'Tykke kvinder bliver set på som dumme': Kendt serieskaber vil bekæmpe fordomme med ny tøjlinje

'Girls'-skaberen vil komme fordomme om tykke kvinder til livs med sit tøjdesign.

Lena Dunham har i samarbejde med mærket 11 Honoré designet fem beklædningsgenstande henvendt til plus-size kvinder. (Foto: Vince Bucci © Getty Images)

Amerikanske Lena Dunham har efterhånden prøvet det meste, og hun kan blandt andet skrive skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør, forfatter og serieskaber på sit CV.

Og den allerstørste merit i hendes 34-årige liv må uden tvivl være skabelsen af HBO-seriehittet 'Girls', hvor Lena Dunham gennem seks sæsoner spillede hovedrollen som forfatterspiren Hannah Horvath.

Men nu er newyorkeren klar til at prøve kræfter med et nyt fag. Hun er nemlig sprunget ud som tøjdesigner.

I samarbejde med mærket 11 Honoré har Lena Dunham designet fem stykker tøj henvendt til plus-size kvinder.

Med tøjet vil Lena Dunham forsøge at komme fordommen om, at tykke kvinder er dumme, til livs, siger hun til The Guardian.

- Der er mange fordomme om tykke kroppe, og én af dem er, at tungere kvinder også er dummere. Man tror, at de ikke kan finde ud af at stoppe med at spise, mens tynde kvinder anses for at have viljestyrke og for at være i stand til at vælge maden fra, siger Lena Dunham ifølge The Guardian.

Vil ikke skjule sin krop

De fem stykker tøj fra Lena Dunham er opkaldt efter steder i New York-kvarteret Soho, hvor skuespilleren voksede op i 1980'erne og 1990'erne.

I sortimentet finder man dog ikke joggingbukser, og det er der en helt speciel årsag til.

- Hvis en tynd pige går i joggingbukser, er det sødt på måden: "Jeg har en hård dag!". Men hvis tykke kvinder går i joggingbukser, betyder det: "Du har taget et livsstilsvalg, hvor du har givet op," siger Lena Dunham til The Guardian.

Sortimentet har det formål at vise, at tykke kvinder også elsker unikt designertøj, og at man ikke skal tildække eller skjule sin krop.

- Det har taget mig lang tid at finde ud af det, men jeg elsker det faktum, at min krop fortæller en historie om storhed, rigdom og tilstedeværelse. Jeg vil ikke bruge mit liv på at undskylde min krop – jeg fejrer den i tøj, der siger: "Her er jeg!".

Sværere for tykke at komme på arbejdsmarkedet

Spørgmålet er, om der er noget om snakken, når Lena Dunham siger, at tykke kvinder bliver anset som dummere end tynde mennesker.

Det mener Dina Amlund, som er ph.d.-studerende på Københavns Universitet, hvor hun undersøger fænomenet tykfobi som struktur i samfundet.

- Det, som Lena Dunham siger om fordomme mod tykke mennesker, findes helt sikkert, siger 41-årige Dina Amlund.

Ifølge hende kommer fordommene blandt andet til udtryk på arbejdsmarkedet, hvor det er sværere at blive ansat, når man er tyk eller markant overvægtig.

Lena Dunham (i midten) fejrer sammen med medskuespillerne Zosia Mamet (venstre) og Allison Williams (højre), at 'Girls' tilbage i 2013 vandt en Golden Globe-statuette. (Foto: Kevin Winter © Getty Images)

Den påstand bliver bakket op af en dansk undersøgelse fra 2011 blandt fagorganisationen Ledernes medlemmer, som viste, at 47 procent slet ikke eller i nogen grad ikke ville ansætte markant overvægtige mennesker. Undersøgelsen blev gentaget i 2017, hvor 37 procent var enig eller delvis enig i udsagnet om, at man som leder ikke ville ansætte markant overvægtige mennesker.

- Tykke mennesker har generelt set sværere ved at blive ansat. Og når tykke mennesker er blevet ansat, er lønnen ofte lavere – der er en lønforskel mellem tyk og tynd, som minder om lønforskellen mellem mand og kvinde, siger Dina Amlund.

Dina Amlund, der tidligere har været en meget aktiv tykaktivist, mener også, at der er meget lidt tøj at vælge i mellem, når man kommer over en størrelse 42.

- Der er tøj til "rigtige" mennesker, og så er der tøj til tykke mennesker. Modetøj bliver lavet til et standardmenneske, som er slank, mens der for det "forkerte" menneske, der er tyk, ikke er meget at vælge imellem.

Hun håber derfor, at Lena Dunhams kontante citater i forbindelse med det nye tøj kan rykke noget.

- Hun har en platform, som favner bredt, og hun har tidligere sagt mange gode ting. Men jeg håber, at tøjet er til at betale. Ellers kommer vi bare ud i en ny struktur, som handler om, hvem der har mulighed for at købe det, og det ville være uheldigt, siger Dina Amlund.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk