Anstødelig, provokerende eller kompleks: 5 film der leger med kristendommen

Verden over er der igennem tiden blevet lavet film med religiøse temaer. Nu sætter Martin Scorseses biografaktuelle film 'Silence' endnu en gang fokus på den kristne kirke.

For nylig havde Martin Scorseses biografaktuelle film ’Silence’ premiere i Vatikanet. 400 præster var inviteret til den personlige film om katolicisme, tro og undertrykkelse. Handlingen udspiller sig blandt kristne missionærer i Japan i 1600-tallet.

Publikummet i Vatikanet tog godt imod filmen, men kirken har ikke altid været begejstret for Scorseses udlægning af kristendommen. Det så man i 1988, hvor tusindvis af katolikker gik til angreb på hans Jesus-film ’Den sidste fristelse’, der blev anset som blasfemisk på grund af dens fokus på blandt andet Jesus’ kropslige begær.

Ifølge DR's filmanmelder, Per Juul Carlsen, er det flere former for indhold, der har fået kristne kirker og bevægelser til at reagere stærkt på film igennem tiden.

- Seksuelt indhold har traditionelt været uforeneligt med kristne motiver. Det samme gælder komik, forklarer DR’s filmanmelder, Per Juul Carlsen, med henvisning til Monty Pythons ’Life of Brian’, der blev forbudt i Norge, da den udkom i 1979.

- Det fortæller noget om, at religion og humor ikke hører sammen. Der er nogle, der har meget lidt forståelse for, at andre kan grine af religion, siger filmkritikeren.

DR Tro har set nærmere på nogle af de film, der har gjort sig bemærket i kirkens religiøse verden.

1. Rosemary’s Baby (1968)

Roman Polanskis amerikanske gennembrud blev den okkulte gyser ’Rosemary’s Baby’, hvor hovedpersonen, der spilles af Mia Farrow, krydser veje med Fanden selv. Rosemary og hendes mand flytter ind på en prominent adresse i New York, men opdager, at bygningen er hjemsøgt af en satanisk kult. Samtidig bliver hun gravid efter et mareridt, hvor Djævelen voldtager hende.

- Historien er Jomfru Maria-myten forvrænget i en antikrist-udgave, fortæller filmforsker, forfatter og lektor emeritus ved Københavns Universitet Peter Schepelern.

Filmen blev betragtet som særligt anstødelig af den katolske organisation ’Legion of Decency’ i USA. Det kommer dog bag på filmforskeren, som mener, at Polanski ville mere end at provokere.

- ’Rosemarys Baby’ er netop en slags allegori, som advarer mod det sataniske, der lurer på os. En omvendt Kristus-historie. Men det er klart, at kirken traditionelt aldrig har brudt sig om noget, der var grænseoverskridende og anderledes, siger Peter Schepelern.

2. Thorsens Jesusfilm (1975)

(Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

Mere end 30 år før Muhammedkrisen i 2006 stod danskerne over for en lignende afprøvning af ytringsfrihed.

Maleren og multikunstneren Jens Jørgen Thorsen havde planer om at lave en film om Jesus’ sexliv. Projektet havde over en halv million kroner i ryggen fra Det Danske Filminstitut. Det blev mødt af en protest, hvor 5000 mennesker gik på gaden i protest mod filmen, hvorefter projektet blev udsat på ubestemt tid. Ikke mindst fordi det skulle undersøges, om det var i strid med blasfemilovgivningen.

- Det var ikke just, hvad vi tålte i 1975, hvor vi var meget mindre kulturradikale, end vi er i dag, siger Peter Schepelern og tilføjer, at harmen rakte langt ud over landets grænser:

- Der var en international bølge af forargelse. Selve Paven sagde, at vi ikke måtte lave den film.

3. Dekalog (1988)

I Krzysztof Kieslowskis ’Dekalog’ udfoldes De Ti Bud over ti film. Den polske filminstruktør lader budskaberne komme til udtryk i det samme boligkompleks i Warszawa, men ellers er filmene uafhængige.

I den første følger man en ateistisk computerekspert, der mister sin søn, da han laver en teknisk fejlberegning af isen på en sø.

- Og hvad er det for et bud? ”Du må ikke have andre guder end mig”. Det er nærmest sådan en kirkelig prædiken: ”Der kan I se, jeg advarede jer mod moderniteten, computeren og alt det der grimme”, forklarer Peter Schepelern om det gammeltestamentlige plot.

Ifølge forfatteren er det et eksempel på en film, kirken har taget positivt imod.

- Fremmelige præster i konfirmationsundervisningen vidste ikke, hvilket ben de skulle stå på af begejstring over at få noget, som var så komplekst, spændende og æstetisk interessant. Man kan ikke sige, den er kristen, men den tager kristne temaer op på en dybsindig måde.

4. Breaking the Waves (1996)

Filmmanden Lars von Trier er blevet kaldt en drillepind, men måtte høre på det, der var værre, efter premieren på ’Breaking the Waves’. Her ofrer den kristne kvinde Bess McNeill sig seksuelt til andre mænd i håb om at redde sin mand, der er blevet lam i en arbejdsulykke.

- Hendes underkastelse, der ender i hendes død, fører både til, at manden helbredes, og til at nogle himmelske klokker ringer, så man må tro, hun har fået en himmel-billet ved sin ’kostbare signalering’, siger filmforsker og professor emeritus ved Københavns Universitet Torben Grodal.

’Kostbar signalering’ handler om at påføre sig selv lidelse for at vise sin godhed og går blandt andet igen i korsfæstelseshistorien, hvor Jesus ofrer sig for Gud.

- At koble den stærke religiøsitet sammen med promiskuøs sex er i retning af at være for godt til at være sandt, supplerer Peter Schepelern.

Alligevel var kritikken minimal fra det religiøse samfund.

- Det var ikke en film, hvor man så rasende indlæg fra kirkelige sider. Nej, det var meget rimeligt feministiske sider. Alle de kvindelige filmkritikere og -analytikere sagde ”fy for satan” over, at kvinden underkaster sig mandens store plan, siger Peter Schepelern, der blandt andet har skrevet bogen ’Lars von Triers elementer’.

5. Ida (2014)

- Andre former for ’kostbar signalering’ er kyskhed, som i den polske film ’Ida’, hvor heltinden beslutter sig til at forsage kødets lyst og blive nonne, siger professor Torben Grodal.

Instruktøren, Pawel Pawlikowski, bruger dog her den kristne askese som udvej for en dybere splittelse i 60’ernes Østeuropa, hvor hovedpersonen står mellem to byrdefulde livsvalg: kirken eller korruption. Alt sammen udløst af en alkoholiseret moster, der afslører, at Ida faktisk er jøde – og offer for Holocaust.

- Hun vælger kirken frem for at havne i en kaotisk politisk virkelighed i det kommunistiske Polen. Det er ikke noget, der fører noget godt med sig for menneskene, så hellere bekende sig til Gud i et kloster, afslutter DR’s filmanmelder, Per Juul Carlsen.

Facebook
Twitter