ANALYSE Kirkeklokker og fredagsbøn: Lyden af religion deler vandene

Debatten om minareterne afslører en ny fortolkning af, hvad der udgør rigtig og forkert religiøs lyd, pointerer religionssociolog, Brian Arly Jacobsen.

Som moskeer er blevet en mere naturlig del af det danske landskab, er den religiøse lyd blevet noget, der kan debatteres, vurderer religionssociolog Brian Arly Jacobsen. (© (c) Scanpix & Getty Images)

I Danmark har vi været vant til kirkeklokkers ringen på forskellige tidspunkter af døgnet over det ganske land. Det har været så 'naturlig' en del af det offentlige rums lydbillede, at det generelt har været et konfliktfrit område.

Anderledes er det med spørgsmålet om kald til bøn fra minareter i Danmark. I lokalplaner har politikere eksempelvis betingede sig, at der ikke blev kaldt til bøn fra minareten af hensyn til freden i det offentlige rum.

Med det større fokus på lyden af religion i det offentlige rum, forstået som kaldet til bøn fra minareten, er spørgsmålet om kirkeklokker begyndt at blive omdiskuteret flere steder i landet. Den religiøse lyd er blevet kontroversiel.

Det har vi senest set med byggeriet af moskeer i København og Aarhus. Alle moskeer har eller får minareter, men det bliver symbolske minareter uden kald til bøn.

De stille moskéer

I Aarhus åbnede Tyrkisk Kulturforening i Brabrand den første formålsbyggede moské i byen i sommer. Her bliver minareten ikke et bønnetårn, hvorfra den religiøse forkynder vil kalde til bøn, for kulturforeningen har en aftale med kommunalbestyrelsen i Aarhus om, at der ikke må være kald til bøn. Dermed følger foreningen den praksis alle andre moskebyggerier i Danmark har fulgt; nemlig ikke at kalde til bøn i det offentlige rum. De er de stille moskéer.

Mens religiøse seværdigheder kan ignoreres i en bymæssig, religiøs mangfoldig sammenhæng, er religiøse lyde indtrængende. Lyde påtvinger det offentlige rum sin mening på måder, der potentielt krænker andres rettigheder.

Konflikterne afslører den skiftende politiske magt til at bestemme, hvilke typer af religiøs lyd der bliver anerkendt som legitime lyde og hvilke der erkendes som 'støj'.

Spørgsmålet er, hvad argumenterne bag accepten af visse religiøse lyde – og problemet med at acceptere andre - er.

Kirkeringning i Danmark

Danmark har i forhold til andre kristne lande bevaret mange ringeskikke, og flere er hundrede år gamle. De forskellige skikke er så mange og anderledes, at det ikke er muligt at lave en dækkende beskrivelse. Der er dog fire forskellige årsager til at ringe med klokkerne i Danmark: At opfordre til bøn, kommunikation, højtider og kirkelige festdage eller som advarsel.

Antallet af klager over klokkeringning er meget lavt, og det kan man enten tolke som at danskere ikke er genererede af klokkeringning, at danskere er generede, men ikke klager, eller at lyden af klokker er så ’naturlig’ en lyd i det danske lydbillede, at man ikke tænker over muligheden for at klage.

Der er dog stadig dem, som klager. I en sag fra Aarhus i 2008 oplyste daværende biskop Kjeld Holm, at han i gennemsnit hver andet år så klager over larmende kirkeklokker.

I 2011 kom der en foreløbig kulmination på klager over klokkeringning, da foreningen ”Vi elsker stilhed” i 2011 blev oprettet., Den har blandt andet til formål at bekæmpe klokkeringning, der støjer mere end miljøbestemmelsernes normale decibelgrænser. Foreningen oplyser, at den har omkring 300 medlemmer.

Vi har altså en forening, der lobbyer for en ændring af lovgivningen ud fra en begrundelse om, at ingen lyde skal have forrang i det offentlige rum – en slags kamp for et sekulært offentligt lydbillede.

Lyden er kirkeklokker er blevet en nærmest integreret del af det danske lydbillede. (Foto: Morten Dueholm © Scanpix)

I medierne er klokkeringnings-klager blevet godt forsidestof. I 1990’erne var der cirka 50 omtaler i aviserne af klager over kirkeklokker, i 00’erne var der cirka 215 og i 10’erne har der indtil nu været cirka 200 omtaler af klager over klokkerigning.

