De unge forlader folkekirken i stor stil

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det i høj grad er unge danskere, der melder sig ud af folkekirken.

Størstedelen af de danskere, der har valgt at forlade folkekirken i andet kvartal, er unge under 40 år.

10.300 danskere meldte sig ud af folkekirken i andet kvartal af 2016. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort i går tirsdag. Til sammenligning valgte 4.425 danskere at udmelde sig i årets første kvartal.

Og det er i høj grad den unge generation, der har forladt folkekirken. Over 60 procent af de udmeldte er i aldersgruppen 20 til 39 år.

Religionssociolog Peter Lüchau er ikke overrasket over, det især er de 20 til 40-årige, der har meldt sig ud.

- Det er den gruppe, der generelt set står og har stået for de fleste udmeldelser, fortæller han.

Peter Lüchau forklarer, at man kan have gået og overvejet en udmeldelse længe, men at det handler om det sidste skub. Og det skub så været affødt af Ateistisk Selskabs kampagne tidligere på året samt den medieomtale den fik.

- Den offentlige debat om religion får en betydning, hvis du i forvejen overvejer at melde dig ud, siger han.

Facebook-kampagner når igennem til de unge

På Center for SamtidsReligion ved Aarhus Universitet peger centerleder Marie Vejrup Nielsen også på Ateistisk Selskabs kampagne i foråret som en del af forklaringen.

- Ateistisk Selskab forstår at bruge de sociale medier, og deres kampagne for udmeldelse af folkekirken havde et stærkt liv på netop de sociale medier, hvor de unge befinder sig i langt højere grad end den ældre generation.

Den betragtning er formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, helt enig i.

- Det er klart, vi når den unge målgruppe, når vi primært laver onlinekampagner. Men vi forventer også, at der fortsat vil være et stort antal unge, der melder sig ud af folkekirken, siger han og pointerer, at tallene efter hans mening også indikerer, at de unge har tillagt en mere kritisk tilgang til religion end tidligere generationer.

Facebook
Twitter