Imam: Positivt at danske muslimer fejrer jul

Danske muslimers deltagelse i julen - eller mangel på samme - bliver taget op i premieren på 'Geetisk Råd' på P1, der sætter fokus på dilemmaer og udfordringer fra unge med anden etnisk baggrund.

- Jeg vil ikke sige, at det er obligatorisk, men det er en positiv ting at fejre sin profets fødselsdag, siger imam Daniel Rezaei om at holde jul. (© dr)

- Islamisk set kan man sige, at julen er en fejring af profeten Jesus’ fødselsdag. Pointen er, at det er profetens fødselsdag. Og det respekterer vi som muslimer. Derfor er der ikke noget mærkeligt i at fejre det.

Så religiøst set er det ikke forkert at fejre jul som dansk muslim?

- Nærmest tværtimod. Jeg vil ikke sige, at det er obligatorisk, men det er en positiv ting at fejre sin profets fødselsdag.

Sådan lyder det i premieren på det nye P1-program 'Geetisk råd', hvor værten Geeti Amiri har besøg af blandt andre Daniel Rezaei, der er imam i Imam Ali moskeen i København, og afsender på ovenstående udtalelser.

I dagens program får en af de andre paneldeltagere, forfatter til bogen 'Sort Land' Ahmad Mahmoud, nemlig lov til at sætte fokus på en personlig kæphest, og her vælger forfatteren med dansk-palæstinensisk baggrund altså danske muslimers forhold til julen.

- Jeg synes, vi oplever, at nogen muslimer år efter år forhindrer julen i nogle områder. Vi havde en ejendomsboligforening, hvor man ikke ville sætte et juletræ op. Vi har Nørrebro-sagen, hvor butiksejerne ikke vil betale for, at der kommer julebelysning op på gaden, siger Ahmad Mahmoud.

- Og det synes jeg er ærgerligt, fordi vi bliver nødt til at begynde at tænke: Hvad kan jeg som borger bidrage med for at styrke fællesskabet. I stedet for vi kun tænker: Hvad kan samfundet gøre, for at jeg kan leve her i Danmark, siger han.

Man skal ikke gøre det

Men der er en del familier med indvandrerbaggrund, der stadig holder julen lidt på afstand. Ikke fordi, de har et problem med, at der er julepynt i gaderne, men fordi de synes, det kulturelt set er forkert at holde jul, mener Daniel Rezaei.

Derfor er det vigtigt for ham at pointere, at det ikke er noget, han mener, man skal gøre som muslim.

- Man kan godt deltage i disse typer af arrangementer. Men man skal passe på med sige, at man skal gøre det. Det er ikke et problem, hvis man ikke gør det. Og man skal heller ikke blive stigmatiseret fordi man ikke gør det, siger han.

Kende sin religion bedre

Men muslimer bliver nødt til at hanke op i sig selv i forhold til at blive integreret i samfundet, mener Ahmad Mahmoud.

- Og det betyder, at vi skal møde op, vi skal støtte op omkring traditionerne og kulturen, der er i Danmark. Jeg ser ikke engang julen som en religiøs fest. Jeg ser det som en folkekulturelfest. I stedet for at forhindre, at det her sker, så bidrag til at det rent faktisk kan lade sig gøre, siger han.

- Vi lyder enormt enige, pragmatiske og præmie-perkere, var jeg næsten ved at sige. Men efter snakken om, at det ikke er forkert og syndigt at fejre jul, og at muslimer skal hjælpe til med julen, så er det jo ikke helt sådan i virkeligheden. Hvad er løsningen på det, vil Geeti Amiri vide.

Debattør Geeti Amiri er vært på det nye P1-program 'Geetisk råd'. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

- Man skal blive en aktiv del af samfundet generelt. Og nu, når jeg taler med et islamisk perspektiv, så måske kende sin religion bedre. Vide, hvad der er kultur, og hvad der er religion. For der er rigtig mange gange, at man begrænser sig selv med en eller anden årsag, siger Daniel Rezaei.

- For eksempel det her med, at mange tror, man ikke kan holde jul på grund af en religiøs årsag. Men går man til kilderne, så finder man ud af, at der er ikke noget problem med det, siger han.

Inden for Danmarks rammer

Men man skal ikke snakke om, hvad muslimer skal gøre inden for et islamisk perspektiv eller inden for islamiske rammer, mener Ahmad Mahmoud.

- Jeg vil tale om, hvad der skal ske inden for Danmarks rammer. Det er Danmark, vi bor i. Det her handler om at fungere her i Danmark på et dansk grundlag. Det er derfor, vi bor her. Vi bor i Danmark, siger han.

’Geetisk råd’ får premiere søndag den 4. december og bliver et fast program på P1 hver søndag klokken 11.05.

Facebook
Twitter