid formår at komme direkte ud til folk:

- Han har en position i dag, der er second to none (uovertruffen). Han har hele verdens opmærksomhed, uanset hvad han foretager sig.

Bente Scavenius har blandt andet medvirket i 'Kunsten at blive snydt', 'Danmarks bedste portrætmaler' og 'Kunstquiz' på DR. Her ses hun med Mikkel Fønsskov, der var vært på 'Kunsten at blive snydt'. (Foto: Lasse Egeskov © Type 2)

Med til at højne moralen

Paula Head, hospitalsleder på Southampton General Hospital, glæder sig over maleriet, som vil kunne ses af ansatte og patienter på hospitalets anden sal.

- Det vil virkelig blive værdsat af alle på hospitalet, når folk for et øjeblik stopper op i deres travle liv for at reflektere over og værdsætte dette stykke kunst, siger hun ifølge BBC.

- Det vil uden tvivl højne moralen for alle, der arbejder her, og som er under behandling.

Banksy begyndte som graffitimaler i byen Bristol og er blevet kendt for sin gadekunst, der blandt andet inkluderer værker af to kyssende politimænd og en demonstrant, der kaster med blomster i Jerusalem.

Briten har derudover markeret sig som provokatør.

For eksempel lod han ved en happening i 2018 værket 'Girl With Balloon' makulere sig selv foran de måbende tilstedeværende i auktionshuset Sotheby's, lige efter at hammeren var svunget.

Banksys sande identitet er efter mange års spekulation fortsat ukendt.

Facebook
Twitter