Jesus first. Yoga second. Først Jesus. Derefter yoga.
Sådan står der med store bogstaver på Rie Frilund Skårhøjs bluse. Hun leder en yogasession på Nytorv i det indre København i anledning af festivalen Himmelske Dage. Foran hende har omkring tyve personer taget plads. Nogle med yogamåtter, andre uden.
Hun guider dem fra stilling til stilling, og ved første øjekast ligner det enhver anden yogatime. Men det er ikke tilfældet.
Fra scenen guider Rie Frilund Skårhøj de fremmødte i, hvordan de kan åbne deres hjerter for Jesus. Hvordan de i yogaens hvilestillinger kan koncentrere sig om bøn. Hvordan de med kroppen kan komme nærmere Gud.
Rie Frilund Skårhøj er grundlægger af Yogafaith Danmark; en praksis som kombinerer bevægelser fra yoga og kristendom. For selvom yogaen har sin oprindelse i Indien og særligt er en praksis, man normalt forbinder med Østens religioner, så ser Rie Frilund Skårhøj ikke yogaen og den kristne tro som uforenelige.
- Yogaens bevægelser handler om at styrke kroppen, komme ned i kroppen og få en krop i balance, mens den også fokuserer på den åndelige rejse, siger hun og forklarer, at yogaen giver hende mulighed for at udtrykke sin tro med hele kroppen.
Styr på fundamentet
Yogafaith Danmark blev grundlagt i 2015, og man finder lignende koncepter i par andre lande. Til spørgsmålet om det ikke er at blande koncepterne lidt sammen, når man dyrker kristen yoga, nikker Rie Frilund Skårhøj. For jo. Hun kan godt forstå, at det kan ligne lidt af en bland-selv-butik. Men, som hun siger:
- Yoga er alt muligt forskelligt, og der er ingen, der har patent på, hvad rigtig yoga er. Nogle yogaformer er meget prægede af den østlige filosofi og nogle arbejder rigtig meget med New Age-tilgangen med indre og ydre energier. Men yoga praktiseres også i fitnesscentre og kan være ren og skær motion, siger hun og fortsætter:
- Det handler om at have styr på sit fundament og sine intentioner med sin yogapraksis. Og det er vi meget tydelige omkring, når vi praktiserer Yogafaith. Vores fokus er nærværet med Gud, og vores fundament er bønnen og Biblens ord.
Yogaens nye udseende
På programmet til Himmelske Dage finder man udover Yogafaith også Christfulness og bøn i bevægelse. Førstnævnte er en version af det kendte mindfulness, der i stedet for meditation har bøn til Gud og Jesus i centrum, mens sidstnævnte ligesom Yogafaith er en praksis, hvis formål er at sætte mere krop i det kristne trosliv.
At disse praksisser er opstået kommer ikke bag på Lars Ahlin, der er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet er specialiseret i spiritualitet og nye, religiøse bevægelser.
- Vores forhold til yoga og mindfulness er meget anderledes end i Østen. I Vesten er det spirituelle ikke i centrum på samme måde, og det handler i højere grad om individet, og om hvad individet kan få ud af at praktisere for eksempel yoga, siger han.
Derfor er det ifølge Lars Ahlin ikke svært at kombinere en kristen trospraksis med yoga eller mindfulness.
- Vi opfatter ganske enkelt ikke yoga som noget religiøst.
Mindfulness er en god forretning
Ifølge Lars Ahlin er Østens mindfulness, meditation og yoga blevet kommercialiseret efter ankomsten til Vesten, og derfor ser vi i dag blandt andet, hvordan mindfulness er blevet populært blandt verdens erhvervsledere.
De har set, hvordan det skaber rolige og koncentrerede medarbejdere, forklarer Lars Ahlin.
- De spirituelle praksisser boomer i Vesten af både kommercielle og samfundsmæssige årsager. Og det er da klart, at der så er nogen inden for de kristne miljøer, der øjner en oplagt mulighed for at tilbyde medlemmerne noget, der er populært, men som også passer ind i hvad kirken ellers står for. Hvis efterspørgslen er der, tilpasser man sine udbud, siger han.
Modreaktion på stress og jag
Lars Ahlin ser også en tæt sammenhæng mellem forbrugsboomet i yoga, mindfulness og meditation og de øgede krav i samfundet.
- Når flere mediterer og dyrker yoga er det også som en reaktion på et samfund, der har fart på, og hvor der stilles store krav til den enkelte. Folk finder ro til at dyrke sig selv og stille skarpt på sit indre i yogaen.
Rie Frilund Skårhøj fra Yogafaith mener også, at yoga og meditation har noget at tilbyde i en stresset hverdag.
- Vi er meget i vores hoveder, og er ekstremt resultatfokuserede. Det er usundt. Yogaen hjælper med at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Og den mulighed burde alle have hvad end man er kristen eller buddhist.