Tyrkiet vil have museumsgenstande fra danske museer tilbage

Tyrkiet kræver over 150.000 genstande fra vestlige museer udleveret. I Danmark har Davids Samling afvist krav.

Guldkoranen her, som kan ses i Davids Samling, er en af de genstande, Tyrkiet forlanger tilbage. (© Davids Samling)

En tyrkisk delegation besøgte i februar det danske museum Davids Samling i det indre København som led i et intensiveret arbejde for at bringe genstande, der stammer fra Tyrkiet, tilbage til oprindelseslandet.

Det skriver Politiken.

Tyrkiet kræver over 150.000 genstande, som for flere hundrede år siden blev udført af landet og i dag befinder sig på museer og samlinger i Europa og USA, udleveret.

- Der er blevet stjålet rigtig mange genstande fra Tyrkiet, som nu befinder sig på museer i USA, England, Portugal, Danmark, Frankrig, Tyskland og Grækenland, udtaler et af de ledende medlemmer af repatrieringskommissionen, Serdal Kuyucuoglu, til Al-Jazeera mandag.

Dragedørhammeren her vil Tyrkiet også gerne have leveret tilbage fra Davids Samling. (© Davids Samling)

Davids Samling tøver trods 'behageligt' møde

Kommissionens medlemmer har de seneste måneder besøgt museer og samlinger, der indeholder genstande fra Tyrkiet. Inklusive Davids Samling.

Men selv om besøget ifølge museumsdirektør Kjeld von Folsach var "yderst behageligt", skal tyrkerne ikke forvente, at Davids Samling er parat til at udlevere genstande.

- Vi har uendelig mange ting fra hele verden - det har alle vestlige museer - og hvis vi begynder at sende genstande tilbage, ender vi i en situation, hvor al fransk kunst kun kan opleves i Frankrig, ditto i Tyskland og så videre, siger direktøren til Politiken.

- Det synes vi, er en rigtig dårlig idé, tilføjer han.

Genstande med stor symbolsk værdi for tyrkere

Det er ikke første gang, at Tyrkiet har forsøgt at få udleveret genstande fra Davids Samling. Allerede i 2013 aflagde en delegation besøg på museet for at få genstande udleveret. Også dengang blev forespørgslen afvist.

Mehmet Ümit Necef, lektor ved Center for Mellemøststudier på SDU, kalder de tyrkiske bestræbelser "god indenrigspolitisk pr".

- I øjeblikket forsøger man at hente genstande tilbage, fordi de har stor symbolsk værdi for mange tyrkere. Og selv hvis det bare lykkes at få enkelte berømte genstande tilbage, vil det blive fremlagt som en stor politisk sejr over Vesten, siger han til Politiken.

/ritzau/