TV-2 spillede op til dans fest på en helt pakket Rådhusplads her til aften. Ifølge politiet var omkring 30.000 glade mennesker dukket op til den gratis koncert.
På trods af de kun tre graders varme var det så mange mennesker, at det på et tidspunkt blev overvejet at lukke for trafikken på H.C. Andersens Boulevard.
DR1-seerne kunne i Aftenshowet følge starten af koncerten, mens P4-lytterne blev begunstiget med hele den én time lange koncert.
TV-2's sangskriver og forsanger, Steffen Brandt, sagde om koncerten, at det er "fantastisk, at man kan lave en københavnerbegivenhed en mandag i november, hvor man lige så godt kunne sidde derhjemme og være langtidsskuffet."
- Og vi er i øvrigt stadig det eneste orkester ud over Frelsens Hær, der tør spille udendørs i november, fortsætter han.