ANALYSE Derfor deler omskæring af drengebørn vandene

Det er hensynet til religiøse gruppers ret til at udøve deres religion overfor hensynet til barnet og dets frihedsrettigheder, der står i kontrast, når omskæring bliver debatteret, forklarer religionssociolog Brian Arly Jacobsen.

I Danmark er rituel/kulturel omskæring af drenge tilladt, men indgrebet tilbydes ikke i det offentlige sundhedsvæsen. På billedet ses en jødisk omskæring i Frankrig. . (Foto: P Deliss © Getty Images)

Omskæring af drenge er blevet sat på dagsordenen igen, efter sundhedsministeren i sidste uge sendte et forslag til høring om et register for omskæringslæger. I sidste uge dannede Københavns Universitet ligeledes rammer for en paneldebat om omskæring af drenge.

På Københavns Universitet kunne de cirka 100 fremmødte deltagere høre fire modstandere og tilhængere af omskæring af drenge diskutere grundlaget for deres holdninger. Selvom det var en saglig debat, var det også en heftig debat. Den viste deltagerne, hvordan dette spørgsmål bliver debatteret i en dansk sammenhæng og hvilke holdningsforskelle, som præger emnet.

Omskæring af drenge er et spørgsmål, som står centralt for debattørerne, og måske er den ophedede debat også årsagen til, at kun få af Folketingets partier har en klar holdning til spørgsmålet.

Men hvorfor bliver debatten så intens? Det vil jeg forsøge at belyse.

Klare fronter er oppe mod hinanden

Det anslås, at en tredjedel af den samlede mandlige befolkning i verden er omskåret. Både jødisk og islamisk lov sanktionerer og fremmer religiøs omskæring af mænd. Herudover er omskæringspraksis udbredt i en lang række andre regioner, blandt andet Nordamerika og det sydlige Afrika af kulturelle eller hygiejnemæssige grunde.

I Danmark er rituel/kulturel omskæring af drenge tilladt, men indgrebet tilbydes ikke i det offentlige sundhedsvæsen, og derfor foretages indgrebet ofte i privat regi. Det er dog forbeholdt læger eller anden uddannet medhjælp at foretage indgrebet.

Religiøse mindretal i Danmark har ret til at praktisere deres tro, så længe det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Tilhængere af omskæring bruger denne ret som argument for at omskære deres børn, mens tilhængere af et forbud for omskæring af børn uden lægelig begrundelse stiller spørgsmålstegn ved denne ret ud fra hensyn til barnets tarv og individets ret til at bestemme over egen krop.

Registrering af omskæringer skal kortlægge antal og komplikationer

Der foretages mellem 1.000 og 2.000 omskæringer af drenge årligt, ifølge Sundhedsstyrelsen. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har i oktober 2016 sendt et forslag i høring, hvor læger fremover skal registrere alle omskæringer. Dette vil føre til en mere præcis statistik over antallet af indgreb og eventuelle komplikationer.

Forslaget er i sig selv ikke et problem for de forældre, der ønsker at benytte omskæring. Mere viden om både antal og komplikationer er en forudsætning for at kende til eventuelle problemer ved indgrebet.

Forslaget kan dog også ses som et yderligere indslag i et aktuelt bredt Folketingsflertals ønske om at øge kontrollen med trossamfunds måde at agere på i det danske samfund, også når det handler om en rituel praksis som omskæring af drenge.

Indføring af stadigt mere ensartede standarder i forhold til omskæring betyder måske ikke noget principielt for religiøse mindretal og deres mulighed for at praktisere religionen. Det kan dog betyde, at man kan komme i den paradoksale situation, hvor krav til religiøse mindretal efterhånden gør det så vanskeligt, at praktisere et ritual som omskæring, at forældre vælger andre muligheder enten i udlandet eller i form af eksempelvis ’køkkenbordsomskæringer’, det vil sige omskæringer foretaget uden lægeligt tilsyn.

Retten til religionsfrihed og frihed fra religion

Debatten om omskæring af drenge er et godt eksempel på det principielle spørgsmål om gruppen eller individets ret til at bestemme den religiøse praksis for børn.

Spørgsmålet om, at det enkelte menneske og dets rettigheder skal have fortrinsret i forhold til forældre eller den religiøse gruppe, er blevet stadig mere aktuelt de seneste årtier – ikke mindst efter FN vedtog Konvention om Barnets Rettigheder i 1989. Danmark skrev under på konventionen i 1991 og kun tre lande har ikke skrevet under på konventionen i dag.

Debatten om omskæring af drenge viser, hvordan hensyn til individets ret kan støde sammen med religiøse gruppers hævdvundne ret til at bestemme et barns religiøse tilhørsforhold – også når det involverer omskæring af drenge, som et vigtigt identitetsbærende tegn i flere kulturer.

Det danske samfund er i dag præget af ideen om individet og selvbestemmelse – også i spørgsmålet om barnets rettigheder versus forældres ret til at bestemme barnets religiøse tilhørsforhold.

For at illustrere hvordan denne tanke kommer til udtryk, kan man sammenligne med dåbsspørgsmålet i Folkekirken, hvor flere danske forældre fravælger at få deres børn døbt. Forældre vælger i mindre grad religiøst tilhørsforhold på barnets vegne, og selvom dåben og omskæringen er forskellige i praksis, så er funktionen den samme; det er et ritual, som indvier et individ til et religiøst samfund.

Det er altså en del af samme individualiseringsproces, man ser udtrykt i ønsket om at forbyde omskæring af drenge: Individet skal kunne vælge sit ståsted – og heraf eventuelle rituelle praksis – selv. Det handler både om kropslig integritet og retten til at vælge selv.

For de religiøse samfund, som har været vant til at forældre bestemmer barnets religion, opfattes dette som et anslag mod deres religionsfrihed og den religiøse identitet bliver hermed krænket.

Hensynet til individets rettigheder kolliderer i dette tilfælde med en anden ret, nemlig religionsfriheden. Det handler om forældrenes religionsfrihed på den ene side og barnets religionsfrihed på den anden.

Vage politiske udmeldinger

Følger man debatten på de sociale medier, er det tydeligt, at omskæringsspørgsmålet er et kontroversielt emne. Debattonen er aggressiv og uforsonlig blandt deltagerne. Tilhængere af et forbud af drengeomskæring kan finde på at kalde omskæring for ’lemlæstelse’, ’børnemishandling’ og ’vold’, et forhold forældrene til omskårne børn således er ansvarlige for. Tilhængere af omskæring af drenge kan omvendt finde på, at beskylde tilhængere for at være ’antisemitter’, ’muslimforskrækkede’ og ’totalitære’ i deres tankegang.

På de sociale medier forfalder debattonen ofte til en grov retorik, og omskæringsdebatten er desværre ingen undtagelse, snarere tværtimod. Det fyger med gensidige beskyldninger som ’tågesnak’, ’tungetale’, ’forvrøvlet’, ’idioti’ – og det er endda i den pæne ende af den negative karakteristik af hinandens udsagn. Debattonen er med til at udgrænse og marginalisere debattører, hvorfor det ikke er usædvanligt, at disse trækker sig fra debatten.

Den uforsonlige omskæringsdebat kan være en af forklaringerne på, at Folketingets partier er tøvende overfor en stillingtagen til spørgsmålet om omskæring.

Flere partier har enten fritstillet deres medlemmer eller har ingen politik, når det gælder omskæring af drenge. Enkelte politikeres udmeldinger tyder også på, at der ikke er konsensus om den politiske linje i de partier, som har taget stilling. Det er et kontroversielt spørgsmål i en politisk sammenhæng, og det tyder på, at folketingsgrupperne internt er stærkt uenige om, hvad de skal mene om emnet.

Det er derfor svært at vurdere, om der i fremtiden vil ske yderligere stramninger af lovgivningen af drengeomskæring, som den sundhedsministeren for nyligt har lagt op til.

Om Danmark bliver det første land i verden, som forbyder omskæring, er ikke utænkeligt. Især set i lyset af den massive opbakning til et forbud i befolkningen. En Megafonmåling i juli 2016 viste, at 87 procent af danskerne vil have omskæring af drenge forbudt, før man er 18 år. Bliver det tilfældet, vil det uden tvivl blusse op for debatten om religiøse minoriteter og deres religiøse rettigheder i Danmark.

Facebook
Twitter