ANALYSE Religiøse konflikter handler om verdensbilleder - ikke kun om frikadeller og tørklæder

Bag uenigheden om de nære ting, ligger vidt forskellige ideer om verden, skriver religionshistoriker Mikael Rothstein.

Når kristne og muslimer kommer i konflikt om eksempelvis spiseregler, er det en konflikt, som har dybe rødder i en uforenelig virkelighedsopfattelse, vurderer religionhistorikeren Mikael Rothstein. (© (c) Scanpix og Colorbox)

Ud fra en overfladisk betragtning handler religiøse konflikter ofte om helt konkrete ting. Vi kender for eksempel diskussionerne om mad, seksualitet og påklædning som hele tiden melder sig.

Senest har partiet Nye Borgerlige eksempelvis erklæret, at de er klar til at nægte piger med tørklæder skoleundervisning. Den slags skaber altid debat.

I virkeligheder ligger der dog meget mere bag, når der opstår kamp om frikadellerne, badeforhængene, forhuderne eller tøjet. De specifikke religiøse udtryk er nemlig refleksioner af dybereliggende forestillinger, ja af hele kosmologier.

Det er verdensbilleder, der tørner sammen i frikadellen eller klædedragten.

I grunden er det ikke så mærkeligt, at religionerne ofte står i et konfliktfyldt forhold. Religiøse mennesker er ikke kun repræsentanter for verdensbilleder og etiske systemer, de er hver eneste dag medproducenter af dem. Folk opbygger forskellige forståelser af verden, og derfor er det i helt konkret forstand forskellige virkeligheder, der tørner sammen.

At forene dem vil ofte være som at forsøge at tale engelsk med fransk grammatik. Det nytter ikke.

Kun én sandhed

I antikken var problemet ikke så stort. Folk havde vidt forskellige guder, og den ene udelukkede ikke den anden. Bare man også ofrede til kejseren, så kunne man vælge hvilke guder man ville.

Det var først med kristendommens entré, at en eksklusivistisk religion kom på banen. Jøderne havde nok holdt sig til Jahve, men de missionerede ikke på samme måde som de kristne, som udtrykkeligt sondrede mellem sandheden, som kun de kendte, og alt andet.

Denne tanke, forestillingen om den ene sande religion, som brød igennem i det tredje århundrede og sidenhen fik den totale magt, blev overtaget af islam, men nu med en ny gud ved det kosmiske ror.

Ikke blot elementær uenighed

Når kristne og muslimer i dag kommer op at toppes om for eksempel spiseregler (eller mangel på samme), er det altså en konflikt, som har dybe rødder.

Den ene gud (Kristus) siger at maden ingen rolle spiller, mens den anden (Allah) insisterer på særlige regler. At følge den ene gud implicerer, at man anerkender den enes og ikke den andens autoritet, ja, at man i det hele taget accepterer den ene gud og afviser den anden.

Dermed står to uforenelige virkeligheder overfor hinanden.

Snarere end at opfatte konflikten som et spørgsmål om elementær uenighed, må vi sige at det er en kamp på kosmologier: Hvordan er verden i det hele taget? Hvad gælder i det hele taget for mennesker? Hvad er virkeligt? Antikkens mennesker ville ikke have fattet meget. Problemet opstår med monoteismen og forestillingen om en enestående og almægtige gud, hvis ord man skal følge.

Der er dog masser af religiøse mennesker – her jøder, kristne og muslimer – som formår at forliges, formentlig det store flertal. Ikke at de nødvendigvis omfavner hinanden i forbrødring, men de accepterer hinanden i erkendelse af, at kulturer og samfund er forskellige, og at der ikke er meget perspektiv i at slås.

Og mere kan man vel ikke kræve, når nu man lever med og producerer helt forskellige kosmologier.

Finder fælles kampe

Af og til kommer der dog mere ud af det religiøse naboskab. F.eks. har repræsentanter fra en lang række store religioner de sidste 35 år engageret sig i en fælles kamp mod forurening, naturødelæggelser og klimakatastrofer.

Man enes høfligt om at være uenige på en lang række punkter, men står skulder ved skulder, når det gælder kampen for “skaberværkets bevarelse”. De forskellige religioner har forskellige guder og forskellige begreber om historiens gang, men de er enige om at bevare den verden, vi alle tilhører.

Der er også mennesker som helt bevidst ønsker at bygge bro over religiøse uenigheder, ofte ud fra en forestilling om, at de forskellige religioner dybest set handler om det samme, og bygger på de samme idealer. I sjældne tilfælde kan der være noget om snakken, men som regel er selve tanken om et dybere religiøst fællesskab på tværs af religionerne i sig selv en religiøs forestilling.

Det kræver typisk, at man bryder med traditionelle religiøse positioner, men det er nu engang på den måde religionerne udvikler sig. Ingen religioner er “rene”. Alle er resultatet af kulturmøder og mytologiske mix.

Selve bestræbelsen på at forene religionerne fører til udviklingen af helt nye religiøse opfattelser.

Dette spektrum, fra konflikt til sammensmeltning, kendes ned gennem hele religionshistorien. Der er ingen grund til at regne med at det ændrer sig.

En kæp i hjulet

Hvad man måske tør håbe på, er at den nogenlunde respektfulde sameksistens, hvor forskellige kosmologier giver hinanden plads, vinder over de bestræbelser på ensretning, som først og fremmest kendes fra de monoteistiske religioner, hvor kun én gud gælder, og hvor mennesker derfor er tilbøjelig til at opfatte de andres religioner som “falske”.

Der er ingen som afviser et fremmedsprog som meningsløst eller forkert. Man forstår, at det blot er nogle andre menneskers sprog, som man ikke selv kan indgå i. På samme måde ville verden blive fredeligere, hvis religiøse frontkæmpere overalt forstod, at de andres religioner netop er de andres, på samme måde som man selv har sin – eller slet ingen.

Men ofte er det forestillingen om, at der kun findes én gud, der stikker en kæp i hjulet.

Facebook
Twitter