Kom med dit gæt: Hvor mange danskere tror på Gud?

Tro spiller fortsat en rolle i Danmark, men ved du, hvor mange der bliver døbt, gift og begravet i kirken? Få svaret her.

(Foto: Simone Cecilie Møller © Scanpix / DR)

Lige siden mennesket begyndte at jage, har vi troet på, at der er mere mellem himmel og jord end blot luft.

Og at vores hverdag og skæbne er styret af højere magter.

Siden Jesus blev født, har en del kristne mennesker troet på, at det er den almægtige Gud, der er himlens og jordens skaber.

I dag er der over 2,2 milliarder kristne i hele verden, heraf er omkring 800 millioner protestanter.

Samtidig breder troen på Gud sig - primært i Afrika og Asien. Frem til år 2050 forventes antallet af kristne at vokse til tre milliarder.

Gud blev officielt introduceret i Danmark i år 965, da vikingekonge Harald Blåtand gjorde sit rige kristent.

Meget er sket siden, og i dag har vi religionsfrihed - men paragraf fire i grundloven fastslår fortsat, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten".

Gæt: Hvor mange bliver døbt, gift og begravet i kirken?

Hvad det vil sige at være kristen og troende har ændret sig med tiden.

I middelalderen var størstedelen af den danske befolkning fast inventar i kirken hver søndag, og havde man ikke opført sig anstændigt, så var det vigtigt at skrifte sine synder for en præst, så man sikrede sig en plads i himlen og minimerede tiden i skærsilden.

Herrens Veje

Se 'Herrens Veje' hver søndag kl. 20 på DR1, eller når det passer dig på DR TV.

I dag skønnes det, at et sted mellem to og fire procent af befolkningen deltager i den ugentlige gudstjeneste - for Morten Hee Andersen, der spiller præstesønnen August Krogh i DR-dramaserien 'Herrens Veje', og mange andre handler tro nemlig om mere end besøget i Guds hus.

- Jeg kan godt lide at se på tro som en slags filosofi, som i virkeligheden handler om, at man lever i balance, og at man lever godt i fællesskabet med andre, siger han.

I takt med ændringen i vores til forhold Gud og tro, har vores forhold til folkekirken og kirkelige traditioner og ritualer også forandret sig.

Hvor stor en rolle tror du, at kirken i dag spiller i vores liv og hverdag? Gæt, og se, om du har ramt rigtigt her: