Tønder Festival får hjælp af legendarisk festivalchef

Roskilde Festivalens mangeårige leder, Leif Skov, skal hjælpe med til at puste liv i folkemusikfestivalen i Tønder, der begynder torsdag i denne uge.

Roskilde Festivalens mangeårige leder, Leif Skov, skal hjælpe med til at puste liv i folkemusikfestivalen i Tønder, der begynder torsdag i denne uge. (Foto: Linda Henriksen © Scanpix)

To år i træk med underskud har givet anledning til eftertanke og nytænkning for den traditionsrige festival i Tønder, som torsdag åbner portene for 2012-udgaven.

- Over de seneste år har vi kunnet se, at det lige så stille er gået den forkerte vej. Og hvis vi havde valgt at lade stå til, så kunne vi have talt på fingrene, hvor længe vi havde tilbage, forklarer administrerende direktør Allan Buus.

Publikum blev for gamle

Siden 1975 har festivalen leveret folkemusik til et publikum, der med tiden er blevet mindre, og som fra arrangørernes synspunkt sad fast i vanetænkning.

- Gennemsnitsalderen er steget, og "plejer" er begyndt at regere. Det er ikke noget, man kan lave festival på på sigt, siger Allan Buus.

Derfor hidkaldte festivalen sidste år en task force, bestående af blandt andre den legendariske Roskilde Festival-chef Leif Skov, som blev bedt om at komme med forslag til, hvordan festivalen kan udvikles.

Armbånd i stedet for endagsbilletter

Anbefalingen gik på at gå fra en åben festival, hvor publikum skulle købe billet til de enkelte koncerter, til en armbåndsløsning, hvor man køber endags- eller partoutbillet til alle koncerter og en lukket festivalplads.

- På den måde sælger man også de tomme pladser til koncerterne, påpeger Allan Buus og uddyber:

- Tønder og opland har brugt den åbne festivalplads til nogle hyggelige dage uden at lægge frygteligt mange penge, og vi har været nødt til at forklare, at det er en musikfestival. Så må folk overveje, om de vil betale prisen for musikken, og den oplevelse, der følger med.

Målet er, at de 21.000 billetter, der sidste år blev solgt til festivalens koncerter, skal veksles til 8000 endags- og partoutbilletter i år. Og selvom ændringerne har affødt kritik fra dele af stamgæsterne, var der en uge før start langet 7200 billetter over disken.

Krav om nye bands hvert år

Det får Allan Buus til at tro på, at Tønder Festival har en fremtid, selvom man sommeren over har set adskillige festivaler melde om underskud, ligesom enkelte har måttet aflyse eller nedlægge sig selv.

- Vi forbliver stadig tro mod det koncept, vi har haft fra starten om at præsentere noget nyt hvert år. Uden at træde nogen for nær, så er der mange af de andre festivaler, der præsenterer det samme tog af bands, der rejser rundt til alle festivaler år efter år, mener festivaldirektøren.

Han fortæller dog, at Tønder Festival først forventer at kunne vende tilbage til overskud i 2014.

/ritzau/

Facebook
Twitter