Året er 1683. Med kongens nye status som enevældig får Danmark for første gang en samlet lovbog, der gælder for hele landet: Danske Lov. Formålet med lovbogen er blandt andet at forbyde amoralske handlinger i samfundet og sætte forbudene i system. Med andre ord styrker kongen, og dermed også staten, sin rolle som moralsk dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er baggrunden for aftenens afsnit af DR K-serien 1000 års tro, som sendes i aften kl. 21:30.

Men kirkens hidtige position som moralsk dommer i samfundet blev ikke udvandet med indførelsen af Danske Lov. Tværtimod. Stat og kirke var et, og den kristne religions handlingsregulerende funktion gennemsyrede fortsat samfundsstrukturen:

- Danske lov medtog hele det forrige århundredes religiøst motiverede straffelovgivning og strammede og udvidede endda bestemmelserne på nogle punkter.

Det fortæller arkivar og seniorforsker hos Rigsarkivet Tyge Krogh, som har skrevet bogen 'Oplysningstiden og det magiske', som går i dybden med det danske straffe- og retssystem i 1700-tallet.

Danmark havde protestantisk sharialovgivning

I dag debatterer vi ofte muslimernes tro, og mange betragter eksempelvis den sharialovgivning, som visse muslimske lande praktiserer, som noget fremmedartet og forskelligartet for vores samfund, lyder det fra Tyge Krogh.

- Men det er vigtigt at forstå, at det var de samme overvejelser om at følge guds lov som prægede overvejelserne i første halvdel af 1700-tallet.

En pointe, som Jens-André Herbener, der er cand. mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog, er enig i.

- Det er pudsigt, at mange i dag siger, at kristendom - i modsætning til islam - ikke er en lovreligion. For tidligere i Danmark har det været ganske anderledes. I 1600 og 1700-tallet har Danmark haft en slags protestantisk sharialovgivning, pointerer han og nævner, at mange opfattede Bibelen som en lovbog, der ikke måtte blive overtrådt, da man dermed gik mod Guds egen lov.

Et straffesystem gennemsyret af religion

Kravene om dødsstraf for drab, sædeligheds- og religionsforbrydelser var i 1700-tallet hentet fra Moseloven. Samtidig var Danske Lovs sjette lovbog 'Om misgerninger' baseret på De Ti Bud, hvilket betød, at Moseloven lå til grund for strammerammen i samfundet, lyder det fra Tyge Krogh.

Og ifølge Jens-André Herbener er det netop i datidens kristne straffesystem, at man kan finde overlapninger til islamisk sharialovgivning. Her peger han især på to ting. For det første lå der i Danmark dengang en religiøs lov, Moseloven, til grund for straffesystemet.

- For det andet kunne folk blive straffet grusomt, hvis de overtrådte loven. De kunne for et eksempel få tungen skåret ud i levende live, blive halshugget eller brændt på bålet, fortæller han.

Kongen brugte pietisme som magtinstrument

I år 1730 blev Christian den Sjette konge i Danmark. Han var et meget religiøst menneske, hvilket kom til at forme hans regeringsledelse. Hans mission var nemlig at gøre alle danskere til pietister. En af måderne, hvorpå han forsøgte at ensrette befolkningens religion, var ved at indføre konfirmationen ved lov i 1736:

- Under inspiration af pietismen skulle de unge personligt tilegne sig troen på gud, selvom det skete ved hjælp af tvang, fortæller Jens-André Herbener.

Konfirmationsloven indebar, at man skulle have religiøs oplæring i kristendom, og den som ikke bestod sin konfirmationseksamen, kunne ikke komme til alters. Dermed havde vedkommende eksempelvis heller ikke ret til at blive gift eller få en gård.

Christian den Sjette brugte altså pietismen som et magtinstrument til religiøs ensretning af befolkning, hvilket netop er omdrejningspunktet i aftenens afsnit af 1000 års tro på DR K.

Udover den obligatoriske skoling i kristendom, indførte Christian den Sjette også den såkaldte sabbat-forordning. En forordning, som påbød kirkegang om søndagen og forbød forlystelser som dans, teater, sommeridyl, julestuer med mere på søndage og helligdage og aftenerne før.

Og i netop dette tiltag bliver det modsatrettede i pietismen tydeligt:

- Tilhængere af pietismen var jo modstandere af at tvinge folk i kirke, men samtidig blev det indført, at man skulle gå i kirke alligevel, siger Tyge Krogh og uddyber:

- Fulgte man ikke forordningerne, som staten havde bestemt, så kunne man i værste tilfælde blive sat i halsjern foran kirken.