Ny undersøgelse: Koncerter og foredrag kan trække flere i kirke

Koncerter, kunstudstillinger og babysalmesang kan trække flere i kirke viser ny undersøgelse. Men kirken skal ikke reduceres til kulturhus uden forkyndelse, advarer eksperter og præster.

Knap 1100 medlemmer af folkekirken er blevet spurgt, hvorvidt de ville bruge kirken oftere, hvis der var flere koncerter, udstillinger og lignende. Og det svarede 42 % ja til.

Andelen af danskere, der lader deres børn døbe og vælger at blive viet i folkekirken, er dalende, og medlemstallet er også faldende.

En ny kampagne fra Ateistisk Selskab har tilmed fået adskillige tusinde til at melde sig ud i løbet af blot få uger.

Men flere kulturelle begivenheder kan være vejen frem for at få flere besøgende i landets kirker.

Det viser tal fra en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Kirkeministeriet som DR Tro har fået eksklusiv adgang til.

Knap 1100 medlemmer af folkekirken er blevet spurgt, hvorvidt de ville bruge kirken oftere, hvis der var flere koncerter, udstillinger og lignende. Og det svarede 42 % ja til.

Blandt dem, der kommer i kirken 1-5 gange halvårligt, svarer hele 62 % ja til spørgsmålet. Af dem, der kommer i kirken sjældnere end en gang om året, siger næsten en tredjedel, at flere kulturelle arrangementer kunne få dem til at komme oftere.

Folkekirken er god til at tilpasse sig

Hver uge deltager titusinder af danskere i kulturelle arrangementer i folkekirken, så når 42 % af medlemmerne siger, at flere kulturelle begivenheder vil trække dem oftere i kirke, overrasker det ikke Marie Vejrup Nielsen, lektor på Afdeling for Religionsvidenskab, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, og ekspert i folkekirken.

- Folkekirken har de seneste årtier haft stor succes med at udvide paletten af aktiviteter, som er tilpasset brugerne. Det gælder både nye former for gudstjenester, fx spaghettigudstjenester, finkulturelle arrangementer som koncerter, samt foredrag og kirkegårdsvandringer og aktiviteter tilpasset specifikke målgrupper som småbørnsforældre, siger hun.

Hun forklarer, at undersøgelser blandt folkekirkens medlemmer tyder på, at det ikke er afgørende for dem, hvor religiøst et arrangement eller en aktivitet er, men om det lyder spændende og i øvrigt passer ind i deres ofte travle hverdag.

- Mødre, der deltager i babysalmesang, har det fint med, at der er et kristent indhold, også selv om de ikke opfatter sig selv som meget troende. De mener sagtens selv, at de kan trække en mental grænse, som ikke bliver overskredet af at være i kirken eller synge salmer. De vælger til og fra, som det passer dem. Lyder en kirkegårdsvandring spændende, deltager de. Passer en koncert med Kurt Ravn ind i kalenderen, går de gerne hen i kirken for at høre den.

Kirken giver autenticitet Marie Vejrup Nielsen tilføjer, at når kirken danner ramme om et arrangement, vil en del mennesker opleve, at det tilfører arrangementet autenticitet, kvalitet og ægthed.

- Så det er ikke uden betydning, at kirken står som afsender. Omvendt er der ikke noget, som tyder på, at dem, der kommer til koncerter, også begynder at gå til gudstjeneste, hvis de ikke gør det i forvejen. Så man skal ikke forvente, at flere koncertgæster fører til flere mennesker til højmessen om søndagen.Onsdagsmenigheden er også menighed

Anne-Mette Gravgaard, sognepræst ved Davids Kirke på Østerbro i København, og uddannet kunsthistoriker, bekræfter, at kulturelle arrangementer tiltrækker en anden gruppe end dem, der kommer trofast til gudstjeneste om søndagen.

- Vi fik for nylig lavet en sogneanalyse, som viste, at der kommer flere til kulturelle arrangementer end til gudstjenester i vores kirke. Men for mig er alle, der kommer i kirken, menighed. Jeg taler af og til om, at jeg har en onsdagsmenighed, en torsdagsmenighed, en søndagsmenighed og en ad hoc-menighed, som er ret forskellige, siger hun med henvisning til, at der onsdag eftermiddag er kulturcafe, torsdag er aftenhøjskole, og søndag er der gudstjeneste med kirkefrokost.

De tre dage er deltagerne typisk ikke de samme.

Kultur og forkyndelse går hånd i hånd

Anne-Mette Gravgaard mener ikke, at de kulturelle arrangementer er en form for appendiks til kirkens liv, som blot skal tiltrække kirkegængere til gudstjenesterne. For hende er foredrag med efterfølgende diskussioner et væsentligt redskab i den kirkelige diakoni – ikke mindst for seniorer. Det er dialogen, hvor alle kan byde ind, kirken bør satse på, mener hun.

