Moderne salmedigter: Et digt må gerne insistere på smerten og det uudholdelige

Digteren Simon Grotrian har igennem sin snart 30 år lange karriere insisteret på sprogets uendelige muligheder og abstraktioner. I 2017 medvirker han i en ny samtalebog om poesi og tro.

Der skal voldsomme ting i skred, før en digter kan fødes. Enorme omvæltninger, apokalypser eller sindsforstyrrelser.

Sådan siger digteren Simon Grotrian, der i dag kan høres i P1-programmet ’Audiens’.

Det er en sjældenhed, at den anmelderroste digter lader sig interviewe. De seneste år har han bearbejdet et nervesammenbrud, han fik tilbage i 2010, men også inden da var han kendt for sin sky facon. Han er ikke den type digter, der deltager i debatter eller store udgivelsesarrangementer.

Det skrøbelige og sky sind er det, der har født ham som digter. Ind i en verden med afgrænsninger, som Simon Grotrian igennem sit forfatterskab har forsøgt at nedbryde.

- Jeg synes, det kan være svært at sige, hvornår verden omkring mig ender og begynder. Men i mangel på at afgrænse mig selv og verden, så opstår der muligheder, som jeg har brugt. Der ligger en tvivl i ikke at kende afgrænsningerne, og den tvivl opfatter jeg som noget konstruktivt.

Salmer med nye udtryk

Simon Grotrian har mere end 40 udgivelser i bagagen. Han debuterede i 1987 med digtsamlingen ’Gennem min hånd’, og det er primært digte og lyrik, som er blevet udgivet fra hans hånd siden da. Hans seneste digtsamling 'Den korsfæstede budding' blev udgivet på Forlaget Gyldendal i 2016.

Men det er ikke kun i bogform, Simon Grotrian udtrykker sig. Siden 2008 har han også skrevet salmer.

- Det er en anden måde at udtrykke sig på, når man skriver salmer. Salmen kommer til syne på en anden måde, fordi den forener ord og musik. Det får det hele til at vokse, og det var meget overvældende i starten, fortæller han.

Med salmerne er der kommet et helt nyt publikum til digteren, der ellers er berygtet for sin abstrakte lyrik, og som af anmeldere til tider kendetegnes som en ”svært tilgængelig digter”.

Selv forstår Simon Grotian ikke, hvorfor hans ord betegnes som svært tilgængelige.

- Et digt skal ikke være noget, man trækker i en automat. At læse et digt er ikke at få udleveret en manual.

Derfor holder Simon Grotrian også fast i, at et digt gerne må insistere på smerten og det uudholdelige, selvom det kan gøre det sværere at læse.

Det uudtømmelige sprog

I 2017 kommer der endnu en udgivelse med Simon Grotrian, men denne gang er det ikke ham selv, der har orkestreret ordene.

Det er derimod vennen og samarbejdspartneren, sognepræst Bo Grymer, der står for at skrive. Bogen bliver en samtalebog mellem Simon Grotrian og Bo Grymer selv, og tager udgangspunkt i samtaler om tro og poesi.

Bogens titel ligger ikke fast endnu, men den kommer formentligt til at hedde ’Birken og Kirken’ – en titel som Simon Grotrian har fundet på.

- Birketræet har rødder og suger al den vand til sig, som det kan. Der er stor skønhed og store kræfter på spil i naturen, ligesom der er i en kirke, fortæller Simon Grotrian.

I titlen ser han en sammenstilling af natur og tro, som han synes, hænger godt sammen. For i sproget og i naturen er der noget uudtømmeligt, som åbner verden og gør den større.

- Man kan aldrig få alting ned på papir. Man får aldrig skrevet det endelige digt eller den endegyldige samle, hvor der ikke er mere at sige.

'Audiens' kan høres på P1 i dag den 1. januar klokken 11:05.

Facebook
Twitter