Både knogleresterne af den danske astronom Tycho Brahe og hans klædedragt viser sig at være i overraskende god stand mere end 400 år efter hans død.
Det fortæller forskerne bag opgravningen af den verdenskendte dansker, som i 1601 blev stedt til hvile i Týnskirken i Prag.
De holdt her til aften et velbesøgt pressemøde på Hotel Evropa i den tjekkiske hovedstad.
Kan genskabe dragt
Fragmenterne af Tychos ligdragt - i mønstret silke - er så velbevarede, at sagkyndige vil kunne genskabe dragten, oplyser Jens Vellev, lektor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet og primus motor bag genopgravningen.
I går blev den lille tinkiste med Brahes jordiske rester banket og gravet op fra kirkens gulv. Den indeholdt, foruden de fleste af Tychos knogler, også en lille glasskål med det meste af hans kranium.
I bunden af glasskålen lå et ark papir. På papiret bevidner den læge, som forestod den første opgravning af Tycho Brahe i 1901, at der vitterlig er tale om den danske stjerneforsker.
Sprængt blære eller forgiftning
Missionen i Prag har til formål at kaste lys over, hvad den danske videnskabsmand døde af. De hidtil kendte bud er en sprængt urinblære eller kviksølvforgiftning.