Tina Dickow slår heavyrockerne

Sangerinden med de radiovenlige sange er hoppet direkte ind foran Volbeat på den danske albumhitliste.

Det kan godt være, at Volbeat efterhånden er ved at slå igennem i USA, men herhjemme kan de hårde drenge nu ikke hamle op med Tina Dickow.

I hvert fald ikke denne uge, hvor Dickow springer direkte ind på førstepladsen af den danske albumhitliste med sit første opsamlingsalbum "Welcome Back Colour" - foran Volbeat, Phil Collins og længere nede af listen den populære Rasmus Seebach.

London-pigen kigger tilbage

Man må sige, at det er et fint dansk skulderklap til sangerinden, der efter mange år i London er flyttet hjem til Danmark, hvor hun med dette album samler trådene fra sin karriere som sanger og sangskriver de seneste ti år.

Albummet består af to cd'er - den ene hedder "Welcome Up" og består af Dickows mest kendte radiosange med tre nye numre oveni. Den anden cd kalder hun "Welcome Down" og består af akustiske genindspilninger af favoritter fra sangkataloget plus to nye akustiske sange.

Af nye navne på denne uges liste finder man blandt andre en række erfarne mænd fra branchen - nemlig Eric Clapton, Neil Young og Povl Dissing. Derudover er den danske duo Infernal hoppet direkte ind på en niende plads.

FacebookTwitter