Luther-lagkager og Playmobil-figurer: Her er 5 ting, der skal sælge reformationen til danskerne

I anledning af reformationens 500-års jubilæum har både legetøjsproducenter og bagere kreeret Luther-tematiserede produkter, som skal gøre reformationen mere spiselig for folket.

Den lille Playmobil-figur af Luther blev ifølge producenten revet væk i løbet af få dage. (© Playmobil)

En 7,5 centimeter høj legetøjsfigur, kage og øl er blandt de ting, der skal være med til at sætte fokus på 500-året for reformationen, der markeres i 2017.

Over hele landet markerer byer, stifter og private aktører jubilæet på forskellig vis.

- Det er tydeligt, at man i Danmark har valgt at markere 500-året for reformationen som en fejring, der hylder Luther og reformationen. Og den fejring har man i høj grad gjort til noget folkeligt, der skal invitere danskerne inden for.

Sådan lyder det fra lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen, der også mener, man bør bemærke det store antal af arrangementer rundt om i landet.

Det understreger ifølge Marie Vejrup Nielsen bestræbelserne på at gøre reformationsjubilæet til en folkelig kulturfest.

At der står fejring af både Luther og reformationen på programmet i 2017 møder dog også forbehold.

Blandt andre har Anders Stjernholm fra Ateistisk Selskab i en artikel på dr.dk sagt, at han ”frygter, at fejringen giver kristendommen en forkert og alt for stor ære for vores kultur og samfund i dag”, og professor Frederik Stjernfelt har pointeret, at man i hans optik tillægger Martin Luther al for stor betydning for det moderne samfund og trosfriheden.

DR Tro har samlet en række af de tiltag, som der er sat i gang i forbindelse med markeringen af 500-året for reformationen.

1) Martin Luther som Playmobil-figur

Den lille Luther-figur var i første omgang målrettet det tyske marked, men er i senere oplag også nået uden for Tyskland - og kan også købes i Danmark. (© Playmobil)

Den tyske legetøjsgigant Playmobil har forud for reformationsjubilæet produceret en Playmobil-figur, der forestiller ingen ringere Martin Luther med tysksproget Bibel og fjerpen i hænderne.

Det første oplag talte 34.000 figurer og blev ifølge producenten udsolgt på kun tre dage, da det blev sat til salg tilbage i 2015. Siden er figurerne også blevet sat til salg uden for Tyskland.

2) Luther Lagkager

Luther-lagkagen laves i første omgang kun på bestilling, men senere på året får den plads på Lagkagehusets hylder i Haderslev. (© Haderslev Stift)

Hos den populære bagerkæde Lagkagehuset har man kreeret en Luther lagkage, som er udsmykket med den såkaldte Luther-rose, der er et symbol på reformationen.

Det er bager og medstifter af Lagkagehuset, Steen Skallebæk, der står bag kagen.

Men det er ikke kun i det sønderjyske, at der bliver lavet Luther-lagkager. Den tidligere vinder af DR-programmet 'Bagedysten' Annemette Voss står bag den officielle Luther Lagkage fra Roskilde Stift.

3) Specialøl i tøndevis

Flere lokale bryghuse har brygget særlige reformationsøl. (© Viborg Bryghus)

I blandt andet Viborg, Ribe og Hjørring har lokale bryggerier brygget deres helt egne reformations-øl i anledning af 500-året.

I Viborg blev reformations-øllen lanceret i sommer, og i forbindelse med lanceringen udtalte biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, at øl er et oplagt valg, når man skal få de danskere, der ikke normalt interesserer sig for reformationen, med på vognen.

- Øl var en meget almindelig drik i reformationstiden. Luther var ganske glad for øl. På den her måde bliver det både sjovt og folkeligt, fortalte han til dr.dk i juni 2016.

4) Pilgrimsvandringer og cykelture i reformationens fodspor

De seneste år er pilgrimsvandringer blevet populære blandt danskerne. (© Camino Haderslev)

I Viborg, hvor reformationen med præsten Hans Tausen slog igennem allerede i 1529, er der arrangeret en lang række aktiviteter, der blandt andet tæller byvandringer, hvor historiske mindesmærker besøges, og både kommunen og byens turistkontor er med til at markedsføre aktiviteterne.

I Haderslev Stift åbner der til sommer en sønderjysk pilgrimsrute, som man kan tilbagelægge til fods eller på cykel. ’Næssets camino’, som pilgrimsruten er døbt, åbner med to arrangementer, der tager udgangspunkt i Luther.

Pilgrimsruten følger i rækken af flere nye pilgrimsruter, som er åbnet på dansk grund de seneste år, som sker i kølvandet på en stigende interesse for at drage på pilgrimsfærd både i Danmark og udlandet.

5) Luther i børnehøjde

Sigurd Barretts koncerter og bogudgivelse i forbindelse med reformationsjubilæet er blot ét ud af mange arrangementer, der er målrettet børn og unge.

Entertainer og forfatter Sigurd Barrett udkommer med en ny børnebog, der fortæller historien om Martin Luther i børnehøjde. I forlængelse heraf har han lavet en koncert, som han turnerer med.

Dette er blot ét blandt mange tilbud målrettet børn i forbindelse med reformationsjubilæet.

I efteråret udtalte lektor Marie Vejrup Nielsen om de mange projekter målrettet børn og unge:

- Det handler om, at man ønsker at forme børn og unge, så de kan lære noget om den danske historie og det danske samfund, og hvad man ser som danske værdier i dag. Reformationen er et oplagt omdrejningspunkt for formidling og diskussion af de emner, som er meget aktuelle i dag, sagde hun i oktober 2016.

Facebook
Twitter