Tinderbox-program deler vandene i rekordår – men særligt ét udenlandsk navn redder festen

Den fynske festival slår publikumsrekord i år trods et væld af velkendte danske navne på plakaten.

Der var gang i den, da The Minds of 99 spillede på Tinderbox' søsterfestival Northside for tre uger siden. Det er der chance for at gentage, da bandet også spiller på årets Tinderbox. (Foto: Mads Andreas Frost © (c) Ritzau Scanpix)

Det bliver et rekordår for den odenseanske festival Tinderbox, når de slår dørene op i dag.

Alle partoutbilletter er udsolgt, og omkring 40.000 mennesker skal feste tre dage i Tusindårsskoven. Det er første gang, at så mange deltager i den fynske festival.

I år kan festivalgæsterne høre udenlandske kunstnere som Imagine Dragons, Muse og Stormzy.

I den danske afdeling af programmet kommer blandt andre de lokale kunstnere Andreas Odbjerg og Mø foruden navne som Drew Sycamore, Suspekt, Patina, Aqua, Thomas Helmig, Kashmir, Jung og Clara.

Men den kritik, som har ramt flere af de danske festivaler, lurer også i skyggen af Tinderbox' rekordår. Nemlig manglen på de helt store internationale navne.

For selvom der er udenlandske navne på plakaten, er det ikke så imponerende, som det kunne have været, mener Kristian Karl, der er musikanmelder ved Soundvenue.

- I 2019 havde Tinderbox deres stærkeste program nogensinde med navne som Billie Eilish, Asap Rocky og Miley Cyrus. Programmet var spækket med interessante navne, fortæller Kristian Karl og forsætter:

- Jeg tror, de har lavet en kalkulation og primært valgt de store danske artister, der har hittet meget de sidste år. Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer til at være en fantastisk stemning, men det er påfaldende, hvor få internationale kunstnere der er, og hvor meget de svinger i kvalitet.

Selvom Kristian Karl er lidt skuffet over Tinderbox' program, så er der især én dansk kunstner, der nok skal levere noget særligt: - Mø på hjemmebane kommer til at blive fantastisk, siger han. Her ses Mø under sin koncert på årets Northside for nogle uger siden. (Foto: Helle Arensbak © (c) Ritzau Scanpix)

Dj er vild med de mange danske navne

Nina Marie Lange, der er dj og en del af værtsholdet på 'Kollektivet' på P3, ser modsat ingen problemer i, at det primært vrimler med danske navne på plakaten.

Hun synes tværtimod, at det klæder Tinderbox at diske op med så mange danske navne – både dem fra toppen af hitlisterne og de knap så kendte navne.

- Jeg synes faktisk, at de er lykkedes meget godt med at lave et varieret program. De har noget til alle. Og de har især ramt den godt, når det gælder navne fra indie-universet og den elektroniske scene, siger hun.

Så du er ikke enig med dem, der er utilfreds med, at der er alt for mange danske navne i år?

- Nej. Jeg synes, det er formidabelt med de danske navne. Generelt synes jeg, det er en ærgerlig tendens i Danmark, at folk altid vil have noget, de kan synge med på. Jeg er klart mest imponeret, når festivalerne prioriterer at putte noget nyt på programmet og forsøger at udvide folks horisont.

Hiphop-kollektivet Cheff Records spillede også på Northside tidligere på måneden. Her leverede Kidd, TopGunn, Klumben og Eloq en masse af de hits, de har haft hver for sig og i samarbejder på tværs. (Foto: Liv Møller Kastrup © (c) Ritzau Scanpix)

Nina Marie Lange elsker især hiphop, og her finder man både noget til rap-feinschmeckerne og dem, der bare gerne vil høre nogle af de mere mainstream ørehængere.

- At booke Cheff Records til lørdag aften er fuldstændig genialt, for det bliver et miks af hits, samtidig med at vi stadig er inden for hiphopuniverset.

Hurra for verdensstjernen Stormzy

Noget, Kristian Karl og Nina Marie Lange dog hurtigt kan blive enige om, er, at den britiske rapper Stormzy – et af de absolutte hovednavne på årets Tinderbox – er en vild booking.

- Hvis jeg skulle på Tinderbox, ville jeg se Stormzy. Han er en ægte verdensstjerne og en af de få på programmet. Han er en klassisk-skolet rapper, der altid leverer et godt show, og så er det en god blanding af numre. Han kan både skabe en fest og lave en sjæler, siger Kristian Karl.

Britiske Stormzy ses her under en arenakoncert i marts i Liverpool, England. I nat spiller han i Odense. (Foto: Mike Gray / Avalon © (c) Ritzau Scanpix)

Det bakker Nina Marie Lange op om.

- Hvis du ikke kender så meget til hiphop-universet, vil du stadig få en fed oplevelse. Stormzy har arbejdet sammen med Ed Sheeran og er enormt mainstream i England, men har samtidig dybe rødder i grime-genren og er stadig sådan en, som kulturen elsker, siger hun og tilføjer:

- Og så bringer han bare en sindssyg energi med sig. Så selvom man er bedøvende ligeglad med hiphop, vil man stadig få en god oplevelse, fordi han skaber en god stemning.

Tinderbox åbner i dag med det fynske band Statisk og slutter festen med amerikanske Imagine Dragons sent lørdag.