Tysk fanklub sørger over Grunwald: Nu drikker han en god pils sammen med Egon og Kjeld

Olsen Banden er som min familie, siger medstifter af tysk fanklub.

Den sidste skuespiller, der gav karaktererne fra Olsen Banden liv, er gået bort. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Nyheden om skuespiller og instruktør Morten Grunwalds dødsfald modtages også med sorg syd for grænsen.

Her har filmene om den uheldige forbryderbande nemlig stadig en stor stjerne hos mange - især folk, der voksede op i Østtyskland, det tidligere DDR.

I facebookgruppen for Olsen Bandens tyske fanklub kommenteres nyheden om, at skuespilleren, der spillede Benny, er gået bort, med tristhed og taksigelser.

- Jeg er chokeret, skriver Marco Aus Rostock.

- Nu drikker han en god pils deroppe sammen med Egon og Kjeld og under streng overvågning af Yvonne. Tak for utallige gode timer.

Meike Schrut skriver: "Jeg tror alle tyske fans føler en masse sorg og sender en oprigtig kondolence til familien. Himlen har fået en stor stjerne. Må han hvile i fred!"

Steffen Paatz og Paul Wenzel fra den tyske Olsen Banden-fanklub på besøg i Danmark. (Privatfoto)

For en af medstifterne af fanklubben føles det vemodigt at høre om Morten Grunwalds død.

- Han er den sidste fra banden, den unge dreng med sine gule sokker. Jeg tror, at Benny var en af hans bedste roller, siger Steffen Paatz til DR.

- Olsen Banden er en del af mit liv. De er som en familie, siger han.

Mindede om DDR-familie

Steffen Paatz voksede op i den lille by Bad Schmiedeberg, 50 kilometer nordøst fra Leipzig i det daværende DDR.

På den sovjetiske side af jerntæppet - muren der delte øst og vest - var Olsen Banden langt mere populær end i Vesttyskland.

Det skyldtes blandt andet, at man her gjorde mere ud af oversættelsen og fik nogle af de bedste østtyske skuespillere til at eftersynkronisere Egon, Benny og Kjeld, men også at historien om den lille bande af fattige folk, der kæmpede mod alle odds vækkede genklang.

- Filmene var sjove og uden vold, og så mindede familien Jensen (Kjeld og Yvonnes red.) om en DDR-familie, forklarer Steffen Paatz.

(Arkiv) Filmene om Olsen-banden var særdeles populære i det tidligere DDR. På forsædet Ove Sprogøe (Egon) og Morten Grunwald (Benny). På bagsædet Poul Bundgaard (Kjeld). (Foto: Henning Thempler © Scanpix)

Som dreng var han især imponeret af, at Benny tilsyneladende kunne køre alt; et tog, en gaffeltruck osv. Men som ældre er der især én scene, han vil huske.

- Det er den her meget menneskelige scene, hvor en vagtmand er i gang med at bygge et flaskeskib, og Benny lægger hæklenålen til ham for at hjælpe.

Ny bog om banden

Steffen Paatz har også set Morten Grunwald som 'Ole Joe' i et stykke af dramatikeren Samuel Beckett på scenen i Berlin.

- Jeg vil huske Morten Grunwald som en stor skuespiller, siger han.

Olsen Banden-filmene vil fortsat betyde en stor del i Steffen Paatzs liv. Han taler dansk, og han har flere gange været i Danmark og blandt andet besøgt Nordisk Film og mødt mange af skuespillerne til en Olsen Banden-fest.

I aften vil han mindes Morten Grunwald på filmmuseet i Potsdam. Her skal han sammen med filmjournalist og forfatter Christian Monggaard og skuespiller Henning Sprogøe præsentere en ny bog om banden, der tilsyneladende ikke vil dø.

Facebook
Twitter