Da Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen mandag aften er gæst i TV Avisen, sker der det, der bare ikke må ske under en direkte tv-udsendelse: En telefon begyndte at kime i studiet!
Studievært Line Gertsen ser stram ud i ansigtet og fortsætter ufortrødent med at lave sit oplæg til kameraet, mens telefonen lystigt ringere videre i 17 lange sekunder, inden næste indslag kommer på.
- Det var altså ikke min telefon, det var Lines, siger Johanne Schmidt-Nielsen til DR efter interviewet.
- Jeg overvejede faktisk, om jeg kunne række ind under bordet og slukke telefonen.
"Fandens også"
Studieværten indrømmer selv fadæsen.
- Fandens også. Det er heeelt vildt pinligt, for jeg har altid min telefon slukket. Jeg havde simpelthen ikke skyggen af tanke om, at det kunne være min, siger Line Gertsen.
Studieværten var nemlig overbevist om, at det var Johanne Schmidt-Nielsen, der havde glemt at slukke mobilen, inden hun gik i studiet.
- Jeg har lige set, at Johanne har den samme telefon som mig, og så da den begynder at ringe, tænker jeg, at det er hendes. Det er derfor, jeg er nødt til at fortsætte med at snakke, for hun må jo slukke den på et tidspunkt, forklarer Gertsen.
Giver kvajebajer
Men hvem ringer overhovedet til Line Gertsen, når alle ved, hun er på arbejde i live tv?
- Det er en af mine kammerater, som jeg ikke snakker så tit med. Og nu synes han, det er så fedt, for nu har han jo været i TV Avisen, griner Line Gertsen, der er klar til at give kollegerne en kvajebajer.
- Det ligger ligesom implicit, at det kommer jeg til at give til julefrokosten.