Tusindvis af mennesker forventes: Kim Larsen-mindekoncert spærrer det centrale København

København er forberedt til et stort rykind, når DR i aften inviterer danskerne til at synge farvel til Kim Larsen på Rådhuspladsen.

Forberedelserne til mindekoncerten har været i gang på Rådhuspladsen i København siden i torsdags. (Foto: Søren Bygbjerg © dr)

Siden lørdag aften har hjertet af København været spærret af.

Hovedstadens mest trafikkerede gade, H.C. Andersens Boulevard, omkring Rådhuspladsen. Og det samme er Vesterbrogade fra Tivoli og ned til pladsen. Midt på gaderne er der sat storskærme og højttalere op. Og på selve Rådhuspladsen troner nu en stor scene.

Alt sammen for at geare til det store rykind af mennesker, man forventer til DR’s mindekoncert for Kim Larsen, der finder sted fra kl. 19.30 til 21 i aften.

- Det er svært at sige noget om, hvor mange der kommer. Men jeg håber, der kommer rigtig, rigtig mange. Fordi vi vil gerne byde velkommen til, at folk kommer ind og oplever denne historiske aften med så mange gode kunstnere på programmet, siger DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme til Radioavisen.

Lundme og produktionsfolkene fra Nordisk Film Tv og DR har siden sidste søndag, hvor nationalskjalden Kim Larsen afgik ved døden, arbejdet i døgndrift for at stable en mindekoncert på benene. Og søndag formiddag startede lydprøverne på scenen.

På denne scene vil en perlerække af danske kunstnere søndag aften hylde Kim Larsen. (Foto: Rasmus Harboe Meldgaard © dr)

I alt 14 danske kunstnere vil lægge op til fællessang af nogle af Larsens bedste numre.

- Det har været ret svært at vælge sangene, for der er mange gode. Men vi har været inde at kigge bl.a. på P4’s afstemning, på Spotify og forskellige lister. Og ud fra dem har vi sammensat programmet sammen med de kunstnere, der skal optræde. For de skal jo også helst have et forhold til de numre, de skal spille. Så jeg kan garantere, at det er de store, skønne, dejlige Kim Larsen-numre, vi kommer til at lytte til i aften, siger Jan Lagermand Lundme.

Hvis man ikke kan komme ind på Rådhuspladsen i København, så kan man også opleve mindekoncerten på storskærm i Aarhus, Odense og Aalborg, på radioens P4 og på DR1 og DR TV.