Advokat trækker sig efter trusler

Islamisk Trossamfunds advokat har modtaget trusler. Nu vil han ikke længere repræsentere foreningen i sagen mod debattør Geeti Amiri

Geeti Amiri har udtalt, at Haitham al-Haddad mener, at ”homoseksuelle er nogle, der bør stenes.” (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Det har haglet ned over Islamisk Trossamfund efter DRs historie om, at foreningen truer debattøren Geeti Amiri med retssag på grund af hendes udtalelser om den omstridte britiske imam Haitham Al-Haddad.

Imamen går bl.a. ind for stening af utro kvinder, og var inviteret til Danmark af Islamisk Trossamfund.

Nu har Islamisk Trossamfunds advokat, Poul Hauch Fenger, besluttet at han ikke længere vil repræsentere foreningen i sagen.

- I løbet af de seneste døgn er jeg flere gange blevet truet, direkte og indirekte i facebooktråde og i min personlige indbakke. Truslerne er af en sådan karakter, at jeg ikke længere ønsker at engagere mig i sagen for Islamisk Trossamfund.

- Det er en beklagelig situation, enhver har ret til et forsvar, men jeg kan ikke acceptere, at trusler skal være et af mine arbejdsvilkår, siger Poul Hauch Fenger til DR.

Geeti Amiri har udtalt, at Haitham al-Haddad mener, at ”homoseksuelle er nogle, der bør stenes.” Hun står fast og har afvist kravene fra Islamisk Trossamfund om at trække udtalelserne tilbage og betale 10.000 kroner til trossamfundet.