Tv-stjerne fra Mash er død

Skuespilleren Harry Morgan, der spillede oberst Potter i tv-serien Mash, er død, 96 år gammel.

Skuespilleren bag den faderlige oberst Potter fra tv-serien Mash er død. Harry Morgan blev 96 år gammel og døde i sit hjem i Los Angeles onsdag af lungebetændelse, skriver Reuters.

Harry Morgan spillede igennem sin karriere med i mere end 100 film og har også optrådt på teaterscenen Broadway i New York, men det var i sine otte år i rollen som oberst Sherman Potter fra 1975 til 1983, at han for alvor blev verdenskendt.

Først med i tredje sæson

En rolle som også indbragte ham en Emmy i 1980 for bedste birolle.

- Han var en lille djævel, siger Mike Farrel, som spillede B.J. Hunnicutt sammen med Harry Morgan og Alan Alda, til Chicago Sun-Times.

- Harry Morgan var ikke på den originale rolleliste. Mash, der beskriver et amerikansk felthospital i Korea, begyndte i 1972.

Oberst Potter optræder dog først i en gæsterolle i den tredje sæson. Og Harry Morgan blev en del af serien i 1975, da skuespilleren McLean Stevenson, der havde spillet seriens lejrchef, sagde op.

Græd under sidste optagelser

Morgan spillede en disciplineret, til tider krakilsk oberst, der var godhjertet og en dygtig kirurg. Han græd under en pressekonference i 1983 efter optagelserne til den sidste episode af Mash, der blev det mest sete show i amerikansk tv-historie.

- Jeg føler mig meget trist og sentimental. Jeg ved ikke, om Mash gjorde mig til en bedre skuespiller, men jeg ved, at det har gjort mig til et bedre menneske, sagde Harry Morgan.

Herefter fortsatte Harry Morgan i mindre roller og blev i 2006 optaget på Hall of Great Western Performers på the National Cowboy & Western Heritage Museum.

Harry Morgan efterlader sig tre børn, otte børnebørn og ni oldebørn.

Facebook
Twitter