Det er blevet populært at vandre fra herberg til herberg, igennem bjerge, bakker, skove og sletter med rygsæk på ryggen og en vandrerstav i hånden under den bagende, sydeuropæiske sol.

Folk fra hele verden valfarter i disse år til det nordlige Spanien for at gå på verdens måske bedst kendte pilgrimsrute; Caminoen, der strækker sig fra den franske side af Pyrenæerne til byen Santiago de Compostela ikke langt fra Atlanterhavskysten i det nordvestlige Spanien.

I 2005 ankom under 100.000 pilgrimsvandrere til pilgrimsrutens endestation, mens det tal i 2015 var steget til over 260.000. Det er en stigning på næsten 180 procent på ti år.

Ud af de helt præcist 262.515 pilgrimme, der ankom til Santiago de Compostela i 2015, var 2160 af dem danskere.

Pilgrimsvandring som ”projekt selvrealisering”

Stigningen af vandrere på den hellige rute kan synes overraskende markant i en tid, hvor man taler om en øget sekularisering af samfundet. Men spørger man religionssociolog ved Aarhus Universitet Lars Ahlin skyldes stigningen heller ikke, at folk er blevet mere religiøse. Snarere tværtimod.

- En stor del af vandrerne på Caminoen går turen af ikke-religiøse formål. Det handler i langt højere grad om selvrealisering og identitet. Man tager på pilgrimsvandring for at koble af fra den travle og stressede hverdag, siger han.

Tal fra pilgrimskontoret i Santiago de Compostela viser, at det er under halvdelen af Caminoens pilgrimme, der går ruten af rent religiøse årsager.

Caminoen frem for Gran Canaria

Ifølge Lars Ahlin kan massetilstrømningen af vandrere på Caminoen ses i samme lys som boomet i dyrkelsen af mindfulness, yoga og andre spirituelle praksisser, hvor man viser overskud ved at dyrke en form for fysisk udøvelse, der gavner sindet og viser en form for spirituel dybde – uden det handler om religion.

- I dag er der værdi i, at man har brugt sin ferie på Caminoen i stedet for på Gran Canaria, tilføjer han.

Caminoen, der på dansk også kaldes Jakobsvejen, fordi det er vejen til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, er en af verdens ældste, kristne pilgrimsruter.

Siden middelalderen har kristne pilgrimme fulgt ruten til Jakobs grav, og inden for katolicismen er ruten blandt de tre vigtigste pilgrimsruter sammen med pilgrimsruten til Rom og til Gravkirken i Jerusalem. Derfor er ruten særligt befolket, når der er helligt år i Den Katolske Kirke.

Det handler om de store valg i livet

Elizabeth Knox-Seith er mag.art i kultursociologi og er i dag tilknyttet Maribo Domkirke i Lolland-Falster Stift som pilgrimspræst.

Igennem sit virke har hun været i kontakt med mange danskere, der har gået på Caminoen eller som planlægger at gå ruten.

Hun oplever, at det især er folk fra tre forskellige aldersgrupper, der begiver sig af sted mod den 800 kilometer lange strækning i Nordspanien.

- Det er særligt folk, der står overfor de store valg i livet, som tager på pilgrimsvandring, fortæller hun.

Elizabeth Knox-Seith betegner grupperne som de unge, der netop er færdige med deres ungdomsuddannelse, og som nu skal til at træffe beslutningen om deres videre gang i livet, de midaldrende, der står overfor en omorganisering af deres liv enten i form at skilsmisse, karriereskifte eller et dødsfald.

Den sidste gruppe er de ældre, der for nyligt er gået på pension, og som nu skal finde ud af, hvad de vil bruge det sidste afsnit af deres liv på.

Fri for hverdagens forstyrrelser

Elizabeth Knox-Seith ser de eksistentielle spørgsmål til livet og tilværelsen som den bærende ramme for de tre gruppers pilgrimsvandringer.

Derfor genkender hun billedet af, at det ikke nødvendigvis er religiøse årsager, der får danskerne til at binde vandrestøvlerne.

- Vi lever i en meget mental verden, hvor det forventes af os, at vi træffer de rigtige valg, fordi vi selv er ansvarlige for vores egen lykke. På pilgrimsvandringen bliver man rykket ud af hverdagens gøremål med alle dens forstyrrelser og krav til os. På den måde giver pilgrimsvandringen mulighed for at skille tingene lidt ad, og finde ud af hvad man vil.