Tiden er løbet fra Frøken klokken - og i dag lægger hun på for altid

Telefonservicen Frøken Klokken, der har eksisteret siden 1939, slukkes i dag, den 30. november.

Bare to kvinder har gennem de sidste otte årtier lagt stemme til telefontjenesten Frøken Klokken. Her ses den seneste, Marianne Germer, da hun i 1970 indtaler klokken. (© ENIGMA Museum for post tele og kommunikation)

Frøken Klokken. Siger hun dig noget?

Siden 1939 har den automatiske telefondame serviceret danskerne med det præcise minuttal - døgnet, året og årtier rundt.

Men i dag slutter det. Efter 82 års tro tjeneste bliver der lukket for servicen. For sjovt nok er tiden løbet fra Frøken Klokken.

- Som en naturlig følge af den digitale udvikling er der i dag en række telefonservices, der ikke bliver brugt i lige så høj grad som tidligere, og som har et højt strømforbrug. Det gælder blandt andet Frøken Klokken, sagde Robert Dogonowski, kommerciel direktør i TDC NET, i en pressemeddelelse, da man annoncerede lukningen.

Han forklarede, at brugen af tjenesten har været "støt faldende" de seneste år, hvor Frøken Klokken i høj grad er blevet overhalet indenom af eksempelvis mobiltelefoner.

I 1939 ringede telefonen intet mindre end 11,6 millioner gange hos Frøken Klokken. I dag er der et sted mellem 5.000 og 7.000 månedlige opkald.

Hos naboerne i Norge valgte man allerede i 2007 at nedlægge tjenesten.

Da Aftenshowet i 2015 spurgte folk på gaden til deres forhold til Frøken Klokken, var det også et ret klart billede, der blev tegnet.

Se klippet fra 2015 her:

Tidens kvinder

Stemmen bag Frøken Klokken har tilhørt to kvinder. I 1939 var det Anna Edith Sommer-Jensen, der lagde stemme til døgnets timer, minutter og sekunder.

Hun var ansat som telefonist hos KTAS, der sidenhen blev til TDC, og hun var stemmen bag tjeneste helt frem til 1970, hvor indførelsen af en ny og bedre teknologi betød, at det måtte indtales på ny.

Hør Anna Edith Sommer-Jensens udgave af Frøken Klokken her:

0:00

Denne gang faldt valget på DR-speakeren Marianne Germes.

Det er dog ikke den eneste forbindelse mellem Frøken Klokken og DR. Siden Frøken Klokkens begyndelse, annoncerede den blide kvinderøst i mange år klokken i DR's radioprogrammer.

Ligesom hun også indgik i musikønske-radioprogrammet 'De ringer, vi spiller', hvor værterne ringede Frøken Klokken op for at afgøre, om lytteren skulle stilles et nemt eller svært spørgsmål, afhængigt at klokkeslættet.

Marianne Germer vandt i øvrigt DR's Sprogpris for sin "udtale, artikulation og formuleringsevne" tilbage i 2002. Her ses hun tilbage i 1970.

Hør her Marianne Germers' udgave af Frøken Klokken brugt i radioprogrammet 'De ringer, vi spiller':

0:00

Indtil stikket trækkes i dag, er det stadig Marianne Germers stemme, du kan høre.

Valget faldt på telefonisten Anna Edith Sommer-Jensen, da den første Frøken Klokken skulle findes. Det var hendes stemme, der fra 1939 til 1970 informerede folk om klokken døgnet rundt. Fra 1970 til i dag er det den tidligere DR-speaker, Marianne Germers stemme, du kan høre. (© ENIGMA Museum for post tele og kommunikation)

En klokkeklar revolution

I 2021 kan det måske være svært at forestille sig Frøken Klokken som en teknologisk revolution.

For modsat de assistenter vi kender i dag, som Apples Siri eller Amazons Alexa, så fortæller hun jo bare, hvad klokken er.

Men i 1939 var der ikke noget "bare" over det. Som almindelig borger havde man ikke de store muligheder for at synkronisere sit ur med noget.

Hør her, hvordan teknologien bag Frøken Klokken forklares i radioen i 1939:

0:00

Det første døgn af hendes levetid modtog Frøken Klokken faktisk mere end 50.000 opkald.

- Hun er i høj grad et stykke kulturhistorie, der har været en del af mange menneskers liv, siger Martin Johansen til DR.

Han er udstillingschef hos ENIGMA - museum for post, tele og kommunikation.

- Både som en praktisk måde at synkroniere armbåndure såvel som bornholmeruret hjemme i stuen. Men hun har på sin vis også bundet os sammen tidsmæssigt.

Før Frøken Klokken kom til, måtte man eksempelvis ty til kirkeklokkerne, hvis man skulle have styr på tiden.

På museets lager kan man i øvrigt finde det mere end 150 kilo tunge maskine i stål og pleksiglas fra 1970'erne, der udgjorde maskineriet bag Frøken Klokken.

- Vi skal nok passe godt på hende, lover Martin Johansen med et lille grin.

Hvis du vil nå at ringe til Frøken Klokken, inden det lige om lidt er for sent, skal du ringe til 70101155. Rettelse: I en tidligere udgave stod der 'Googles Alexa', hvilket nu er rettet til 'Amazons Alexa'.