- Kultur og forkyndelse går hånd i hånd. Ved vores højskoleaftener slår vi fløjdørene mellem kirke og menighedssal op, og vi går gennem kirkerummet, som er oplyst med stearinlys, ind i salen. I pausen drikker vi te og kaffe inde i kirken, og undervejs i samtalen refererer jeg til, hvad der sker i kirken i ugens løb, fortæller Anne-Mette Gravgaard.

- For mig handler forkyndelse og kultur i kirken om at inddrage mennesker. I kulturcafeen kan det være et medlem fra menigheden, der fortæller om sin tid som laborant i Tanzania, og ved frokosten efter gudstjenesten om søndagen har vi altid det, vi kalder en ’teologisk rundbordssamtale’ om gudstjenestens indhold, som næsten ikke kan undgå at handle om kulturelle emner, siger hun.

Hun forklarer, at arrangementerne altid på en eller anden måde har et kirkeligt islæt, og at det handler om livsvigtige emner, som kan engagere mennesker i samtale.

- Folk får heller ikke blot en gratis koncertoplevelse, men bliver inviteret ind i et fællesskab og en samtale. Det er forskellen på kirken og et kulturhus, siger hun.Cancan kan pege på Kristus Hans Raun Iversen, lektor ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet, er enig i, at kultur og forkyndelse går fint i spænd:

- Man kan danse cancan i kirken, hvis blot to krav er opfyldt: at det på en eller anden måde peger på Kristus, og det har kvalitet, siger han. Han understreger, at kirken for at give kristendommen liv og relevans altid og til alle tider må give den en krop, som har et kulturelt særpræg.

- Danskerne vil ikke skifte kultur for at komme i kirken og føle sig hjemme. Kirken skal være et sted, hvor forkyndelsen foregår i en form, som er genkendelig og har kvalitet. Det er helt, som det skal være. Kirken skal ikke ændre på folk for at få dem til at komme i kirke, men har selvfølgelig lov at håbe på, at det, der foregår i kirken, transformerer folk, siger han.

Han mener ligesom Marie Vejrup Nielsen, at folkekirken generelt er dygtig til at tilpasse sig den kulturelle kontekst, den eksisterer i, modsat hvad man ser i lande som Sverige, Norge, England, Skotland, hvor kirkerne er mere topstyrede.

- Der er kommet rigtig mange initiativer i folkekirken nedefra, som viser en god fornemmelse for, hvad der interesserer folk, fx babysalmesang og demenssalmesang. Oftest er det også meget professionelt, for kirken har jo faktisk ganske mange penge at lave kultur for, siger Hans Raun Iversen.

Valuta for kirkeskatten Marie Vejrup Nielsen påpeger, at kulturelle arrangementer er vigtige, fordi de skaber en masse – oftest positive – møder mellem folket og kirken.

- Har man som kulturkristen haft en række gode oplevelser i kirken, vil man sikkert have mindre tendens til at melde sig ud. Også hvis man tænker det ud fra et primært økonomisk perspektiv, har man så at sige fået valuta for kirkeskatten, siger hun.

Hun forudser derfor, at flere kulturelle arrangementer i folkekirkerne kan være med til at fastholde det kulturkristne segment som medlemmer og dermed være med til at sikre det forholdsvist langsomme fald i medlemstal.

- Folkekirken tilpasser sig den moderne virkelighed, også lokalt. Storbykirker laver natkirke og hippe kulturarrangementer, kirker på landet laver aktiviteter for ældre og fungerer som kulturhus, der hvor meget andet er lukket, og forstadskirker tilbyder børnefamilierne meningsfulde aktiviteter i en travl hverdag. Folkekirkens fleksibilitet er en del af dens overlevelse i dag, siger hun.

Meget mere end kulturhus Hos Kirkefondet, der bl.a. laver sogneanalyser og sætter projekter i gang for at udvikle kirkelivet rundt om i landets sogne, siger generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsen:

- De fleste steder er der jo allerede et væld af kulturelle aktiviteter i kirken. Så når mange siger, at flere arrangementer kan få dem til at komme oftere i kirken, skal man nok tage det med et gran salt. Men nogle steder kan kirken nok gøre mere for at kommunikere ud, hvor meget der faktisk foregår.

Desuden ser han en mulighed for, at kontaktfladerne mellem kirken og folket kan blive større, hvis kirken i højere grad melder sig som en aktør i lokalsamfundet og som et rum, hvor foreninger og institutioner kan byde ind med nye ting.

- Det kan være den lokale musikskole, der kan holde sin halvårlige koncert i kirken, fordi det er det bedste akustiske rum i byen, siger han.

Han tilføjer, at undersøgelser af samspillet mellem kirken og civilsamfundet viser, at kirken i en del lokalsamfund opfattes som en lidt lukket institution, som fx idrætsforeninger og sociale organisationer gerne vil samarbejde mere med:

- Kirken har potentiale til at blive en lokal aktør, der fx går ind i arbejdet med børn og unge.