Stigningen i antallet af klager kan være et udtryk for diskussionen om andre trossamfunds eventuelle mulighed for at markere sig i det offentlige rum med tilbagevendende lyde – her tænkes især på Adhan, som er kaldet til bøn fra moskeen fem gange om dagen, traditionelt fra minareten, som har til formål at samle muslimerne til Salat (bøn).

Kald til bøn fra minareten

Spørgsmålet om, hvorvidt der må være kald fra en minaret har været diskuteret siden planlægningen af den første moské i Danmark i 1966, hvor byggeriet af ahmadiyyaernes Nusrat Djahen moské i Hvidovre begyndte. Arkitekten foreslog menigheden, at de ikke skulle bygge en minaret ved moskeen, da han mente, at et tårn af en slags ikke ville falde ind i det omgivende byggeri. Hvis byggeriet skilte sig for meget ud, kunne det give anledning til konflikter, mente arkitekten. Menigheden fulgte hans forslag.

Siden er der åbnet flere moskéer i Danmark; i Svendborg, Odense, Hedehusene og to i Københavns Nordvestkvarter. De første to uden minaret men de sidste tre med en minaret eller flere. Dog har kommunerne i lokalplanerne betingede sig, at der ikke skal kaldes til bøn fra eventuelle minareter.

I lokalplansvedtagelse for Dansk Islamisk Råds moské på Nørrebro fra juni 2012 vedtog et delt Økonomiudvalg at dispensere for lokalplanens vedtagelse ang. højden på byggeri og dermed tillade en 20 m. høj minaret, dog med følgende tilføjelse:

”Minareten fungerer ikke som en egentlig bygning, men som et vartegn og pejlemærke. Den indeholder ikke rum, trapper m.v. Der vil ikke blive kaldt til bøn fra minareten, og der er i den forbindelse tegnet servitut herpå. Forvaltningen har i høringen anbefalet dispensation, fordi minareten er en begrænset bygningsdel, der næppe vil give væsentlige gener for omgivelserne, såsom skygge eller støj.” Man accepterer altså moskeens udtryksform, men ikke det medfølgende traditionelle lydbillede. Religiøse lyde hører ikke til i et offentlige rum, men i det private. De kan, ifølge flertallets argumenter, virke unødigt forstyrrende.

Den rigtige og forkerte lyd af religion

Debatten om minareterne afslører en ny fortolkning af, hvad der udgør rigtig og forkert religiøs lyd. Nogle modstandere af minareten fortolker kaldet til bøn ind i en generel modstand mod islam. Spørgsmålet om adhan bliver dermed symbolsk for en generel modstand. Det demonstrerer den måde, hvorpå indvendinger mod religiøs støj ofte maskerer indsigelser mod bestemte religiøse grupper.

Formelt argumenter disse modstandere deres indvendinger mod adhan, hvad angår ligestilling og religionsfrihed, ved at hævde, at kristne har haft en særstilling i det danske samfund i 1.000 år og det skal der ikke ændres ved.

Der findes også en anden indsigelse mod adhan, men ikke nødvendigvis mod islam. Her er holdningen at religion generelt bør holdes ude af det offentlige rum. De accepterer dog stiltiende den nuværende ordning, hvor folkekirkens religiøse lyd er undtaget fra den generelle lovgivning om lyde i det offentlige rum og dermed viser det sig at være en paradoksal holdning.

Moskeen i Rovsingsgade eller Københavns Stormoské (officielt Hamad Bin Khalifa Civilisation Center) har en minaret ud mod gaden. Men det er en stille minaret. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Fortalere for minareter har typisk en vision om fællesskab, hvor religiøse forskelle ikke kun tolereres, men fejres. For disse er adhan ikke kun et symbol på muslimsk tilstedeværelse, men også på religiøs mangfoldighed i Danmark.

Sager om det offentlige rums religiøse lydbillede rejser diskussioner om religioners generelle position i samfundet. Kirkeklokken signalerer kristendom og gudstjeneste i det offentlige rum og har gjort det i tusind år. Det muslimske kald til bøn fra minareten signalerer islam og fredagsbøn.

Modstanden mod det sidste viser på den ene side en afstandtagen fra islam, på den anden side viser det en afstandtagen fra at religion skal være til stede i det offentlige rum i det hele taget – det gælder dog ikke nødvendigvis for folkekirken. Løsningen i Danmark har indtil nu været, at fastholde traditionen med kirkeringning over det ganske land, mens moskeerne er stille.

Facebook
Twitter