Jehovas Vidner sælger arveguldet i Danmark - og bygger nyt i Afrika

Udbredelsen af Jehovas Vidner er hastigt voksende uden for den vestlige verden.

'Jehova Jirets', Gud tilvejebringer det, står der på et menighedshus fra Jehovas Vidner i byen Managua i Nicaragua i Mellemamerika. (Foto: Jeff Greenberg © sCANPIX)

Mens medlemstallet hos Jehovas Vidner er stagneret herhjemme gennem de seneste år, er det eksploderet uden for den vestlige verden.

I de afrikanske lande Rwanda, Burundi, Ghana er der eksempelvis kommet 35-45 procent flere såkaldte vidner i trossamfundet i perioden 2008 til 2016, viser en gennemgang af årsopgørelser fra Jehovas Vidner, som DR Nyheder har lavet.

I Aserbajdsjan er medlemstallet steget med 47 procent i perioden, i Malaysia er det steget 36 procent, og i Guatemala er der kommet 33 procent flere vidner til - for at nævne andre udvalgte eksempler.

Aktive missionærer

Ifølge Annika Hvithamar, studieleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, skyldes det først og fremmest, at befolkningen vokser hastigt i de områder - men også, at Jehovas Vidner er aktive missionærer, som er meget synlige i offentligheden på grund af deres dør-til-dør mission.

- Der sker en ændring i det religiøse tilhørsforhold, i takt med at man i stigende grad flytter til storbyen. Man forlader de traditionelle, oprindelige religioner, forklarer hun.

- Jehovas Vidner tror på, at mennesket kan få evigt liv ved at leve efter Guds ord i Biblen. De tror på Biblens udsagn om en snarlig dommedag. Derfor kan for eksempel krig, sult, kriminalitet, ufred og miljøkatastrofer forklares af Jehovas Vidner ved, at vi lever i de sidste tider.

Danske rigssale giver penge til Afrika

I Danmark har der været omkring 14.500 medlemmer af Jehovas Vidner siden 2008, afslører årsopgørelserne.

Den største ændring, der er sket herhjemme, er det voksende salg af rigssale - som menighedshuse kaldes i Jehovas Vidner. Og det vidner også om den hastigt voksende udbredelse af troen uden for Vesten.

I Faaborg ligger en af Jehovas Vidners omkring 170 danske rigssale og menigheder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I lokalaviser er der løbende nyheder om, at en rigssal er blevet solgt med henblik på at genere penge til primært udviklingslande.

- Salg af en enkelt rigssal i Danmark kan skabe økonomi til at bygge måske 25 nye rigssale i Afrika, forklarede Børge Jørgensen, talsmand for Jehovas Vidner i Løgstør, til Nordjyske.dk i forbindelse med salget af en rigssal i Løgsstør for et par uger siden.

Der bliver også solgt ud af det helt store arveguld.

I Næstved har Jehovas Vidner for nylig sat deres stævnehal, som blev opført for 30 år siden, til salg for 15 millioner kroner, og i Silkeborg har kommunen for en måned siden overtaget Jehova Vidners 10 år gamle stævneplads, der blev solgt til 17 millioner kroner.

En kvinde deler en kinesisk udgave af Jehovas Vidners magasin 'Vagttårnet' ud i Hongkong. (Foto: Jeff Greenberg © sCANPIX)

Neet greaters

Historisk set har det været uddannede missionærer, der har kimet dørklokker og besøgt afrikanske landsbyer, og som med medlemsbladet 'Vagttårnet' i hånden har stået for at overbevise personer om sandheden og Jehovas Vidner.

På det seneste har der også udviklet sig en ny praksis, hvor familier på individuelt basis kan tage ud for at udbrede troen, forklarer Annika Hvithamar, der har forsket i Jehovas Vidner og fulgt udviklingen i trossamfundet gennem mange år.

- Der er kommet ”need greaters”, hvor en familie tager ned, der hvor der er mest behov for det i en menighed og måske deltager i opførelsen af nye rigssale, forklarer hun.

Jehovas Vidner

  • Jehovas Vidner er et trossamfund, som har sin oversættelse og fundamentalistiske fortolkning af biblen. Herren hedder Jehova, og der er fokus på dommedagsprofetier og Kristi herredømme på jorden.
  • Som vidne fejrer man ikke fødselsdag eller jul, og man må ikke give blod, blive skilt eller have sex før ægteskabet. Man må heller ikke deltage i politik, hejse flaget eller synge med på nationalsangen. Forældre til skolebørn bliver også kraftigt advaret mod at lade deres børn deltage i organiseret sport og i lejrskoler. Man må ikke ryge, og bliver man syg, er der forbud mod blodtransfusioner.
  • Jehovas Vidner har over otte millioner medlemmer på verdensplan og er tilstede i omkring 200 lande.
  • Jehovas Vidner har været i Danmark siden år 1900, og her i landet er der cirka 14.500 medlemmer.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve