TV 2 vil slippe for børne-tv

TV 2 har bedt Kulturministeriet om at blive fri for at sende børneprogrammer på hovedkanalen.

Det skal være slut med søvnige børn, der sidder med dyner og cornflakes og ser morgenfjernsyn på TV 2.

I hvert fald, hvis TV 2 får lov - det fremgår af et notat, som TV 2 har fremsendt til Kulturministeriet, og som Søndagsavisen har fået aktindsigt i.

"TV 2 ønsker at blive fritaget for forpligtelsen til at sende børneprogrammer på hovedkanalen, så der kun optræder børneprogrammer i det omfang, der er tilstrækkeligt mange seere til programmerne", står der i notatet,

Genudsendelser og nyheder

Der er ikke tilstrækkeligt med seere i dag. Og i stedet for børne-tv skal lørdag-søndag morgen og formiddag fyldes med genudsendelser og nyheder.

- Jeg ville da gerne lave børnefjernsyn, hvis det var lige meget, hvor mange seere vi havde. Det er da en smuk tanke, og der er ikke noget bedre end godt dansk børne-tv. Det er bare ikke den virkelighed, TV 2 befinder sig i, siger Merete Eldrup, der er administrerende direktør hos TV 2 til Søndagsavisen.

Nej fra politikere

TV 2 får svært ved af få deres ønske opfyldt.

- Det kan de ikke få lov til. For det er vigtigt, at TV 2 med public service-ansvar også sender tv for børn og unge, lyder udmeldingen fra Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby.

Heller ikke hos regeringens støtteparti vil man høre tale om at slukke for børneprogrammerne.

- Det er meget vigtigt, at der er godt børnefjernsyn. Vi skal sørge for, at vi har udsendelser, der kan udkonkurrere de programmer, der kommer fra udlandet, som er masseproduceret. I Danmark har vi en stærk tradition for godt børne-tv, og det er noget, der skal prioriteres, siger Dansk Folkepartis Karin Nødgaard.

Dårligere programmer

Ifølge TV 2s Merete Eldrup vil det gå ud over kanalens andre programmer, hvis ikke børneprogrammer bliver droppet.

- Vi har ikke råd til at lave fjernsyn for 100.000 seere, slår TV 2-direktøren fast.

I notatet fra TV 2 fremgår det blandt andet også, at tv-stationen ønsker at indføre fire minutter lange reklamepauser i en række underholdningsprogrammer.

Facebook
Twitter