ANALYSE Gaveræs, mors andesteg og december-mørke gør jul til jul

I julen skal flere ting gå op i en højere enhed, før der kan blive tale om en egentlig kulturel fejring af højtiden, lyder vurderingen fra religionshistoriker.

Det ville aldrig kunne blive jul i august, og en egetræ ville aldrig kunne gøre det ud for et grantræ, fortæller religionshistoriker Mikael Rothstein om vores måde at markere julen på. (© Thomas Lekfeldt/Scanpix og Creative Commons)

Det er jul! Ingen kan være i tvivl. Men hvad vil det egentlig sige? Hvad er det der gør, at “det er jul”. Festen giver ikke sig selv. Den skyldes noget, men hvad?

De fleste vil måske sige, at jul er, når man fejrer Jesus’ fødselsdag, og det er jo rigtig nok. Festen knytter an til kristen mytologi og forestillingen om, at en usynlig skabergud tog form af et lille menneske.

I et andet perspektiv markerer julefesten årets gang. Mørket har toppet. Lyset vender tilbage. Det ved vi fra den fineste poesi som nogen julesang kan præstere: “Juletræet på besøg, hilser os fra eg og bøg, med besked derudefra, at det lysner dag for dag”. To vinkler på samme fest: Det kristne spor, hvor man fejrer den lille gud, som har lagt sig oveni det før-kristne, hvor vintersolhverv er i centrum.

Men er det svar nok på spørgsmålet om, hvad der gør jul til jul? Nej. Der skal mere til, selv om de fleste svar gemmer sig under de to temaer, vi hermed har nævnt. Religiøse fester er der nemlig kun fordi de skabes, formes og fremkaldes igen og igen og igen.

Mad og tidspunkt er ikke ligegyldigt

Når alverdens julemænd holder kongres på Bakken nord for København midt i sommerferien hvert år, så er det sjovt fordi julemænd ikke hører til, når bøgen står grøn, og det er sommer. Julemænd hører til på et særligt tidspunkt, nemlig i decembers vintermørke.

Julemanden er en slags gud, man kan tænde og slukke for, og han skal typisk aktiveres omkring den 15. november. Tid er, kort sagt, en afgørende faktor. Det kan aldrig blive jul i juli, heller ikke hvis man disker op med and og flæskesteg.

Maden er således en anden faktor. Tidspunktet kan være rigtigt, men hvis maden er forkert, bliver det ikke rigtig jul. Man ser det for sig: Det er den 24. december, klokken er 18.30 og julemiddagen sættes på bordet: Spaghetti med kødsovs, tomatsalat og is til dessert. Jul? Nix.

Vi ved nok, hvad julemiddagen skal være. Det varierer lidt fra landsdel til landsdel, men flæskestegen og anden er obligatoriske. Vi skal altså i det mindste have en kombination af tid og mad.

Men er det nok? Vi ser os om i stuen. Alt er som det plejer. Noget er galt. Jul kræver, at man monterer et pyntet grantræ i stuen, og at hjemmets almindelige æstetik nedbrydes til fordel for ting, som ikke nødvendigvis er særlig pæne, men som betyder “jul”: Kravlenisser, nisselandskab med elektrisk tog og en lille spejlsø, en adventskrans og julehjerter klippet med en saks af den fingernemme slags.

Ens mor ville skælde ud hvis man slæbte et egetræ af passende størrelse ind i stuen den 12. august, men hvis træet er gran, og det er i sidste halvdel af december, så er det kun smukt og godt. Tid, mad, og æstetik, herunder særlige genstande, skal der til.

Sociale relationer i centrum

Men julen kræver også en særlig gruppe mennesker for at være rigtig. Man kan naturligvis have det forskelligt, men normen er, at man samles med sin familie.

Barndommens jul, da man var sammen med sin mor og far og søskende, det er nu engang den rigtige jul, og det er vist en almindelig erkendelse, at svigerforældre ikke rigtig ved, hvordan man gør. Kun ens egen mor ved besked om, hvordan julen bliver til en rigtig jul. Vi tilføjer derfor et særligt selskab til vores liste, familieinstitutionen.

Festen er nu godt igang, men klimaks venter: Gaver! Uden gaveudveksling ingen jul. Man kan beslutte ikke at give og modtage gaver, men alle – alle – som indlader sig på denne ordning véd, at den er gal. Man kan mærke det. Jul og julegaver kan ikke adskilles.

Den kristne fortolkning gør ofte julegaverne til en slags refleksion af de gaver, som myten vil at det nyfødte gudebarn modtog, men for de fleste er gaverne (som alle gaver) et middel til at udtrykke sociale relationer.

Man forpligter sig overfor hinanden gennem gavegivningen, og derfor indgår udvekslingen af dukker, racerbaner, strikkede sokker, gavekort til oplevelser og lingeri naturligt i festens fællesskab. Vi skriver derfor gaver på listen over de julekonstituerende elementer.

Men gaver skal indkøbes, og derfor er økonomi også en faktor. Julen varer længe, koster mange penge – og det er meningen. Festen bliver kun til fest, fordi budgettet sprænges. Hvis man viste mådehold, så var vilkårene som hverdagens, og festen ville ikke kunne mærkes.

Økonomien skal presses. Der skal etableres en alliance med detailhandlen, skal der. Som M.C. Einar skrev for mange år siden i sin berømte julerap, så gennemfører folk en veritabel folkevandring op og ned ad strøget: “Der bli'r handlet, pakket ind og der bli'r købt og solgt”. Presset økonomi og handel er vores sidste kategori.

Julen er resultatet af flere ting

Det bliver først rigtig jul når tingene forenes. Ikke et øjeblik før. Vegetarens nøddepostej går an, og de hjemmelavede gaver, javel, men i ét og alt skal tingene på vores liste mødes i ét punkt. Den delefar eller -mor som får tildelt den 23. december, trækker årets nitte.

Religiøse højtider er ikke bare fejringer af det, som festen formelt proklamerer. Fester er komplicerede kulturelle systemer, hvor tid, sted, æstetik, mad, dufte, krop, sociale relationer, udveksling, økonomi, handel, genstande og alt muligt andet fletter sig sammen.

Man kan derfor beklage sig over juleræs, madsvineri, økonomisk kollaps, æstetisk sammenbrud, slankekur i januar og alt det der, men det er faktisk dét, som gør festen. Det bliver kun jul hvis man kaster sig ud i det. Glædelig jul!

Facebook
Twitter