Thornings tale umenneskeligt god

Retorisk set var Helle Thorning-Schmidts tale eksemplarisk god, selv om hun til tider virkede lidt for perfekt i sit kropssprog, siger ekspert og radikal politiker.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts første nytårstale blev leveret med en perfekt holdning, et funklende smil og nøje indstuderede håndbevægelser.

Det mener Trine Nebel Schou, der er ekspert i politisk retorik, og tidligere radikal landspolitiker. Hun sidder nu i kommunalbestyrelsen i Lyngby for De Radikale.

Nøje indstuderet

Hun har analyseret Thorning Schmidts debut som nytårstaler og sammenlignet hende med debuten fra de sidste tre statsministre. Og Helle Thorning Schmidts debut var retorisk set perfekt, mener Trine Nebel Schou. Måske endda lidt for perfekt.

- Helle Thorning var enormt meget til stede i leveringen af sin tale. Hun var super koncentreret og hvert et smil, og hver en håndbevægelse var nøje indstuderet. Det var næsten lidt for meget, siger Trine Nebel Schou og uddyber:

- Nogle gange sad man nærmest og ønskede, at hun ville falde over ordene bare en enkelt gang, så hun kunne virke mere menneskelig, siger Trine Nebel Schou.

Blottet for politik

Hun betegner Helle Thorning Schmidts debuttale som en klassisk nytårstale, hvor sammenholdet og fællesskabet bliver nævnt som vigtige faktorer, der skal få os ud af krisen. Dermed adskiller Helle Thornings tale sig markant fra den debut som Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen havde.

- Både Anders Fogh og Lars Løkke var langt mere politiske i deres første nytårstaler. Den ene ville have et opgør med smagsdommerne, men den anden ville have en bedre folkeskole, siger Trine Nebel Schou og fortsætter:

- Helle Thorning Schmidt forsøger i stedet at konstituere sig selv og sin statsministerposition ved at tale i mere generelle vendinger. Nøjagtig som Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i sin første nytårstale i 1994.

Forstår ikke kritikken

Den megen kritik som Helle Thorning Schmidt har modtaget for at mangle konkrete tiltag i sin tale, forstår Trine Nebel Schou ikke. For der er slet ikke tradition for den slags i statsministerens nytårstale, mener hun.

- Nytårstalen plejer at være det, man kalder en lejlighedstale, hvor man hylder demokratiet og snakker om sammenhold. Det var Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, der brød med den tradition i deres debuttaler. Og derfor er det pudsigt, at Helle Thorning Schmidt bliver kritiseret for at holde sig i det oprindelige spor, siger Trine Nebel Schou, der dog synes, at statsministeren burde have kommet den massive kritik, som hun og regeringen har fået siden regeringsdannelsen, i møde.

- Jeg synes bestemt, det ville have været en fordel, hvis hun havde nævnt den meget snak om løftebrud, for ligesom at vise, at hun i hvert fald delvis forstår kritikken. Generelt klæder det en politiker utrolig meget, hvis han eller hun kommer med en indrømmelse bare engang imellem, siger Trine Nebel Schou.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e4693a11f9d0b28f3049ehttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e4694a11f9d0b28f304a1http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e4694a11f9d0b28f304a4