Rettelse: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Taylor Swift havde slået rekorden som den kvindelige kunster, der har spillet for flest. Det er rettet til, at hun er den kvindelige kunstner, der har spillet for det største publikum i USA.
Verdensstjernen Taylor Swift har kun været på landevejen med sin aktuelle turné i en uge, men allerede nu har hun slået flere rekorder.
Seneste milepæl nåede hun med koncertrækkens første show i delstaten Arizona, hvor hun ifølge den britiske radiostation The Capital spillede for svimlende 69.000 tilskuere.
Dermed blev showet den største koncert, en kvindelig kunstner nogensinde har afholdt i USA, skriver mediet.
Swift slog Madonnas 36 år gamle rekord, der lyder på 63.000 tilskuere til et show i Los Angeles tilbage i 1987.
Touren har fået titlen 'The Eras Tour' og undervejs tager Swift i et 3,5 timer langt show publikum gennem hele sin karriere fra country-darling til en af verdens største popstjerner.
Publikumsrekorden er bare én til i bogen for Taylor Swift, der allerede før hun tog hul på koncertrækken havde skrevet historie med 'The Eras Tour'.
Swift er - efter 17 år på toppen af hitlisterne - stadig "en af de mest populære verdensstjerner", fortæller Ema Seferovic.
Hun er tidligere digital redaktør på ungdomsmediet Vi Unge og er nu product manager hos pladeselskabet Warner Music.
- Hun har meget dedikerede og loyale fans, siger hun til P1 Morgen.
Flest solgte koncertbilletter på én dag
Rækken af milepæle, Swift har opnået med sin turné, tæller foruden publikumsrekorden også rekorden for flest solgte koncertbilletter på én dag.
Det lykkes den amerikanske popstjerne at sælge mere end 2,4 millioner koncertbilletter på samme dag. Det er 800.000 flere end den engelske sanger Robbie Williams gjorde i 2005, da han satte den hidtidige rekord.
Samtidig spekulerer flere medier i, at Swifts' 'The Eras Tour' meget vel kan blive den økonomisk mest indbringende turné nogensinde. Og det er vel at mærke, før det overhovedet er planlagt at tage showet med udenfor USA's grænser.
Derudover er det også værd at nævne, at alle Taylor Swifts' tidligere albums - foruden hendes debutalbum - lige nu er på Billboards top 200-liste over de mest populære albums.
Det vidner om en popstjerne, der forstår at blive ved med at holde sig selv relevant, mener Ema Seferovic. Hun peger blandt andet på Swifts evne til at skrive tekster, hendes fans kan relatere til.
- Selvom hun er en superstjerne, og at man i princippet ikke rigtigt kan relatere til hende, siger hun.
En stor del af Swifts succes handler også om den måde, hun formår at iscenesætte sig selv udenfor musikken, forklarer Ema Seferovic.
- Hun er stjernedygtig til at engagere sig med sine fans online.
I aften går Taylor Swift på scenen for tredje gang med hendes 'The Eras Tour'.
I en alder af bare 33 år drager hun rundt med en "greatest hits-turné", hvor hun ifølge flere medier til hver koncert spiller 44 sange fra alle sine 10 albums.
- Det er en the greatest hits tour, men også et udtryk for de forskellige kamæleon-skift, hun har gjort i sin musikalske karriere, siger Ema Seferovic.
Swift startede som countrysanger, men er senere i højere grad blevet popmusiker, mens flere af de seneste udgivelser har været indie-inspirerede.
Efter de to første shows i Arizona, skrev lokalmediet Az Central, at selv efter 3,5 timers koncert, "ville fansene stadig have mere", da Swift gik af scenen.
Du kan høre hele interviewet med Ema Seferovic i P1 Morgen her.