Thomas Blachman bliver dommer i X Factor på TV2

- Der er intet program uden mig, siger Thomas Blachman, der bliver en af dommerne i X Factor på TV2.

Når "X Factor" holder flyttedag næste år og skifter fra DR til TV2, følger Thomas Blachman med som en af dommerne. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Martin Sylvest Andersen/Scanpix)

Thomas Blachman fortsætter som en af dommerne i X Factor, når underholdningsprogrammet i 2019 vises på TV2.

- Der er intet program uden mig. Man kan godt adskille mig fra Danmarks Radio, men man kan ikke adskille mig fra formatet X Factor, siger han til TV2.

- TV2 og DR - de skal have noget indhold, derfor er jeg nok den vigtigste i den lille treenighed, siger han.

DR har sendt X Factor siden 2008. I år viste DR programmet for 11. og sidste gang, fordi TV2 har overtaget rettighederne.

Blachmans gruppe Place on Earth vandt i fredags årets udgave af sangkonkurrencen.

I den netop overståede sæson var Remee og Sanne Salomonsen de to andre dommere i programmet.

Remee har udtalt, at han har fået et tilbud fra TV2, men at han ikke har svaret endnu, fordi han har haft travlt med finalen.

Blachman ser frem til at fortsætte i programmet.

TV2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, kalder Blachman for en unik dommer, der har været med fra begyndelsen af programmet i Danmark.

- Desuden er han fantastisk dygtig til talentudvikling, siger hun i en pressemeddelelse.

/ritzau/