Udnævnt til verdens mest sexede mand - to gange: Her er fem ting du (måske) ikke vidste om George Clooney

Skuespilleren George Clooney fylder 60 år i dag. Udover sin skuespilkarriere er han kendt for sin milliardformue og sit enormt gode udseende.

En af Hollywoods allerstørste filmstjerner rammer i dag en aldersmilepæl. (Foto: VALERIE MACON © Scanpix)

Det er de færreste, som ikke kan se personen for sig, når man siger navnet George Clooney.

Du kender ham måske fra Nespresso-reklamerne eller fra film som 'Ocean's Eleven', 'The Descendants' og 'Midnight Sky'.

Eller også kender du ham, fordi din mor "simpelthen baaare synes, han er sådan en flot mand".

I dag fylder manden med det gråsprængte hår og de mørke, dybe øjne 60 år. Og han har opnået stor succes på mange forskellige områder.

Han er blevet nomineret og har vundet prestigefyldte priser for sit arbejde som skuespiller, instruktør, producent og manuskriptforfatter.

Han er blevet en af Hollywoods bedst kendte menneskerettighedsforkæmpere, han har tjent styrtende med penge på salg af tequila, og så er han blevet udnævnt til verdens mest sexede nulevende mand - to gange.

Og meget, meget mere.

I anledning af George Clooneys runde fødselsdag har vi gravet fem forskellige ting frem om skuespilleren, som du kan læse om herunder.

Fik gennembrud i skadestue-serie

George Clooney fik sit store gennembrud i 1990'erne i tv-serien 'Skadestuen', hvor han gennem fem sæsoner spillede Dr. Doug Ross. (Foto: NBC © (c) Getty images)

Før George Clooney blev en feteret filmstjerne, brugte han - ligesom så mange andre - sin ungdom på at finde ud af, hvad han skulle resten af livet.

Her drømte han blandt andet om at blive professionel baseballspiller, og han prøvede at tilspille sig en plads på baseballholdet Cincinnati Reds. Holdet fra staten Ohio så dog ikke potentialet i den unge Clooney, som i stedet kastede sig over skuespillet.

Efter nogle mindre roller i tv-serierne 'Roseanne' og 'Sisters' fik George Clooney sit helt store gennembrud i sygehusdramaserien 'Skadestuen', hvor han i midten af 90'erne spillede kvindebedåreren Dr. Doug Ross.

For nylig udtalte George Clooney, at hans kone, Amal Alamuddin, der er en fremtrædende menneskerettighedsadvokat, er begyndt at se genudsendelser af den ikoniske serie. Og det giver ham problemer i ægteskabet, joker han.

- Det giver mig mange problemer, fordi jeg havde glemt alle de skrækkelige måder, jeg scorede kvinder på i serien. Hun er ikke imponeret, siger han til TV Insider.

Grundlagde tequila-firma og solgte det for miliardbeløb

Her ses George Clooney med sine to forretningspartnere, Mike Meldman (højre) og Rande Gerber (venstre), som solgte deres tequila-mærke for et svimlende beløb i 2017. (Foto: David M. Benett © (c) Getty images)

George Clooney er ikke kun en prisvindende skuespiller, han er også en glimrende forretningsmand.

Og tilbage i 2017 ramte han den helt store jackpot.

Fire år tidligere havde Clooney sammen med to forretningspartnere startet tequilamærket Casamigos, som hurtigt blev en dundrende succes.

Derfor besluttede Diageo, som er en af verdens største producenter af alkohol, at opkøbe George Clooneys tequilamærke for 6,7 milliarder kroner – hvoraf en tredjedel fandt vej til skuespillerens bugnende pengetank.

Ejede kælegris i næsten to årtier

Før George Clooney i 2014 blev gift med Amal Alamuddin, var han kendt som en notorisk ungkarl, hvis mest seriøse forhold gennem mange år var med hans kælegris, Max. (Foto: Tiziana Fabi © Scanpix)

I slutningen af 80'erne var George Clooney kærester med skuespilleren Kelly Preston, som han forærede en kælegris til.

Forholdet holdt ikke, men det gjorde forholdet til kælegrisen Max, som George Clooney efterfølgende tog sig af.

George Clooney var kendt som en notorisk ungkarl, indtil han blev gift med Amal Alamuddin i 2014, og joken blandt venner og kolleger i Hollywood gik på, at George Clooney havde sit længste og stærkeste forhold til en gris.

Det 19 år lange forhold mellem den eftertragtede ungkarl og den sorthårede gris fik dog en brat ende i 2006, hvor Max døde.

Du kan se George Clooney med sin kælegris her.

Nomineret i seks forskellige Oscar-kategorier

Nede i højre hjørne kan du skimte den Oscar, som George Clooney i 2006 vandt for 'Bedste mandlige birolle' i filmen 'Syriana'. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

Det er ingen hemmelighed, at Oscar-akademiet, der uddeler de mest eftertragtede filmpriser, er vild med den 60-årige skuespiller, instruktør, producent og manuskriptforfatter.

Hele to gange har han vundet den gyldne statuette. Første gang var i 2006, hvor han vandt 'Bedste mandlige birolle' for sit skuespil i 'Syriana', og anden gang var i 2013, hvor han som producer vandt en Oscar for 'Bedste film' med 'Argo'.

George Clooney er samtidig den første skuespiller, der er blevet nomineret i seks forskellige Oscar-kategorier.

Som nævnt blev han nomineret og vandt for sin birolle i 'Syriana'. Han er gennem tiden også blevet nomineret til 'Bedste mandlige hovedrolle' for 'Michael Clayton', 'Up in the Air' og 'The Descendants'.

Derudover blev han nomineret til 'Bedste instruktør' og 'Bedste manuskript' for filmen 'Good Night, and Good Luck'. Han er også blevet nomineret for 'Bedste filmatisering' for filmen 'The Ides of March', og ikke mindst blev han nomineret og vandt for 'Bedste film' med 'Argo', som han delte med blandt andre Ben Affleck.

Udnævnt til verdens mest sexede mand

George Clooney er af People Magazine blevet udnævnt til verdens mest sexede mand to gange. (Foto: BORDE-MOREAU / BESTIMAGE © Scanpix)

Hvis man har to nogenlunde fungerende øjne, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at mister Clooney er en smuk mand. Og har været det gennem mange årtier.

Det har magasinet People også opdaget ved flere lejligheder.

Hvert år siden 1985 har magasinet udnævnt verdens mest sexede nulevende mand, og den titel har George Clooney vundet hele to gange.

Første gang var i 1997, da han spillede Dr. Doug Ross i 'Skadestuen', og anden gang var i 2006.

Det er dog ikke kun for sit udseende, at George Clooney er blevet hædret.

Sidste år blev han af samme magasin udnævnt som en af 2020 People of the Year.

Her lagde magasinet vægt på, at George Clooney er en af Hollywoods mest højlydte menneskerettighedsforkæmpere.

I 2020 donerede han blandt andet 500.000 dollars til Equal Justice Initiative i kølvandet på mordet på George Floyd, en million dollars til coronaberedskaber i Italien, London og Los Angeles samt store beløb til libanesiske velgørende organisationer efter den dødelige eksplosion på havnen i Beirut tilbage i august.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk