Kærestepar mødtes til Rammstein: De overgik sig selv på Tinderbox

Sød musik opstod, da Katrine og Søren mødte hinanden til en Rammstein-koncert for tre år siden. Nu anmelder de bandets koncert på Tinderboxfestivalen.

Katrine Overgaard og Søren Fuglsang fra Holstebro udveksler kys på Tinderbox, inden scenen overtages af Tysklands største rockband. (Foto: Sine Skott DR Fyn)

Katrine Overgaard og Søren Fuglsang så første gang hinanden mellem flammer og skrig - til en Rammstein-koncert i Rom for tre år siden. Siden har de været kærester.

Sent torsdag aften stod parret på Tinderbox for igen at opleve det hårdtslående og groteske tyske band. Og det var på ingen måde en skuffende oplevelse:

- De bliver ved med at overgå sig selv både i lyd og i deres sceneshow. De har haft omkring 20 til 30 lastbiler med rundt for at lave showet, og det er nu blevet endnu større. Det kunne man sagtens se i går, siger Katrine Overgaard lidt hæs, da dr.dk fager hende fredag morgen.

Gnister nede blandt publikum

Katrine har rocket med på Rammstein siden teenageårene. Men for tre år siden var hun med to veninder i Rom for at se bandet spille. Katrine havde stået i kø i 11 timer - men koncerten kom til at vende op og ned på hendes liv.

Mens solen bagte, og Rammstein skruede op for ild-effekterne på scenen, slog der nemlig gnister blandt to publikummer.

Søren Fuglsang hørte en ung kvindestemme snakke dansk, og Katrine Overgaard så en mand, hun troede var umulig at score.

Forelskelsen tog fart derefter. I dag har de boet sammen i to år, og højttalerne spiller stadig Rammstein på fuld drøn.

- Nu er vi blevet to galninge, der kører hinanden op, når bandet kommer med nye Youtube-videoer eller udgivelser, forklarer 22-årige Katrine Overgaard.

Blod, kærlighed og surhed

Men i går, torsdag, var lejligheden i Holstebro altså gabende tom, for parret kunne ikke gå glip af Rammstein-koncerten i Odense, selvom det blot er en måned siden, de sidst var til koncert med deres fælles passion.

- De har den perfekte balance mellem brutalitet og skønhed, forklarer kæresteparret, som mener, at Rammstein rummer alle følelser:

- Fra blod, til kærlighed og surhed. De fremhæver tabuer, så man er nødt til at tage stilling til ting, som er ubehagelige, fortæller Katrine, imens Søren sidder ved siden af hende og nikker.

- Det tyske sprog er skabt til hård musik, uddyber de.

Katrine Overgaard har fået tatoveret et Rammstein-citat langs ribbenene. (Foto: privat foto)

Parret har svært ved at vælge bandets bedste sange:

- Det er som at vælge mellem de børn, vi ikke har fået endnu, griner Katrine Overgaard, imens hun begynder at remse fem numre op:

1. Ohne Dich

2. Seemann

3. Sonne

4. Mein Herz Breent

5. Ich Tu Dir Weh

Selvmordsbælte imponerede

Katrine fortæller, at særligt et nummer var stort for hende til koncertenpå Tinderbox torsdag aften. Det var, da forsangeren gik på scenen med et selvmordsbælte, som eksploderede i nummeret.

- Nogle vil nok synes, det er makabert. Men Rammstein viser nogle ting, som sker i denne verden, og som vi som befolkning skal tage stilling til, siger hun.

  • Rammstein lukkede Tinderbox torsdag aften på Rød Scene med et brag af en freakkoncert. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)
  • Rammstein havde masser af ild og krudt med sig, da de besøgte Tinderbox i går. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)
  • Flere anmeldere giver koncerten med Rammstein fire stjerner. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)
  • Forsangerens vokal kunne ikke hamle op med sceneshowet, mener blandt andet Fyens Stiftstidendes anmelder. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)
1 / 4

Hvis parret skulle gå fra hinanden en dag, så bliver Rammstein hørt med nye ører:

- Det er jo noget, vi mødtes om, så bandet vil blive noget andet for os, forklarer Katrine, imens Søren forsikrer om, at det ikke kommer til at ske:

- Katrine er ikke, som nogen andre piger. For udover Rammstein, så ser vi fodbold og spiller Playstation sammen, griner han.

Facebook
Twitter