Tegninger af Grundtvigskirken kunne have været reddet

Københavns Byggesagsarkiv kunne have forhindret, at tegninger af Grundtvigskirken og Bispebjerg Hospital blev brændt.

De originale tegninger af blandt andet Grundtvigskirken i København er blevet brændt i takt med, at Københavns Byggesagsarkiv er blevet digitaliseret.

Københavns Byggesagsarkiv kunne have reddet sine brændte arkitekttegninger ved at låne dem ud til andre arkiver eller museer.

Hidtil har Københavns Byggesagsarkiv ellers udtalt, at arkitekttegningerne ikke kunne gives væk på grund af arkivloven.

Men ifølge chefkonsulent ved Rigsarkivet, Poul Olsen, kunne byggesagsarkivet have udlånt tegningerne på ubestemt tid og dermed have undgået at brænde dem.

- Der er ikke noget til hinder for, at et kommunalt arkiv udlåner arkivalier eller får noget opbevaret i tilfælde af pladsmangel. Det har vi også gjort hos Rigsarkivet, hvor vi tidligere har udlånt materiale til Post og Telemuseet. Det er helt almindelig praksis, siger Poul Olsen til P1 Eftermiddag.

Loven foreskriver, at arkivmaterialet kun må gives bort til kommunale eller regionale arkiver, men siger ikke noget om udlån, og en låner står allerede nu klar til at tage imod dele af det resterende arkiv.

Danmarks Kunstbibliotek rækker en hånd ud

Danmarks Kunstbibliotek, der hører under Det Kongelige Bibliotek, råder allerede over et større arkiv af arkitekttegninger, blandt andet Grundtvigskirken, og de assisterer gerne Københavns Byggesagsarkiv med at finde en løsning.

- Der kan være nogle tegninger i arkivet, der kan være interessante for Danmarks Kunstbibliotek: Royal Hotel eller Panoptikon eksempelvis. Vi vil derfor gerne indgå en dialog med byggesagsarkivet om de tegninger, der kunne berige kunstbibliotekets arkiv. Men det vil komme an på en gennemgang af arkivets enkelte tegninger, siger afdelingsleder ved Danmarks Kunstbibliotek, Steen Søndergaard Thomsen, til P1 Eftermiddag.

Ifølge Steen Søndergaard Thomsen modtog Danmarks Kunstbibliotek aldrig en henvendelse fra Københavns Byggesagsarkiv, og de vil ikke selv skabe kontakten.

- Vi henvender os ikke til en anden myndighed for at overtage deres arkiv. Praksis er, at aftageren selv skaber kontakten til den, man mener kan varetage sit arkiv bedst, siger Steen Søndergaard Thomsen, til P1 Eftermiddag.

Borgmester går ind i sagen

Københavns Byggesagsarkiv har ikke nogen kommentar til tilbuddet fra Danmarks Kunstbibliotek, men henviser til Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabells, presserådgiver.

Morten Kabell er nemlig gået ind i sagen og har bedt om, at Københavns Byggesagsarkiv stopper afbrændingen af tegningerne, mens man forsøger at finde en løsning.

- Lige nu afventer vi en redegørelse, og når den ligger klar, så kan vi bedre svare på, om muligheden for udlån blev forsøgt eller ej, og om det skal være en del af løsningen fremadrettet, siger pressekonsulent i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning Stefan Jessing Lund.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve