Historiker: Nykåret svensk helgen udfordrer troen på, at de døde er borte for altid

ANALYSE Alle samfund har brug for personer, hvis tanker og handlinger lever videre efter deres død og bliver husket.

Elizabeth Hesselblad blev 5. juni kåret som helgen af Pave Frans - som den anden svensker nogensinde. (© WikiMedia Commons)

5. juni var Grundlovsdag i Danmark, men i Sverige og Rom blev det dagen for helgenkåringen af en svensk helgen, Elizabeth Hesselblad.

Hendes liv og tanker udfordrer den danske folkekirkelige opfattelse, at de døde er borte for altid. Samtidig symboliserer Elizabeth Hesselblad en spiritualitet, der i disse år vokser frem i det danske samfund.

Maria Elizabeth Hesselblad blev født i 1870 som nummer fem i en børneflok på tretten i Vestergötland og voksede op som lutheraner. I 1888 emigrerede hun til USA, hvor hun blev sygeplejerske i New York. Hendes sygebesøg hos mange immigrantfamilier introducerede hende til den katolske tro, og i 1902 konverterede hun. Herefter tog hun på valfart til Rom, hvor hun besøgte det hus, hvor den hellige Birgitta af Vadstena havde boet.

I Rom fandt Elizabeth Hesselblad frem til en identitet som svensk kristen og efterfølger af den hellige Birgitta. Hun bad Vatikanet om at blive optaget i den birgittinske orden. I 1906 gav pave Pius 10. hende lov til at gå med den birgittinske ordensdragt.

Hesselblad og birgittinerordenens fornyelse

Birgittinerne, der havde været en frugtbar og livlig orden i senmiddelalderens Sverige, Danmark og Europa, var næsten forsvundet, og det er Hesselblads fortjeneste at have givet ordenen nyt liv. Der var kun ganske få birgittinerklostre tilbage i 1900, og deres medlemmer var ikke interesserede i Hesselblads fornyelse. Men hun gik videre med egne planer og besluttede at udvide ordenens virke, således at søstrene også kom til at tage sig af de syge.

Birgittas tidligere hjem i Rom blev hovedkvarter for den nye birgittinerorden. I 1923 tog Hesselblad tilbage til Sverige og grundlagde et nyt kloster. I 1931 skabtes et kloster i England og i 1937 i Indien. Elizabeth Hesselblad døde i 1957, men de sidste årtier har set en fornyelse af hendes tanker.

Birgittinsk spiritualitet i nutidens Danmark

For få år siden blev der etableret et birgittinerkloster i Maribo, ikke langt fra det oprindelige kloster. Der er også et pilgrimscentrum i Maribo, støttet både af folkekirken og den katolske kirke. I Mariager har der også været oprettet et centrum for at fremme birgittinsk spiritualitet.

I Maribo og Mariager, for ikke at tale om Vadstena i Sverige, er birgittinsk spiritualitet nu tilgængelig, fordi Birgitta af Vadstenas visioner genfortælles og bruges i moderne sammenhænge. Helgenkåringen af Elizabeth Hesselblad er romerkirkens officielle anerkendelse af den kvinde, som var med til at genskabe birgitinnerordenen. Derfor kaldes Hesselblad ”den anden Birgitta”.

Helgendyrkelse blev officielt afskaffet i den lutherske kirke i 1500-tallet, selv om Luther selv var meget glad for Maria. De fleste danskere, om de er medlemmer af folkekirken eller ej, betragter nok helgener som overflødige væsener, produkter af ”den mørke middelalder”.

Helgener kan vi ikke undvære, heller ikke i dag

Hvert samfund har dog trods alt brug for personer, hvis tanker og handlinger lever videre efter deres død og bliver mindet og husket.

I Danmark har vi Kaj Munk, der kan ses som martyr for tanken om frihed, selv om hans liv og skrifter forbliver kontroversielle, med hans dyrkelse af den store mand. Men helgener er netop ofte kontroversielle skikkelser, og der er givetvis nutidige birgitinere, der betragter Hesselblad med kritik.

I et samfund, der hele tiden skaber idoler og derefter afslører og forkaster dem, er det svært at opnå og fastholde helgenstatus. Elizabeth Hesselblad fandt sin vej hertil gennem arbejde for de fattige og syge og bagefter gennem en opdagelse af den hellige Birgittas liv og skrifter. På denne måde kunne hun genskabe Birgittinerordenen.

For de danskere, der i dag besøger kirkerne og klostrene i Maribo, Mariager og Vadstena—eller som kommer til Birgittas hus i Rom—er der noget værdifuldt og vedvarende i denne arv. Birgittinsk spiritualitet, med dens vægt på det enkelte menneskes møde med det guddommelige, kan være en inspiration.

Der er en udfording, når man kårer mennesker til helgener. Den gængse opfattelse er, at livet er forbi når vi dør. Men et menneske som Elizabeth Hesselblad lever videre i det fællesskab, som hun skabte, og hos de mennesker, der besøger Maribo, Mariager og Vadstena.