ANALYSE Julekrybber og julesange har formet vores religiøse forståelse af julen

Vores forestillinger om de kristne tekster bor ofte i billeder og genstande, vurderer religionshistoriker Mikael Rothstein.

Julesangen “Et barn er født i Betlehem” og billedet af den svagt oplyste stald, hvor Joseph og Maria står ved det lille jesusbarn, er velkendt hos de fleste. Men de fleste ved ikke rigtigt, hvor de kender det fra, vurderer religionshistoriker Mikael Rothstein. (Foto: KEYSTONE © (c) Getty images)

Nu’ det jul igen. Kassen med julepynt findes frem, der lægges an til småkager og klejner, og forhandlingerne om hvor juleaften skal tilbringes spidser til.

Og et sted derude lurer oplæsning af Juleevangeliet, for det hele står og falder jo med den hellige tekst. Eller gør det?

I mange tilfælde melder teksten sig kun indirekte mens billeder, genstande og optrin træder i front. Kristendom er i høj grad en billedreligion.

Kristendom er en tekstreligion – men …

Kristendom i alle varianter hviler på en bestemt samling af tekster, nemlig dem, som samlet kaldes det nye testamente.

Det er her kristendommens guddommelige væsener, historisk betragtet, konstrueres for første gang, og det er her fundamentet for det kristne forestillingsunivers og de kristne ritualer formuleres.

Nogle af teksterne har historisk præg, andre er ren mytologi – og de fleste af dem består af et nydeligt mix.

Den religiøse fantasi var levende blandt teksternes forfattere, og eftertidens brug af teksterne har også kaldt på religiøs kreativitet.

Nærmest alle teologer mener, at teksterne kan og bør tolkes, så de giver mening til enhver tid, og derfor består den religiøse brug af myterne om Jesus, Gud, Helligånden, Maria, Satan, englene, dæmonerne og alle de andre, i høj grad i at relatere dem til nutiden.

Teksterne er ikke til at komme udenom. For protestanter er det ligefrem den eneste vej ud af syndens elendighed: Sola Scriptura! Kun Teksten!

En af de bedst kendt og mest elskede tekster i det nye testamente, er myten om hvordan den kosmiske skabergud (Farguden), lader sig føde i menneskeskikkelse som Jesus (Sønguden).

Alle kender historien om stjernen, Joseph og Maria, krybben, stalden, englene, hyrderne, de tre konger eller vismænd, som ifølge teksten faktisk er astrologer eller magikere.

Kun hvis man er opdraget kristent, forstår man de teologiske pointer, men alle kender historien.

Hvor mange kender egentlig teksten?

Men betyder det så, at alle kender Lukas 2:1-20 og Matthæus 1: 18-25 og 2: 1-12, som er de tekster, der fortæller denne historie? Nej. Langtfra. Faktisk er det de færreste som kender teksterne.

Meget tyder på, at folk først og fremmest kender historien – “Juleevangeliet” – fra hvad vi kan kalde afledte kilder som julesange, julekalender i fjernsynet, krybbespil på fritidshjemmet, genstande af forskellig art som for eksempel julekrybber og ikke mindst billeder.

Et nærmere kig på teksterne er i sig selv afslørende: Der er næppe mange som studsede over remsen ovenfor: stjernen, Josef og Maria, krybben, stalden, englene, hyrderne, og de tre konger eller vismænd. Men faktisk er der ingen tekst, som fortæller dén historie.

Når man monterer sit lille krybbespil på kommoden i stuen, og placerer englene hér og kongerne dér, tænker man næppe over, at de faktisk ikke optræder sammen i nogen af de tekster, der fortæller om at Jesus blev født.

Lukas-teksten fortæller om konger, Matthæus-teksten om engle, men ingen af dem om begge dele. Lukasevangeliet er skrevet cirka år 90-100, mens Matthæus kan være cirka 25 år yngre. De ligger dog tæt på hinanden, og det er sandsynligt, at de repræsenterer to forskellige traditioner om, hvad der skulle være sket.

I vores sammenhæng er det interessante, at de to historier bruges som én, og at teksternes specifikke handling for længst er druknet i helt andre måder at udtrykket og formidle religiøse forestillinger på: Billeder og genstande.

Visuel og kropslig kristendom

De fleste danske kristne er bløde i religionen, men man glemmer ofte, at folkekirkemedlemmerne også er bløde i deres tekstbrug. Kristendom er for de fleste en visuel og kropslig affære.

Historie om gudebarnet kender man først som sidst fra sange og billeder. “Et barn er født i Betlehem” er vistnok fast repertoire i de fleste julende hjem, og billedet af den svagt oplyste stald, hvor Joseph og Maria, omgivet af et æsel og en okse, betragter deres barn, er brændt ind på nethinden hos de fleste. Man ved ikke rigtig, hvor man kender det fra, men det gør man.

Men stop engang! Æsel? Okse? Hvad skriver Lukas og Matthæus om det? Ikke et suk. Dyrene er nævnt i en helt anden tekst fra det 7. århundrede, og kan med teologisk behændighed suges ind via nogle gamle jødiske tekster, men de har altså ingen plads i det nye testamente.

De er ikke en del af teksten, men de er en del af mange menneskers bevidsthed om teksten, ligesom mixet af engle og konger. Man kender dem fra billeder af forskellig art, og tror det er sådan, teksten er.

Myten, som folk kender den, er i praksis et billedprodukt.

Billeder ofte vigtigere end tekster

Vi lever i en visuelt orienteret kultur, og det viser sig også i moderne kristnes omgang med deres myter.

Nok er kristendom bundet til en bestemt tekst, men i praksis er der (også) tale om en billedreligion, hvor altertavler, kalkmalerier og den traditionelle kirkekunst går hånd i hånd med populærkulturens billedkavalkade, sådan som man møder dem i ugeblade, tegnefilm, julekalender, julekort, udstillingsvinduer, tilbudsaviser, spejderhytter, klasseværelser og i de små hjem.

Nu er det snart jul, og alle kan få syn for sagn og noget at lytte efter, for billeder og genstande er altid understøttet af kristelige julesange som netop også repræsenterer et indkog af de hellige tekster.

Facebook
Twitter