Ukendt forfatter sælger 1 mio. e-bøger

Forfatteren John Locke har solgt lige så mange e-bøger som Stieg Larsson. Hemmeligheden er at holde sig fra de store forlag og at sælge e-bøgerne til spotpris.

Har du hørt om "Vegas Moon" "Wish List" og "A Girl Like You"?

Det burde du måske, for alle tre overstående titler er nogle af de bedst sælgende e-bøger på hjemmesiden amazon.com i øjeblikket.

Det er den ret så ukendte forfatter John Locke, som står bag bogtitlerne, og den 60-årige forfatter kunne den 20. juni glæde sig over, at have solgt over en million e-bøger på blot fem måneder, skriver Washinton Post på sin hjemmeside.

Bøger til fem kroner stykket

Dermed er forfatteren oppe og sælge det samme antal solgte e-bøger, som svenske Stieg Larrson og den storsælgende amerikanske forfatter James Patterson.

Hemmeligheden bag John Lockes popularitet skal blandt andet findes i prisen på hans bøger.

En stor del af e-bøgerne bliver nemlig solgt for sølle 99 cent stykket, eller hvad der svarer til lige over fem danske kroner.

Afviser de store forlag

John Locke har selv en fortjeneste på 33 cent pr. eksemplar, hvilket er en uhørt høj procentsats for en forfatter at få per solgt eksemplar.

Den 60-årige forfatter er blevet bemærket af de store amerikanske forlag, men John Locke har ingen planer om at skrive en forlagskontrakt og dermed gå på kompromis med sit selvstændige forfatterskab.

- Det ville bare slet ikke være sjovt for mig. Jeg kan godt lide ideen om, at kunne holde op med at skrive, hvis det lige pludselig ikke er sjovt mere, siger John Locke.

Facebook
Twitter