Trend-ekspert: Unge er nærmest radikaliserede, når det gælder deleøkomoni

Det er ikke længere så vigtigt for unge at eje en masse ting, som man lige så godt kan låne, leje eller bytte sig til. Trend-ekspert kalder dem "dele-ekstremister".

Unge deler b.la. tøj på såkaldte tøjbyttemarkeder, så intet tøj går til spilde. Her ses et tøjbyttemarked på Rådhuspladsen i august i år. (Foto: Linda Kastrup © Linda Kastrup)

For 27-årige Mia Schlichting er det ikke vigtigt at eje ting. Hun vil hellere dele sig til f.eks. biler og boliger, tøj og sko:

- Jeg har egentlig ikke nogen forbehold i forhold til, hvad jeg vil dele, fortæller Mia til Trend på P1.

Mia Schlichting har ikke noget kørekort, og har heller ikke noget ønske om at eje en bil. Det giver nemlig ikke mening, mener hun.

- Det at eje en masse ting, det er også en byrde. Når det gælder en bil, så er det for dyrt i forhold til forsikring, parkering osv. Jeg synes, det er nemmere at have adgang, især når man, som jeg gør, bor i København.

For hende er det ikke noget aktivt valg, hun har truffet om at dele så meget så muligt. Sådan er det bare blevet.

- Vi er jo vokset op med teknologien og er vant til at dele billeder og den slags via sociale medier, og nu er vi så nået til at dele de fysiske ting, siger hun.

De ’radikaliserede’ unge

Mia Schlichting har arbejdet for livsstilsekspert Flemming Møldrup, og han har undret sig over, hvor vidtgående unge mennesker er, når det kommer til at dele.

Han vil gå så langt som at kalde dem ”deleekstremister”:

- Når vi har snakket om det her med deleøkonomi, så har det overrasket mig, hvor grænseløse Mia og hendes generation er, når det handler om deres syn på, hvad de kan og vil dele – de er nærmest ”radikaliserede”, griner Flemming Møldrup.

DR har med hjælp fra Epinion spurgt danskerne, i hvor høj grad de benytter sig af deleøkonomi-ordninger.

Og det er især de unge som Mia, der gør det. Blandt dem, der er 55 år eller derover har f.eks. kun 1 procent prøvet samkørselstjenesten Gomore, mens det gælder for 11 procent af de 18-35 årige.

Naboskabet

29-årige Hanne Sophie Hjort Jensen er også vild med tanken om at dele.

Hun stiftede derfor for to år siden organisationen Naboskab, der som navnet antyder er et skab, med blandt andet værktøj, der deles af naboer, og som de har adgang til via en app:

- Vi har mange ting liggende i vores hjem, som vi ikke bruger særligt tit. Det er dyrt og ikke mindst ressourceforbrugende, og derfor giver det rigtig god mening at dele dem, forklarer hun.

Naboskab er født ud fra en miljøtanke, men Hanne Sophie Hjort Jensen og hendes makker opdagede, at det, der især motiverer folk til at dele, det er fællesskabet:

- Mange savner et større fællesskab med deres naboer, og vi fandt ud af, at skabet kunne være med til at skabe det fællesskab, siger hun.

Vi deler trailer og værktøj

Den undersøgelse, som Epinion har foretaget for DR, viser også, at værktøj og trailer er de mest populære delegenstande.

Det er for livsstilsekspert Anne Glad et tegn på, at dele-tendensen har potentiale til at sprede sig:

- Selv om naboer formentlig altid har lånt værktøj og trailere af hinanden, så er det nye, at jeg og andre nu også kan låne eller leje det af dem. Derfor tror jeg, at det vil brede sig, siger hun.

Facebook
Twitter