Aftenshow-vært: Her er mine 5 fedeste Dizzy-favoritter

Dizzy Mizz Lizzy er vendt tilbage for fuld styrke til glæde for mange tålmodige fans, heriblandt vært på Aftenshowet Mark Stokholm, der her afslører sine yndlingssange med trioen.

Mark Stokholm beskriver sig selv som lidt af en popdreng, før han stødte på Dizzy Mizz Lizzy i 1994.

Det vil være en underdrivelse at sige, at Mark Stokholm er vild med Dizzy Mizz Lizzy.

Han er kæmpefan, og det har han været, siden debutpladen 'Dizzy Mizz Lizzy' ramte ham i 1994.

I aften spiller bandet på Blå scene på årets Tinderbox festival i Tusindårsskoven på Fyn, en koncert du kan følge live på dr.dk fra klokken 23.05.

- Det var første gang, jeg for alvor blev fan af et band. Desværre var jeg blevet lidt for gammel til at hænge plakater på væggene, men jeg var helt solgt. Det var melodi, dybde og rabalder i et og samme band. Jeg er for gammel til, at de blev lydsporet til min ungdom – de var nok nærmere dem, der gjorde mig voksen, siger Mark Stokholm.

Tidligere i år udsendte bandet deres første studiealbum i 20 år, og denne sommer spiller de på både Tinderbox, Roskilde Festival og Smukfest. Vært på Aftenshowet Mark Stokholm skal selv opleve dem i Roskilde og afslører her sine fem favoritnumre med Dizzy Mizz Lizzy.

(Foto: BRIAN KARMARK)

Waterline

- 'Waterline' er første nummer på deres debutplade. Pladen er over 20 år gammel, og jeg er ikke blevet træt af den. Det er et rigtigt hoppenummer og et af de helt store hits til koncerterne. Der er gang i den, men det er stadig vildt melodiøst.

(Foto: Jonas Vandall Ørtvig)

Hidden War

- Hidden War er et eksempel på Tim Christensens evne til at skrive de stille og gode melodier. Den har et riff og et omkvæd, der sætter sig fast i hovedet.

(Foto: JOACHIM RODE)

67 Seas In Your Eyes

- Endnu et nummer fra debutpladen. Et godt eksempel på hvor sindsygt dygtige musikere de er. Omkvædet er skævt og offbeat, men det svinger fuldstændigt.

(Foto: Martin Rosenauer)

I Would If I Could But I Can't

- 'I Would If I Could But I Can't' var førstesinglen fra deres nyeste album. Første gang jeg hørte den, kan jeg huske, at jeg bare tænkte "okay, hvis det her er standarden for det nye album, så bliver det en af de plader, jeg ikke slipper igen".

(Foto: Nikolai Linares © Nikolai Linares)

Something So Familiar

- Tim får stadig lov til at være blød i knæene! Det er lige før, det er en popsang, men det viser jo også, hvor bredt de tre spænder musikalsk – og deres evne til at lave den ene ørehænger efter den anden. Det er også noget af det fede ved at se Dizzy spille live. Du kan stå og holde om kæresten til en sjæler og til næste sang hoppe helt vildt rundt oppe i pitten.

Facebook
Twitter