ANALYSE Danskernes religion ligger ikke kun i troen

For mange danskere findes tilknytningen til folkekirken i høj grad i ritualerne på grund af traditioner, hygge og fællesskab, vurderer religionshistoriker Mikael Rothstein

Det er som oftest på bagrund af pragmatiske årsager, at danskerne vælger de traditionelle kistebegravelser, vurderer Mikael Rothstein. (© (c) Colorbox)

Nogle mennesker er ligeglade med, hvad der sker med deres lig. Når man er død, er man død. De fleste mennesker har det dog meget anderledes. Faktisk kærer de fleste sig om deres egen ligfærd, og rigtig mange har en mening om, hvad der skal ske med deres døde krop.

Et lig kan ikke mene noget som helst, så naturligvis er det, det levende, engagerede menneske som udstrækker sin vilje til et punkt efter døden, præcis som når man i et testamente bestemmer, hvem der skal arve hvad, når man dør.

Pragmatisk religiøs adfærd

I Danmark ønsker et stigende antal mennesker at blive kremeret, men jo længere vestpå man kommer i landet, desto større er tilbøjeligheden til at vælge de traditionelle kistebegravelser.

Flere medier berørte emnet for noget tid siden, og de religiøse forudsætninger for kistebegravelserne blev nævnt: I kristen mytologi vender gudemennesket Jesus tilbage til livet efter et besøg i dødsriget, og dem, som følger ham, tænkes at skulle opleve det samme.

Denne forestilling har skabt distance til kremering, for hvordan kan den døde vende tilbage, hvis han eller hun er brændt til aske? De fleste moderne kristne vil formentlig ryste problemet af sig, men man kan altså konstatere en tydelig kobling mellem traditionel kristendom og kistebegravelser.

Men er forestillinger om de dødes tilbagevenden fra dødsriget den eneste faktor, som styrer valget af ligfærd? Nej, det er det ikke.

Opstandelsesforestillinger behøver ikke engang være det afgørende. Religiøs adfærd styres nemlig ofte af helt andre og langt mere pragmatiske ting. Det kan for eksempel handle om økonomi, hygge, sociale forventninger, fest eller gammel vane.

Dyrest at blive begravet i København

En venlig bedemand har, i forbindelse med diskussionen om begravelsesformer, orienteret mig om nogle interessante ting: I Københavnsområdet er der ikke særlig langt mellem krematorierne, og jo kortere køreafstanden er, desto lavere pris på rustvognkørsel skal de efterladte, eller boet efter den afdøde, betale.

Det er anderledes i de tyndere befolkede dele af landet. Der er for eksempel stor prisforskel på, om der skal køres syv kilometer eller 40 kilometer i en rustvogn. Og vælger man kremering skal urnen jo tilbage til kirkegården, hvor man inden kremeringen afholdt bisættelsen. Der er helt enkelt stor prisforskel.

Det gælder også priserne på gravsteder til kister. Kirkegårdene tager nemlig forskellige priser alt efter beliggenhed.

Vil man for eksempel have et dobbelt kistegravsted på en kommunalt drevet kirkegård i Københavnsområdet, kan prisen, fortæller den venlige bedemand, let løbe op i 30.000 kroner for selve erhvervelsen af gravstedet. Hertil kommer så vedligeholdelsen.

Køber man en tilsvarende grav på en lille landsbykirkegård visse steder i Jylland, kan det gøres for stort set ingenting.

Det er som med priserne på huse og lejligheder. I København er de dyrest, på landet er de langt billigere. Økonomien gør altså kistebegravelser økonomisk mere overskuelige mod vest, og urnebegravelser mere oplagte mod øst.

Religiøs adfærd uden tro

I det hele taget er den religiøse adfærd ofte styret af principper, som ikke har meget med de religiøse forestillinger at gøre. Mange mennesker får deres børn døbt, fordi det er hyggeligt - eller fordi det forventes. Mange unge bliver konfirmeret for at få en stor fest og en masse penge, og når de bliver 10-15 år ældre, bliver de gift i kirke, fordi det er romantisk og festligt.

Af og til er Gud, Jesus og Helligånden inviteret med, men andre gange må de vige for et elementært fokus på hygge, penge, familie og venner, fest og farver.

I mange tilfælde vil den kristne dogmelære naturligvis følge med i et eller andet omfang, men har folk ikke en klar religiøs bevidsthed, bliver kirkens lære hurtigt betydningsløs i forhold til at vælge kirken til.

Ud fra teologiske forudsætninger kan man naturligvis mene, at religiøs adfærd uden religiøse forestillinger er noget skidt. Men det vil være at spilde sit krudt. Religiøs adfærd uden stærk religiøs bevidsthed er ikke forkert religion. Det er religion af en særlig karakter.

Hører til uden at tro

I Danmark er det helt almindeligt, at folk hører til religiøse fællesskaber uden at dele organisationens formelle religiøse forestillinger.

Som dr.dk/tro kunne fortælle d. 7. november, mener mindre en hver femte dansker, at religion er meget vigtig i deres liv. Men selvom de ikke tror på kristendommens hellige væsener, så er det overvejende flertal medlem af folkekirken, og de benytter ofte kirkens ritualer.

På engelsk har man udtrykket “belonging without believing”, at høre til eller være med uden at tro. Folkekirken ville for eksempel falde sammen som et korthus, hvis medlemmerne skulle testes på deres religiøse overbevisning.

Kun de færreste kan i virkeligheden skrive under på hele trosbekendelsen, men langt de fleste går ind for ritualerne fra A til Z.

Deres religion bor, så at sige, i deres brug af kirkens overgangs- og initiationsritualer, og ikke i den gamle dogmelære, som mange finder uforenelig med en moderne bevidsthed om verden.